Ragno - Tails by Ragno
I en skov i nærheden af Herning samles en gruppe hundefører på en solrig sommeraften med deres hunde. Der er både Ruhåret Hønsehund og Kleinermünsterlænder blandt deltagerne.
Aftenens program byder på 3 forskellige baner, som hver har til opgave at træne hund og fører til den udfordrende fuldbrugsprøve. Stemningen er afslappet, og der bliver snakket hund og øvelser blandt fremmødte. Træningsleder er Jesper Kjelds fra Silkeborg Jagthundetræning.
Inden start bliver der givet info om hvad der kan forventes, og derefter går de frivillige ud og stiller sig klar.
Henover sommeren og i starten af efteråret trænes der for at gøre hundene klar til efterårets mange prøver og jagt. De forskellige træninger er afhængige af en passioneret træningsleder, engageret frivillige, og områder med varieret terræn.
Bane 1 - Vandapportering
3 emner udlagt og 1 kastet, den længste udlagte skal der dirigeres mindst 60 mtr. over til.
Hundene sendes ud i vand, og her ses tydeligt forskellen på svømmeteknik, og iver på de forskellige hunde. Nogle hunde springer direkte ud i det kølige vand, mens andre tager det forsigtigt, og nogle helt tredje sprinter rundt langs bredden, før de går i.
Vandapportering er en krævende disciplin for hundene, da både det kolde vand og afstanden er med til at trætte. Hundens kondition og overskud testes her, og her til aften var der en ekstra overraskelse i form af forskellig størrelse emner. Der blev brugt ænder og en måge som er noget større end ænderne.
Mens hunden er i vandet, og dirigeres af sin fører, så afventer de næste hunde og fører på deres tur. Der snakkes dæmpet, og hundene skal kunne finde ro i at være “slukket” mens de afventer, og acceptere at der andre hunde tæt på uden de skal interagere med hinanden.
Søens bred havde ingen siv, og det var nemt for hundene at komme i vandet, og søen havde en aflang form som det ikke var en smutvej at løbe rundt om søen.
Bane 2 - Fasan
3 emner kastes, og hunden forholder sig i ro i 1 minut, før der gives signal om at hunden må sendes afsted. Hunden skal bringe emnerne hjem.
Hundene sprang ud i terrænet, som bestod af knæhøjt plantevækst, og buske med torne og kom hurtigt tilbage med emnet. Der gives signal når fører må tage emnet fra hunden, så hunden ikke kaster emnet direkte for fødderne af føreren.
Yderligere vil der være en anden hund og fører i gang hvor hunden skal dækkes af og blive liggende.
Generelt for denne træning er der fokus på at afvente, og komme hurtigt ud og hjem.
Bane 3 - Ræveslæb
En ræv slæbes 300 mtr. ind i skoven, hvor hunden kan følge sporet til den. Den skal efterfølgende hente ræven hjem.
Den frivillige har en walkie talkie med, og der sidder en ved starten af slæbet. Når ræven er placeret, så kaldes der tilbage med “Ræven er klar.”, og fører sender sin hund afsted.
Ræveslæb kan være udfordrende for mange hunde, da ræven har en anden lugt og den kan være svær at håndtere. Når hunden griber fat, så vil det være en fordel at den griber fat midt på ræven, så der er ligevægt. Hoved og forpoter vil tynge på den ene side, mens hale og bagpoter vil tynge på den anden side. Ved store ræve og mindre hunde, skal der arbejdes ekstra, da hunden bliver nødt til at løfte ræven højt for ikke at snuble i hovedet, poter, og hale.
Ved ræveslæb kan det derfor være en fordel hvis hunden har prøvet at hente emner hjem, hvor det er tungt, og har dele der hænger og dingler.
Nogle hunde prøver at gribe i nakken og slæbe hjem, men her vil kroppen og hale tynge. Ligeledes hvis der gribes i halen, og forsøge at slæbes hjem. Den frivillige assisterer, hvis hunden ikke vil gribe fat i ræven, og der gives en melding når hunden har taget fat og er på vej tilbage, så fører er varskoet.
Afslutning
Aftenen sluttes af med lidt til ganen, kage og en mundtlig fremlæggelse af hvordan det er gået, og hvad der skal fokuseres på til næste gang. Det giver indblik i, hvad der gik godt for de forskellige hunde, og om der var nogle tendenser på de forskellige baner.
Vandapportering vil der generelt være en del ventetid ved, da det er meget forskelligt hvor hurtigt og om hundene henter alle emnerne hjem.
For Kleiner Münsterländeren Marcels træning blev der testet udholdenhed, da han gik på vand først, efterfølgende fasan også ræv, da Mona var interesseret i at se hvordan han håndterede ræven, når han var træt. Mona Horsted Storgaard er opdrætter af racen Kleiner Münsterländer, og Jagtlystens Dream Marcel er hendes eget opdræt.