Sygdommen bag vaccinationen – Leptospirose

14-09-2017 10:44

Astrid Gerd Holtet

Skybrud er ikke ualmindelige på denne tid af året – og når regnen vælter ned, sker det engang i mellem at kloakkerne bliver fyldte og løber over deres kanter. Når kloakvandet vælter op til overfladen, kommer kloakkens beboer også med, og med rotterne følger risikoen for især én sygdom, nemlig leptospirose

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock

Leptospirose skyldes en bakterie, som blandt andet findes hos rotter, og som kan give alvorlig sygdom hos vores hunde. Bakterien udskilles fra rotterne, primært igennem deres urin, og hvis hundene kommer i kontakt med rotteurinen, for eksempel ved at bade i, eller drikke, kloakvand, kan de blive smittet med bakterien. Sygdommen er heldigvis forholdsvis sjælden i Danmark, men en af grundene til at den alligevel tages meget alvorligt er, at den også kan smitte til mennesker.

Hvad skal man kigge efter?

Ikke alle smittede hunde vil blive syge, men sygdommen kan i værste fald være dødelig. Bakterien går i hundenes blodbane og ødelægger organerne. Hvilke symptomer der ses, afhænger af hvilke organer der bliver hårdest ramt. Oftest er det leveren eller nyrerne, der tager mest skade, og dette kan resultere i alt fra træthed, fordøjelsesproblemer og feber, til at hundene er meget tørstige, ikke kan tisse eller har små sår i munden. Bliver leveren ramt, kan der også ses fænomenet gulsot, hvor blandt andet hud og mundhule bliver mere og mere gullige, i takt med at leveren ødelægges. Er man blevet smittet med leptospirose, kan det i sidste ende give lever- eller nyresvigt, hvis hunden er tilstrækkelig hårdt ramt. I nogle tilfælde er sygdommen langsom om at udvikle sig, men i andre tilfælde kan den udvikle sig inden for timer eller dage.

Hvem er i risiko?

Hundene kan komme i kontakt med smitten, når kloakkerne løber over, men smitten kan også ske fra hund til hund. Derudover er hunde også i særlig risiko for at blive smittet, hvis de færdes meget ved vandløb og i vådområder, hvor der er mange rotter og andre gnavere. Unge og ældre hunde er mindre modstandsdygtige over for sygdommen, og har derfor større risiko for at blive syge, hvis de kommer i kontakt med bakterien.  Mennesker kan smittes fra rotterne, men vi kan også smittes fra vores hunde. Det sker dog heldigvis forholdsvist sjældent, at personer i Danmark bliver syge med leptospirose – ifølge opgørelser fra Statens Serum Institut ses der imellem ti og tredive tilfælde af sygdommen blandt danskerne om året.

Hvad kan man gøre?

Der er behandlingsmuligheder for hunde, der rammes af leptospirose. Bakterien kan dræbes med antibiotika, og hvis organskaderne ikke er for alvorlige, kan hunden komme sig igen. I de tilfælde hvor sygdommen udvikler sig hurtigt, kan det dog være svært at nå at igangsætte behandlingen inden skaderne er blevet dødelige.

Leptospirose hører heldigvis til en af de sygdomme, som vi kan vaccinere for, og på den måde forebygge at vores hunde – og i sidste ende os selv – bliver smittede. De vacciner, der er på markedet, dækker ikke i så lang tid, og hundene skal derfor vaccineres mod leptospirose en gang om året, hvis man skal være sikker på at de er beskyttede.

Dette er første artikel i en serie, hvor vi kigger nærmere på de sygdomme vi kan vaccinere vores hunde imod – næste gang ser vi på hundesyge.

/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge og underviser på veterinærsygeplejerskeuddannelsen 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout