Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Når Henrik Larsen ser tilbage på de første år i udstillingsringen, var der ikke meget, der pegede på, at han en dag skulle stå med en hund med 93 titler på CV’et. Han begyndte som mange andre uden den store erfaring og fortæller selv om en af sine første udstillinger, hvor han mødte op i gummisko, cowboybukser og en rød T-shirt med hvid tekst. Resultaterne var heller ikke overvældende, og på et tidspunkt mistede han faktisk lidt af interessen.
Det ændrede sig med cocker spanielen Kato. Opdrætteren mente, at der var potentiale i hunden og tilbød Henrik at få ham, hvis han havde lyst til at udstille. Kato blev aldrig den store verdensvinder, som Henrik selv formulerer det, men han blev hunden, der for alvor satte gang i interessen. En tur til Dortmund i Tyskland gav det første VDH-cert, senere fulgte Hannover og det første CACIB i Kassel. Derefter begyndte rejserne at fylde mere og mere.
Kelly ramte noget særligt
Senere kom den svenske tæve Maritta til, og efter hende kom Kelly. Det blev hurtigt tydeligt for Henrik, at hun havde noget særligt.
I dag har Kelly rundet 93 titler, 147 certer, 64 BIR/BIM og 61 CACIB. Hun er champion i 23 europæiske lande, og Henrik og Kelly har været omkring i 24 lande i Europa. Målet har længe været at nå 25 lande og 100 titler, inden Kelly bliver veteran.
Det har krævet en del kilometer. Henrik vurderer, at han samlet har kørt omkring 400.000 kilometer rundt i Europa i forbindelse med hundeudstillinger, hovedsageligt med Kelly. Når man bor i Danmark, går en stor del af turen ganske enkelt med at komme ned, hvor landene ligger tættere.
De seneste år har han og Kelly i perioder været afsted omkring tre weekender om måneden. Hundene er blevet så vant til rejserne, at de ifølge Henrik nærmest ved, hvad der skal ske, så snart det rigtige udstyr bliver fundet frem. Når bilen først ruller, går der sjældent mange kilometer, før de ligger og sover. Hoteller, elevatorer og nye omgivelser er blevet en naturlig del af livet.
For Henrik er det dog afgørende, at hundene selv trives med det. Han ville ikke fortsætte, hvis han ikke oplevede, at de havde lyst til at være med.
De mange rejser og udstillinger er dog ikke et soloprojekt. Henrik fremhæver også Theis som en vigtig del af det hele. Han hjælper til med hundene, sørger for, at udstyret er i orden, og at hundene bliver passet, når der er brug for det. Theis er også selv begyndt at vise hunde i ringen. Han udstiller deres veteranhan, som han har været med til at gøre til veteranchampion i ni lande.
For Henrik er det derfor også en del af historien om Kellys mange resultater, at der står et fælles arbejde bag. De mange kilometer, udstillinger og titler kræver ikke kun en hund, der kan præstere i ringen, men også at hverdagen omkring hundene fungerer.
Portugal krævede lidt ekstra
Blandt Kellys mange titler er der én, der betyder lidt mere end de fleste. Hun er portugisisk champion, og det var ikke en titel, der kom af sig selv. Kelly skulle blandt andet samle de nødvendige certer og opnå det krævede resultat ved en særlig portugisisk udstilling. Henrik har både kørt og fløjet til Portugal med hende flere gange. På et tidspunkt manglede de blot det sidste resultat, og løsningen blev en noget usædvanlig weekendtur.
De fløj til Portugal lørdag eftermiddag, deltog i udstillingen søndag formiddag og fløj hjem igen søndag aften.
Denne gang med en portugisisk champion.
Det er den titel, Henrik selv fremhæver, når han bliver spurgt, hvilken af Kellys mange resultater der betyder mest. Ikke nødvendigvis fordi Portugal i sig selv er vigtigere end de øvrige lande, men fordi det krævede vedholdenhed, planlægning og flere forsøg at nå helt i mål.
Henrik lægger heller ikke skjul på, at mange års udstillingsliv har lært ham at planlægge strategisk. Han følger med i dommere, ved hvilke resultater der mangler i hvilke lande og har efterhånden lært, hvordan et forløb kan bygges op, hvis målet er et bestemt championat.
Men han har ikke planer om at gentage hele Kelly-projektet med næste generation.
Næste generation er allerede i gang
Kelly har selv haft et kuld, og herfra er Gracie og Stormy allerede begyndt deres udstillingskarriere. Da de var 16 uger gamle, kom de med til Schweiz, og Stormy, der aldrig tidligere havde været i en udstillingsring, endte som bedste baby og BIS Baby blandt otte racer.
Gracie er hos Henrik, mens Stormy er hos Helle Dan. En tredje bror er rejst til Sverige til Marittas opdrætter og kommer dermed tilbage i de svenske linjer. Gracie har allerede samlet sine første titler, og Henrik ser et stort potentiale i hende, men understreger samtidig, at hun stadig er ung.
Ambitionerne bliver heller ikke nødvendigvis de samme som med Kelly. Henrik har bevist over for sig selv, at det kan lade sig gøre at bygge en multichampion med titler fra en lang række lande, hvis man er vedholdende nok. Næste generation skal stadig ud og prøve kræfter med udstillinger i både Danmark og udlandet, men han har ikke noget behov for endnu en gang at køre Europa tyndt for at nå samme antal titler.
Begynd på et skue
Efter så mange år og så mange kilometer har Henrik samtidig et meget enkelt råd til dem, der står med deres første hund og overvejer at prøve udstilling:
Start på et skue.
Her er stemningen mere afslappet, konkurrencen mindre højtidelig, og man kan lære både sin hund og sig selv at kende i ringen uden at føle, at alt står og falder med resultatet.
Det råd kommer ikke mindst af hans egne erfaringer. Henrik husker stadig, hvordan andre hjalp ham, da han selv var ny. I dag forsøger han at give noget af det tilbage. Hvis han ser, at der er nye cockere tilmeldt et skue i nærheden, kan han finde på at tage forbi og give et par råd fra sidelinjen.
For selv om Kellys 93 titler, de mange certer og hundredtusindvis af kilometer fortæller historien om en usædvanlig udstillingskarriere, begyndte det hele med præcis det samme som for enhver anden ny udstiller:
En hund, en ring og en masse, man endnu ikke vidste.
