Astrid Gerd Holtet
Slingerhed, der også kaldes ataksi, dækker over at hunden ikke kan koordinere sine bevægelser, og dermed bliver dens gang forstyrret. Det betyder altså, at dens bevægelser kommer til at se underlige ud.
Mange forskellige sygdomme kan få hunden til at blive slinger og få ukoordinerede bevægelser.
Sygdomme i hundens hjerne
Flere forskellige sygdomme i hundens hjerne kan gøre, at den ikke kan koordinere sine bevægelser. Blandt andet kan det opstå som følge af en betændelse i hjernen eller i hjernehinden. Derudover kan kræft i hjernen, eller en blødning i hjernen, også medføre bevægelsesproblemer. Fysiske skader på hjernen og sygdomme, hvor hjernecellerne begynder at gå i stykker, samt en lang række andre tilstande, kan også forårsage slingerhed.
Sygdomme i hundens rygmarv
Rygmarven er den lange centrale nervestruktur, der løber ned igennem hundens rygsøjle, og sygdomme i hundens rygmarv kan også medføre bevægelsesforstyrrelser. Blandt andet kan det ses ved diskusprolaps, betændelser, fysiske skader og kræft.
Andre sygdomme
Flere andre sygdomme, uden for hjernen og rygmarven, kan også give bevægelsesforstyrrelser. Det kan for eksempel ses som følge af forskellige slags forgiftninger, herunder blandt andet pølseforgiftning og ved indtag af rottegift.
Er hundens bevægelser forstyrrede, vil det typisk være nødvendigt for dyrlægen at lave nogle undersøgelser for at blive klogere på årsagen. Nogle af disse undersøgelser kunne være en grundig undersøgelse af hundens nervesystem, en røntgenundersøgelse, en CT-scanning, blodprøver og prøver af rygmarvsvæsken. Mistænker du, at din hund er slinger eller på anden måde har et forstyrret bevægelsesmønster, bør du altid kontakte din dyrlæge.
/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge