Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Der findes hunde, som tilsyneladende har deres helt egen faste rute gennem lokalområdet. De går en tur, besøger naboen, snuser lidt rundt ved sportspladsen og vender hjem igen, når det passer dem. Nogle steder kender alle hunden og ved præcis, hvor den bor. Så når en bekymret forbipasserende lægger et billede op af den “bortløbne” hund, kommer svaret næsten rutinemæssigt: Bare rolig. Den gør det tit.
Men der er forskel på, om en hund kan finde hjem, og om den bør gå rundt alene.
Når frihed bliver hverdag
For ejeren kan det føles helt ukompliceret. Hunden er vant til området, den har gjort det før, og den kommer altid tilbage. Måske har den levet sådan i årevis uden problemer, og i et lille lokalsamfund kan den ligefrem være blevet en kendt figur.
Set fra en anden hundeejers perspektiv kan situationen se ganske anderledes ud. En løs hund uden et menneske i nærheden kan være svær at aflæse. Er den venlig? Vil den gå videre? Kommer den hen til ens egen hund? Og hvad gør man, hvis ens egen hund ikke ønsker kontakt?
Det samme gælder mennesker, som ikke er trygge ved hunde, eller som møder den på cykel, til hest eller i trafikken. De ved ikke nødvendigvis, at “Buster altid gør sådan”.
Og hvis en hund går alene rundt, kan den selvfølgelig også pludselig havne et sted, hvor den kan være til fare for sig selv eller andre.
Hvad siger reglerne?
Hundeloven skelner mellem bymæssige områder og områder uden for byerne.
I byer og områder med bymæssig bebyggelse må en hund ikke færdes alene på gader, veje, stier og andre steder med almindelig færdsel. Den skal enten være i bånd eller være ledsaget af en person, der har fuldt herredømme over den. Det er ikke nok, at ejeren kan holde øje med hunden hjemmefra.
Uden for bymæssige områder er formuleringen en anden, men ansvaret er stadig tydeligt: Ejeren skal sørge for, at hunden ikke strejfer omkring. Hundeloven fastslår desuden, at hunde ikke må færdes på private arealer, som ejeren ikke har brugsret til.
Derudover har hundens besidder et ansvar for at forebygge, at hunden volder skade, og som udgangspunkt et erstatningsansvar, hvis den gør det. Det betyder også at “han finder selv hjem” ikke er en undtagelse fra reglerne.
Kilde: Hundeloven, §§ 3, 6 og 8.
En kendt hund kan stadig være savnet
Der er også en anden side af de lokale opslag. Den person, der ser en hund alene, kan ikke vide, om den plejer at gå rundt, eller om den denne gang faktisk er stukket af. Derfor giver det god mening, at folk reagerer, når de ser en hund uden ejer.
Danske hunde skal være ID-mærkede og registreret i Dansk Hunderegister, og de skal bære hundetegn med ejerens oplysninger. Det gør det langt lettere at få en hund hjem igen, hvis den virkelig er kommet på afveje.
At nogen tager et billede, spørger i en lokal gruppe eller forsøger at finde ejeren, er derfor ikke nødvendigvis udtryk for panik. Det kan ganske enkelt være et menneske, der forsøger at sikre sig, at en hund ikke har brug for hjælp.
Der findes næppe én Buster i Danmark. Der findes sandsynligvis mange. Hunde, som naboerne kender, som har deres egne ruter, og som ifølge deres mennesker altid finder hjem, men næste gang billedet dukker op i den lokale Facebookgruppe, er det måske værd at spørge: Er det overhovedet okay at sende Buster ud på egen pote?
