Nye regler på DKK udstillinger træder i kraft 1. januar 2025

28-12-2024 16:16

Cecilie Friis Amstrup

Dansk Kennel Klub har offentliggjort væsentlige ændringer i reglementet for hundeudstillinger, herunder nye kategorier, justerede certifikatregler og tiltag for hundevelfærd. Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2025.

Copyright Hunden.dk
En af de nye ændringer til DKK udstillinger fra 1. januar er, at avlsklassen udgår af udstillingsprogrammet i Store ring. Foto: Wiegaarden
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Kennel Klub (DKK) har annonceret en række ændringer i udstillingsreglementet, der træder i kraft den 1. januar 2025. Her er et overblik over de mest betydningsfulde justeringer:

Generelle ændringer:

  • Avlsklasse: DKK vil ikke længere afholde avlsklasser på egne udstillinger på grund af faldende interesse. Specialklubber og kredse kan dog fortsat arrangere disse.
  • Brug af galge: Anvendelse af galge under klargøring skal begrænses til kortvarig brug.
  • Halsbånd og liner: Af hensyn til hundenes velfærd skal alle halsbånd og liner være udstyret med et stop for at forhindre kvælning.

Bedømmelsesforløb og championatregler:

  • Baby- og hvalpeklasser: Prædikaterne Særdeles Lovende (SL), Lovende (L) og Mindre Lovende (ML) fjernes. Fremover skal racens bedste baby og hvalp opnå hæderspræmie (HP) for at kvalificere sig til Store Ring.
  • Certifikater: Hunde under 24 måneder, der allerede har modtaget to certifikater, kan ikke tildeles yderligere før efter 24 måneders alderen. I sådanne tilfælde overgår certifikatet til den næsthøjest placerede certifikatberettigede hund.
  • Ny konkurrence: Kategorien "racens bedste junior" introduceres og afvikles på samme måde som "racens bedste veteran".
Nyheden fortsætter efter annoncen

Konkurrencer i Store ring og Årets Konkurrencer:

  • Ny konkurrence: "Udstillingens bedste junior" tilføjes som en ny kategori i Store Ring.
  • Avlsklasse: Konkurrencen "udstillingens bedste avlsklasse" fjernes fra DKK's udstillingsprogram på grund af lav tilslutning, men andre arrangører kan stadig afholde denne konkurrence.

Grupper og racer:

  • Nye racer: FCI har midlertidigt godkendt tre nye racer i 2024: Ciobanesc Românesc Corb (gruppe 2), Ratonero Bodeguero Andaluz (gruppe 3) og Kazakh Tazy (gruppe 10). Disse er nu inkluderet i reglementet.
  • Gravhunde: Den mindste variant af gravhunde omdøbes fra "Miniature" til "Kanin" for at undgå misforståelser og oversættelsesfejl.
  • Pudler: Variantbetegnelserne for pudler er opdateret i overensstemmelse med FCI's cirkulære 8/2024.

For en komplet oversigt over ændringerne henvises til DKK's officielle dokument: Opsummering af ændringer i udstillingsreglementet 2025.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout