Astrid Gerd Holtet
Når duften af andesteg i aften fylder køkkenet, når det er Mortensaften, kan det få mundvandet til at løbe på både de to- og firbenede familiemedlemmer. Får de chancen, vil mange hunde med glæde kaste sig over den stegte and – men pas på, for skroget kan være farligt for hunden at spise.
Pas på tilberedte fugleben
Fugleben er anderledes end knogle fra eksempelvis okse, da de er hule inden i – og dermed er de meget lette og mere porøse – og tilberedte fugleben kan meget nemt splintre og give problemer i maven eller tarmen, hvis hunden spiser dem.
De skarpe splinter, kan lave skade på mavesækken eller tarmvæggen, og det kan i sidste ende være livsfarligt. Derudover kan de små knoglestumper klumpe sig sammen og give forstoppelse – og nogle gange i sådan en grad, at de kun kan fjernes ved en operation. Denne form for forstoppelse kan også være livsfarlig for hunden.
Ikke for meget andefedt
Det meget fedt der er i forbindelse med andens skind, kan også give hunden problemer. Alt for meget fedt på én gang, kan nemlig give hunden betændelse i bugspytkirtlen – en smertefuld sygdom, der i værste fald kan være dødelig, eller give hunden tilbagevendende problemer. Skal hunde nyde godt af anden, skal det derfor kun være lidt kød uden fedt og ben.