RFAV hos Dobermann – hvad ved vi egentlig, og hvad ved vi endnu ikke?

16-11-2026 19:00

Hanne Lundahl, Formand, Dansk Dobermann Klub

Formand for Dansk Dobermann Klub, Hanne Lundahl, laver her en samlet gennemgang af den information, hun har samlet om de europæiske sygdomstilfælde, den videnskabelige forskning og de vigtige spørgsmål om smitte, symptomfri infektion og sygdommens varighed.

Copyright Hunden.dk
RFAV er indtil videre især beskrevet hos dobermann, men der er fortsat meget, forskerne ikke ved om virussets smitteveje, sygdomsforløb og betydning hos hunde. Hunden på billedet har ingen relation til de beskrevne sygdomstilfælde. Illustrationsfoto: Ihtar/Pixabay.
Nyheden fortsætter efter annoncen

RFAV har i den seneste tid skabt stor bekymring blandt Dobermannejere og opdrættere i Europa. Efter de første alvorlige sygdomstilfælde i Serbien er der kommet oplysninger om infektioner i flere andre europæiske lande. Senest er amdoparvovirus også blevet påvist hos en hund i Norge.

Der bliver naturligvis stillet mange spørgsmål. Hvor kommer virusset fra? Hvordan smitter det? Hvor længe kan en hund være inficeret? Og kan en hund, der virker fuldstændig sund og rask, alligevel være smittet?

Vi har efterhånden fået en del vigtig viden fra forskerne. Men der er også mange spørgsmål, som endnu ikke er besvaret. Denne artikel samler de oplysninger, der foreligger, og skelner mellem videnskabeligt dokumenterede fund, forskernes foreløbige observationer og forhold, som stadig er ukendte.

Hvad er RFAV?

RFAV står for Raccoon Dog and Fox Amdoparvovirus. Virusset tilhører parvovirusfamilien, men er ikke det samme som den almindelige hundeparvovirus, CPV-2, som hunde normalt vaccineres imod. RFAV har tidligere været kendt hos blandt andet ræve og mårhunde. I august 2026 offentliggjorde forskere fra det videnskabelige veterinærinstitut i Novi Sad i Serbien den første videnskabelige dokumentation for naturlig infektion med RFAV hos tamhunde.

De alvorlige sygdomstilfælde, der indtil videre er beskrevet, har især omfattet Dobermann. Vi ved dog endnu ikke, om Dobermann er særligt modtagelig for virusset, eller om andre hunderacer også kan blive inficeret og udvikle alvorlig sygdom.

De første sygdomstilfælde i Serbien

I slutningen af november 2025 blev to Dobermanntæver importeret fra Rusland til et hundehold nær Novi Sad i Serbien. Efterfølgende udviklede flere Dobermann alvorlige sygdomstegn. Forskerne undersøgte hundene for en række kendte infektioner, men de almindelige undersøgelser kunne ikke forklare sygdomsforløbene. Derfor blev der gennemført mere omfattende genetiske undersøgelser.

Her fandt forskerne et amdoparvovirus med omkring 97 procent genetisk lighed med tidligere kendte RFAV-varianter fra ræve og mårhunde. Virusmateriale blev blandt andet påvist i blod, urin og forskellige organer. Det var et vigtigt gennembrud, fordi RFAV ikke tidligere var blevet dokumenteret som en naturlig infektion hos tamhunde. Der var en tidsmæssig sammenhæng mellem importen fra Rusland og sygdomsudbruddet.

Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er endeligt bevist, at virusset kom fra Rusland, eller hvilken hund der eventuelt introducerede infektionen.

Hvilke symptomer er blevet beskrevet?

De alvorligt syge hunde i Serbien havde blandt andet følgende symptomer:

  • Udflåd fra øjne og næse
  • Øjenbetændelse og uklar hornhinde, også beskrevet som blue eye
  • Vægttab og dårlig almentilstand
  • Forringet pelskvalitet
  • Fortykkelse af huden på næsespejl og trædepuder
  • Leverpåvirkning og gulsot
  • Nyrepåvirkning
  • Neurologiske symptomer i nogle alvorlige tilfælde

Nogle af hundene døde eller blev aflivet efter alvorlige sygdomsforløb. Forskerne har dog understreget, at man endnu ikke endeligt har dokumenteret, at RFAV alene var årsagen til samtlige sygdomsforandringer.

Det er vigtigt at skelne mellem, at virus er påvist hos en syg hund, og at man har bevist, at virusset alene har forårsaget hele sygdomsforløbet.

Copyright Hunden.dk
Billedet viser nogle af de symptomer og forandringer, der er beskrevet hos hunde med RFAV, blandt andet øjenforandringer, påvirkning af næsespejlet og hudforandringer. Illustration: Hanne Lundahl, sammensat på baggrund af billeder offentliggjort af hunde med RFAV.

En hund kan være PCR-positiv uden at være synligt syg

En af de vigtigste oplysninger omkring RFAV er, at en hund kan være PCR-positiv uden at vise tydelige sygdomstegn. En hund kan altså fremstå sund og rask, spise normalt, lege og fungere i hverdagen, selv om der kan påvises virusmateriale i dens prøver.

Vi ved endnu ikke, hvor mange inficerede hunde der forbliver uden symptomer. Vi ved heller ikke, om nogle hunde først udvikler sygdom efter længere tid, eller hvorfor sygdomsforløbene tilsyneladende kan være så forskellige. Derfor kan man ikke afgøre, om en hund er inficeret, alene ved at se på den.

Samtidig betyder en positiv PCR-test ikke automatisk, at hunden udskiller levende, smitsomt virus. Det er netop et af de områder, hvor vi stadig mangler vigtig forskning.

Inkubationstiden – hvorfor er to måneder ikke en sikker grænse?

I den serbiske forskning er inkubationstiden foreløbigt anslået til cirka to uger til to måneder. Men her er det vigtigt at forstå, hvad inkubationstid betyder. Inkubationstiden er perioden fra smitte til udvikling af eventuelle symptomer. Den fortæller ikke nødvendigvis, hvor længe en hund kan være inficeret, eller hvor længe virusmateriale kan påvises. Den fortæller heller ikke, hvor længe hunden kan være smitsom.

Derfor kan vi ikke konkludere, at en hund er fri for RFAV, blot fordi den ikke har udviklet symptomer inden for to måneder.

Det er en meget væsentlig forskel.

Vigtige oplysninger fra Dr. Tamas Petrovic i Novi Sad

Den 14. oktober 2026 blev der offentliggjort et cirka 55 minutter langt interview med Dr. Tamas Petrovic fra det videnskabelige veterinærinstitut i Novi Sad. Interviewet blev bragt i udsendelsen Kinološki Kod #2.

Dr. Petrovic er en af forskerne bag den videnskabelige undersøgelse af RFAV hos Dobermann i Serbien. I interviewet fortalte han om flere interessante observationer fra forskernes fortsatte arbejde. Disse oplysninger er væsentlige, fordi de giver et mere nuanceret billede af infektionens mulige varighed og de spørgsmål, forskerne stadig arbejder med.

Virusmateriale påvist efter omkring otte måneder

En af de mest interessante oplysninger var omtalen af en hund, hvor forskerne fortsat kunne påvise virusmateriale ved PCR omkring otte måneder efter den første påvisning. Det er en vigtig observation. Den viser, at påvisning af RFAV-materiale kan fortsætte betydeligt længere end den foreløbigt anslåede inkubationstid på to uger til to måneder.

Men det er afgørende at forstå, hvad observationen betyder.

At en hund fortsat er PCR-positiv efter otte måneder, er ikke det samme som at bevise, at hunden har været smitsom i alle otte måneder. PCR påviser genetisk materiale fra virusset. Den påviser ikke i sig selv, om der findes levende virus, som kan overføre infektionen til en anden hund.

Observationen er derfor vigtig for vores forståelse af mulig langvarig infektion eller vedvarende virusmateriale, men den giver endnu ikke svar på, hvor længe hunden faktisk kan smitte.

Copyright Hunden.dk
Mens forskerne arbejder videre med at forstå RFAV, er et af de centrale spørgsmål fortsat, hvorfor nogle hunde udvikler alvorlig sygdom, mens andre tilsyneladende ikke gør. Hunden på billedet har ingen relation til de beskrevne sygdomstilfælde. Illustrationsfoto: Durchblicker/Pixabay.

Fund af virusmateriale i urin

Dr. Petrovic omtalte også påvisning af virusmateriale i urin. Det er interessant, fordi urin dermed kan være relevant, når forskerne undersøger mulige smitteveje. Vi ved dog endnu ikke, hvor stor betydning urin har for den faktiske smitteoverførsel mellem hunde.

For at kunne besvare det spørgsmål er det nødvendigt at undersøge, om prøverne indeholder levende, smitsomt virus.

Mulig påvirkning af immunforsvaret

I interviewet blev det også diskuteret, om nogle af sygdomsforandringerne kan hænge sammen med hundens eget immunforsvar. Det er en interessant mulighed, fordi andre amdoparvovirusinfektioner kan være forbundet med immunmedierede sygdomsprocesser.

Men det er fortsat en hypotese i forhold til RFAV hos hunde. Vi kan derfor ikke konkludere, at RFAV med sikkerhed forårsager bestemte autoimmune sygdomme.

Forsøg på at isolere levende virus

En anden væsentlig oplysning var, at forskerne på tidspunktet for interviewet endnu ikke havde haft held med at isolere levende virus i cellekultur. Det har betydning for vores forståelse af smitsomhed.

Når man finder virus-DNA i en prøve, ved man, at der er genetisk materiale fra virusset til stede. Men uden yderligere undersøgelser kan man ikke automatisk konkludere, at prøven indeholder levende virus, som kan smitte en anden hund.

Det betyder ikke, at virusset ikke er smitsomt. Det betyder, at vi endnu mangler vigtig dokumentation for præcis, hvordan og hvor længe smitte kan forekomme.

Hvad lærer vi af interviewet?

Interviewet understreger, at vi skal skelne mellem tre forskellige forhold:

  • Inkubationstid: Tiden fra smitte til eventuelle sygdomstegn.
  • Infektionens varighed og PCR-positivitet: Den periode, hvor infektion eller virusmateriale kan påvises hos hunden.
  • Smitsom periode: Den periode, hvor hunden faktisk kan overføre infektionen til andre.

Disse tre perioder er ikke nødvendigvis ens.

Og vi ved endnu ikke nok til at fastsætte en sikker grænse for, hvor længe en RFAV-inficeret hund kan være smitsom. Oplysningerne fra interviewet er forskerens foreløbige observationer og vurderinger. De skal derfor holdes adskilt fra de resultater, der allerede er offentliggjort i fagfællebedømte videnskabelige artikler.

Hvordan smitter RFAV?

Det præcise smittemønster mellem hunde er endnu ikke fastlagt. RFAV-DNA er blevet påvist i blandt andet blod, urin og organvæv. Urin og afføring er mulige smitteveje, og kontakt med forurenede omgivelser kan også tænkes at spille en rolle.

Men der mangler fortsat undersøgelser af, hvordan smitten faktisk overføres mellem hunde under almindelige forhold. Vi ved heller ikke, hvor længe RFAV kan forblive smitsomt i omgivelserne. Derfor skal vi være forsigtige med at konkludere, at bestemte former for kontakt nødvendigvis fører til smitte.

Det gælder også, når vi ser på de sygdomstilfælde, der er blevet beskrevet i forskellige europæiske lande.

RFAV i andre europæiske lande

Kroatien

I Kroatien blev RFAV påvist hos en fireårig Dobermanntæve med et alvorligt sygdomsforløb. Hunden havde tidligere opholdt sig i Serbien. Forskerne fandt RFAV i flere prøver, og den undersøgte virussekvens viste meget tæt genetisk slægtskab med den serbiske variant.

Undersøgelsen blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Animals den 10. november 2026. Forskerne undersøgte også 60 arkiverede prøver fra andre hunde uden at finde amdoparvovirus.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er dog et begrænset materiale, som ikke giver grundlag for at konkludere, hvor udbredt infektionen er i Kroatien.

Copyright Hunden.dk
Dobermann er den race, der går igen i de hidtil beskrevne RFAV-tilfælde hos hunde. Om det skyldes en særlig modtagelighed hos racen, ved forskerne endnu ikke. Hunden på billedet har ingen relation til sygdomstilfældene. Illustrationsfoto: Attifoto/Pixabay.

Bulgarien

Der er også rapporteret positive fund hos hunde i Bulgarien. Oplysningerne er blandt andet omtalt af LABOKLIN og det norske Veterinærinstitut.

Der mangler dog endnu mere detaljeret offentlig videnskabelig dokumentation om de bulgarske tilfælde.

Slovenien

I oktober 2026 blev der rapporteret om to Dobermann i Slovenien, som var testet positive for amdoparvovirus hos LABOKLIN. Ifølge de offentliggjorte oplysninger havde hundene tidligere haft kontakt med en Dobermannhvalp importeret fra Serbien.

Det er en relevant oplysning, men det er ikke dokumenteret, at den importerede hvalp var smittekilden.

RFAV påvist i Norge

Den 13. november 2026 blev det offentliggjort, at amdoparvovirus var påvist hos en hund i Norge. Hunden, Max har ifølge ejerens oplysninger gennem længere tid været hjemme på grund af en skade, men har kortvarigt været til stede ved en hundeudstilling i Stangehallen.

Ejeren har samtidig oplyst, at Max har haft direkte kontakt med og leget med en importeret hund.

Denne oplysning er interessant, fordi flere af de tidligere beskrevne RFAV-tilfælde i Europa har haft forbindelse til import eller ophold i andre lande. Det betyder dog ikke, at den importerede hund nødvendigvis har været smittekilden. Der foreligger ingen dokumentation for, at den har overført RFAV til Max.

Det er samtidig vigtigt at huske, at en hund kan være inficeret og PCR-positiv uden at vise tydelige sygdomstegn. Derfor kan en tilsyneladende rask hund ikke automatisk udelukkes som en mulig del af en smittekæde.

Hvor og hvordan Max er blevet smittet, er fortsat ukendt.

Det norske Mattilsyn oplyste ved offentliggørelsen, at myndigheden ikke havde kendskab til positive fund i andre norske hundehold.

Yderligere undersøgelser kan forhåbentlig bidrage med mere viden om situationen.

Import og kontakt mellem hunde

Når man gennemgår de beskrevne europæiske tilfælde, er det interessant, at import eller kontakt med hunde fra andre lande optræder flere steder. Det gælder de første tilfælde i Serbien, hunden i Kroatien og oplysningerne fra Slovenien. Nu er der også i Norge oplysninger om kontakt med en importeret hund.

Det er naturligvis relevant at undersøge, om der kan være en sammenhæng. Men vi må ikke forveksle en mulig sammenhæng med dokumenteret smitteoverførsel. At en hund har været importeret, betyder ikke, at den er inficeret.

Og selv om en syg hund har været i kontakt med en importeret hund, betyder det ikke automatisk, at smitten kommer derfra. Smitteopsporing kræver undersøgelser, testresultater og dokumentation.

Derfor bør vi hverken udpege bestemte hunde, ejere eller arrangementer som smittekilder uden et tilstrækkeligt grundlag.

Hvordan tester man for RFAV?

RFAV kan undersøges ved hjælp af PCR. LABOKLIN tilbyder PCR-undersøgelse for amdoparvovirus hos hunde. Ved behov kan genetisk sekventering bruges til nærmere identifikation af virusset.

Men testresultater skal fortolkes med omtanke. En positiv PCR-test viser, at der er påvist virusmateriale i prøven. Den beviser ikke alene, at hunden er smitsom på prøvetidspunktet. Omvendt kan en enkelt negativ PCR-test heller ikke under alle forhold udelukke infektion.

Prøvetype, tidspunkt og infektionens udvikling kan have betydning for resultatet. Der er derfor behov for mere forskning i, hvordan man bedst tester hunde, som ikke viser symptomer, og hvordan gentagne testresultater skal vurderes.

Copyright Hunden.dk
RFAV er indtil videre især beskrevet hos dobermann, men der er fortsat meget, forskerne ikke ved om virussets smitteveje, sygdomsforløb og betydning hos hunde. Hunden på billedet har ingen relation til de beskrevne sygdomstilfælde. Illustrationsfoto: Pixabay.

Findes der vaccine eller behandling?

Der findes endnu ingen vaccine, som er dokumenteret effektiv mod RFAV hos hunde. Den almindelige vaccination mod hundeparvovirus beskytter mod CPV-2 og kan ikke antages at give sikker beskyttelse mod RFAV.

Der findes heller ingen specifik behandling, som er dokumenteret at kunne fjerne RFAV-infektionen. Behandlingen af syge hunde er derfor foreløbig understøttende og afhænger af symptomerne og eventuelle organpåvirkninger.

Hvad bør hundeejere og opdrættere være opmærksomme på?

Det vigtigste er at følge udviklingen og tage nye oplysninger alvorligt uden at skabe unødig frygt. Ved import af hunde eller kontakt med hunde fra miljøer med kendt RFAV-infektion er det fornuftigt at være særligt opmærksom.

Det serbiske Veterinærinstitut har tidligere anbefalet forebyggende isolation og PCR-testning ved introduktion af nye hunde i kenneler. Sådanne forholdsregler kan være relevante, men en bestemt karantæneperiode kan endnu ikke betragtes som en garanti for, at en RFAV-infektion er ophørt.

Ved mistanke om infektion bør hundens dyrlæge inddrages, så prøvetagning og eventuelle forholdsregler kan vurderes konkret.

God hygiejne, rengøring og forsigtighed ved kontakt med syge hunde er fortsat fornuftige grundprincipper.

Fødevarestyrelsen i Danmark – vejledning om smittebeskyttelse

Den 4. november 2026 offentliggjorde Fødevarestyrelsen i Danmark en opdateret vejledning om smittebeskyttelse. Vejledningen beskriver, hvordan smitsomme sygdomme generelt kan overføres mellem dyr, både ved direkte kontakt og indirekte gennem eksempelvis mennesker, tøj, fodtøj, udstyr og transportmidler.

Der lægges vægt på god hygiejne, rengøring og desinfektion samt opmærksomhed på kontakt mellem dyr fra forskellige miljøer. Vejledningen indfører ikke nye lovkrav, men forklarer de eksisterende regler og giver praktiske råd om forebyggelse.

Den er dog ikke udarbejdet specifikt om RFAV og dokumenterer derfor ikke bestemte smitteveje for dette virus.

Vigtig viden om RFAV, som endnu mangler

De eksisterende vejledninger om smittebeskyttelse indeholder vigtige generelle anbefalinger. Men RFAV er stadig et forholdsvis nyt forskningsområde, når det gælder infektion hos hunde, og der er væsentlige spørgsmål, som endnu ikke er afklaret.

Blandt andet ved vi, at hunde kan være PCR-positive uden at vise sygdomstegn. Forskerne i Serbien har desuden omtalt påvisning af virusmateriale efter omkring otte måneder. Det understreger, hvorfor den foreløbigt anslåede inkubationstid på to uger til to måneder ikke må forveksles med infektionens varighed eller den periode, hvor en hund eventuelt kan være smitsom.

Derfor er det vigtigt, at hundeejere og opdrættere ikke alene får generelle råd om smittebeskyttelse, men også adgang til den nyeste forskning og de observationer, som forskerne løbende offentliggør.

Hvad mangler forskerne stadig svar på?

Selv om der er sket meget på kort tid, er der stadig flere afgørende spørgsmål:

  • Hvor udbredt er RFAV blandt Dobermann og andre hunderacer?
  • Hvor mange inficerede hunde udvikler aldrig tydelige symptomer?
  • Hvor længe kan virusmateriale påvises hos en inficeret hund?
  • Hvor længe kan en hund faktisk overføre smitte?
  • Hvilke smitteveje har størst betydning?
  • Hvorfor udvikler nogle hunde alvorlig sygdom, mens andre ikke gør?
  • Hvilken rolle spiller hundens immunforsvar?
  • Hvordan kan vi bedst undersøge og følge inficerede hunde over længere tid?

Disse spørgsmål er endnu ikke tilstrækkeligt besvaret.

Afsluttende bemærkninger – omtanke frem for panik

RFAV er en alvorlig problemstilling, som vi skal følge nøje. Vi har videnskabeligt dokumenterede infektioner hos Dobermann og beskrivelser af meget alvorlige sygdomsforløb. Men vi har også stadig betydelige huller i vores viden.

Noget af det vigtigste er at forstå, at en hund kan være PCR-positiv uden at vise tydelige sygdomstegn. Samtidig viser forskernes foreløbige observationer, at virusmateriale i nogle tilfælde kan være påviseligt gennem meget lang tid. Oplysningen fra Dr. Tamas Petrovic om PCR-påvisning efter omkring otte måneder understreger, hvorfor vi ikke må forveksle inkubationstid med infektionens varighed. To måneder uden symptomer er ikke dokumentation for, at en hund er fri for RFAV-infektion. Omvendt er en positiv PCR-test gennem længere tid heller ikke i sig selv dokumentation for, at hunden har været smitsom i hele perioden.

Selv om RFAV har været forbundet med alvorlige sygdomsforløb og dødsfald, er det vigtigt at bevare proportionerne. Indtil videre er der kun offentliggjort oplysninger om et begrænset antal smittede hunde i Europa. Det samlede antal smittede, syge og døde hunde kender vi endnu ikke, og vi ved heller ikke, hvor mange hunde der eventuelt er smittet uden at vise symptomer.

Derfor er der ingen grund til at skabe panik blandt hundeejere eller opdrættere. Men der er god grund til at være opmærksom og tage nogle fornuftige forholdsregler. Vi anbefaler især, at man er forsigtig med at lade sine hunde lege med mange fremmede hunde, og at man holder nyankomne og importerede hunde adskilt fra sine øvrige hunde i en passende periode. Eventuel testning bør aftales med dyrlægen.

Det handler ikke om at isolere sine hunde fra omverdenen eller være bange for enhver kontakt. Det handler om at undgå unødvendige smitterisici, mens forskerne arbejder på at give os mere viden. Samtidig skal vi undgå at skabe mistanke mod bestemte hunde, ejere eller arrangementer, når vi endnu ikke kender de faktiske smitteveje.

Vi har brug for mere forskning, mere internationalt samarbejde og en åben udveksling af dokumenterede oplysninger. Jo mere vi lærer om RFAV, desto bedre bliver mulighederne for at beskytte vores hunde.

Brug den sunde fornuft, følg udviklingen, og tag de nødvendige forholdsregler, men lad være med at gå i panik.

Fakta
Kilder og referencer
  • Scientific Veterinary Institute Novi Sad, Serbien. Officiel meddelelse nr. 1363-10, 5. august 2026.
  • Gajdov, V. m.fl., herunder Tamas Petrović. Natural Infection of Domestic Dogs with Raccoon Dog and Fox Amdoparvovirus Resulting in a Severe Disease Outbreak. Animals, 21. august 2026. DOI: 10.3390/ani16162618.
  • Videnskabelig undersøgelse af RFAV hos en Dobermann i Kroatien. Animals, 10. november 2026. DOI: 10.3390/ani16223551.
  • Dr. Tamas Petrović, Scientific Veterinary Institute Novi Sad. Kinološki Kod #2, videointerview offentliggjort 14. oktober 2026, cirka 55 minutter. Foreløbige forskningsobservationer omtalt i interviewet.
  • LABOKLIN. Amdoparvoviruses – diagnostik og PCR-undersøgelser.
  • LABOKLIN/LABOGEN. New at LABOKLIN: PCR Test for Amdoparvoviruses in Dogs, september 2026.
  • Veterinærinstituttet, Norge. Amdoparvovirus hos hund.
  • Mattilsynet og Norsk Kennel Klub. Oplysninger om påvist amdoparvovirus i norsk hundehold, november 2026.
  • VET-MAGAZIN, Slovenien. Prva laboratorijsko potrjena najdba amdoparvovirusa pri psih v Sloveniji, 12. oktober 2026.
  • Fødevarestyrelsen i Danmark. Vejledning om smittebeskyttelse, 4. november 2026. Se også Fødevarestyrelsens information om smittebeskyttelse for kæledyrsejere.

Artiklen bygger på Hanne Lundahls gennemgang af offentliggjorte forskningsresultater, veterinærfaglige oplysninger og myndighedsmeddelelser. Oplysninger fra interviewet med Dr. Petrović er foreløbige forskningsobservationer.

Oplysningerne om Max' kontakthistorik er gengivet efter ejerens egne udsagn og udgør ikke dokumenteret smitteopsporing.

Hunden.dk bestræber sig på at opdatere artiklen, når nye forskningsresultater foreligger.

Artiklen er udarbejdet på baggrund af en samlet gennemgang foretaget af Hanne Lundahl, formand for Dansk Dobermann Klub, med udgangspunkt i offentliggjorte forskningsresultater, veterinærfaglige oplysninger, myndighedsmeddelelser og øvrige kilder anført nederst i artiklen.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout