Coronasikkerheden i top ved Hundetopmøde på Solskinsøen

11-08-2021 12:29

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Ingen anden dyreart fås i så mange forskellige udgaver: Pelset eller nøgen. Krøllet eller glat. Hurtig eller langsom. Fra 2 kilo til 100 kilo. Og du kan møde dem alle – knap 3.000 forskellige hunde af 185 forskellige racer - til hundeudstilling på Rønne Stadion Nord den 14. og 15. august, hvor coronasikkerheden er i højsædet hos arrangøren

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Når Dansk Kennel Klubs årlige hundeudstilling på Bornholm løber af stablen den kommende weekend, bliver det med coronasikkerheden i top, understreger den ansvarlige arrangør, formanden for Dansk Kennel Klubs udstillingsudvalg, Wilfred Olsen.

– Hvert år formår Bornholm at rumme tusindvis af mennesker til Folkemødet. I vores verden er det her »hundenes topmøde« i øen i søen, og derfor sætter vi alle sejl til for at afvikle det både godt og sikkert for alle, både to- og firbenede, forklarer Wilfred Olsen, der er formand for Dansk Kennel Klubs Udstillingsudvalg.

– Sidste år blev vi desværre snydt for den gode oplevelse pga. pandemien. Derfor har vi glædet os ekstrameget til at komme tilbage i år. I Dansk Kennel Klub elsker vi at holde hundeudstilling på Solskinsøen; det er uden tvivl årets hyggeligste udstilling - der er altid en helt speciel stemning, både hos udstillerne og hos dommerne, som vi kun oplever på Bornholm, fortæller Wilfred Olsen.

 

Ansvarlig arrangør

Hundeudstillingen løber over to dage og samler ikke bare hunde og mennesker fra alle dele af landet - der kommer desuden deltagere fra alle de nordiske lande, inkl. Island samt bl.a. Holland, Tjekkiet, Tyskland og Ungarn, men formanden understreger, at arrangørerne har truffet alle mulige forholdsregler.

– Det ligger os meget på sinde at være ansvarlige arrangører, og derfor har vi i DKK under hele pandemien fulgt udviklingen tæt, og vi afvikler vores arrangementer helt i tråd med myndighedernes gældende retningslinjer og naturligvis med dyb respekt for udviklingen af coronasmitten i samfundet, forklarer Wilfred Olsen.

Alle deltagere, medarbejdere og frivillige hjælpere skal derfor forud for udstillingen have erhvervet sig et gyldigt coronapas, og arrangørerne opfordrer desuden både deltagere og tilskuere til at benytte mundbind ved f.eks. kø ved indgange, madboder og lignende.

– Desuden har vi som arrangører udarbejdet den af myndighederne krævede ”sundhedsplan” for større arrangementer, hvori vi bl.a. ved gennemgang af udstillingspladsen har identificeret de hot-spots, hvor der typisk er mest ”run” på, dvs. de steder, hvor folk stimler sig sammen, f.eks. ved indgangene og madboderne. Det har vi derfor taget højde for under planlægningen, og vi har iværksat forskellige initiativer, f.eks. udvidelse af p-forholdene, ekstra indgange, teltzoner, afstand og tydelig skiltning, for at gøre udstillingerne coronasikre – også selv om det bliver med deltagelse af mange mennesker fra alle landsdele og andre lande, understreger Wilfred Olsen.

 

Mød drømmehunden

Drømmer du om at inkludere en ny firbenet kammerat i hjem og hjerte, så er en hundeudstilling det helt rigtige udgangspunkt. Og det uanset om du drømmer om at få et knus af den bamsede sankt bernhardshund, der stammer fra de schweiziske alper – eller om at løbe om kap med den elegante, men lynhurtige afghanske mynde. Eller måske drømmer du om at se vores nationale sejtrækker, grønlandshunden, spille med musklerne på daglig basis? Du kan møde dem alle, og 182 andre hunderacer, i løbet af weekenden:

- Du kan ikke købe en hund med hjem fra en hundeudstilling, men du kan blive meget klogere på, hvad det er for et lille pelset kræ, du selv eller måske børnene er på vej til at forelske sig hovedkulds i, fortæller adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub, Lise Lotte Christensen og fortsætter:

- En hundeudstilling er en virkelig god lejlighed til at lære de forskellige hunderacer at kende og få en snak med de mennesker, som kender racerne bedst. Det giver en større sikkerhed for, at du får valgt en hund, som passer til hele familien.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Selv om hundeudstillinger nærmest er at sammenligne med en skønhedskonkurrence for hunde, er det vigtigste ved valg af hund nemlig ikke, hvordan den ser ud, men hvordan den er – og hvordan det, den er skabt til, passer til dig og din familie:

- De enkelte hunderacer ser ikke kun meget forskellige ud - de er også vidt forskellige indvendigt, fortæller Lise Lotte Christensen.

Har du allerede besluttet dig for en hunderace, eller har du hund i forvejen, får du rig mulighed for at købe lidt nyt med hjem i en af de mange boder med specialprodukter til hund og ejer.

 

Mere information:

Udstillingens adresse:

Rønne Stadion Nord, Torneværksvej 1, 3700 Rønne

Bemærk, at udstillingen foregår udendørs.

 

Adgangspriser:

Voksne:    kr. 60,- pr. dag.   

Børn: 6-12 år:    kr. 10,- pr. dag.   

Børn under 6 år:.    Gratis   

Familiebillet (2 voksne + 3 børn)    kr. 120,- pr. dag.   

Entré for gæstehund (+ 3. mdr):    kr. 30,- pr. dag

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout