Dobermann er den race, der indtil videre går igen i de beskrevne RFAV-tilfælde hos hund. Hunden på billedet har ingen relation til de konkrete sygdomstilfælde. Illustrationsfoto: rayemond /pixabay

Den 13. november orienterede Mattilsynet via Den norske veterinærforening om, at amdoparvovirus var påvist i en prøve fra en hund i et norsk hundehold. På det tidspunkt kendte myndigheden ikke til fund i andre norske hundehold. Nyheden fik hurtigt opmærksomhed, og blandt andet Tønsbergs Blad beskrev, hvordan flere hundeejere valgte at trække deres hunde fra en lokal udstilling.

Det er imidlertid vigtigt at skelne mellem den bekymring, et nyt virus naturligt kan skabe, og det, der faktisk er dokumenteret. Der er foreløbig tale om meget få beskrevne tilfælde hos hunde, og forskerne mangler fortsat svar på blandt andet smitteveje, udbredelse og præcis sygdomsbetydning.

Ikke den almindelige parvovirus

Navnet kan være misvisende, hvis man forbinder det med den velkendte parvovirus hos hund. Amdoparvovirus og hundens almindelige parvovirus, CPV-2, tilhører samme virusfamilie, Parvoviridae, men forskellige slægter. Det virus, der nu er i fokus, er raccoon dog and fox amdoparvovirus, RFAV, som tidligere især er blevet påvist hos mårhund og ræv. Ifølge det norske Veterinærinstitut er RFAV hos hund stadig så nyt et område, at vidensgrundlaget er begrænset. De norske myndigheder oplyser, at RFAV foreløbig kun er kendt hos dobermann, men de nævner ikke racen på den konkrete norske hund direkte i orienteringen.

Det første videnskabeligt beskrevne udbrud hos tamhunde kom fra en dobermannkennel i Serbien. Fire syge hunde blev undersøgt i marts og april 2026 efter langvarige sygdomsforløb. Forskerne fandt RFAV i blandt andet blod, urin og flere organer, mens undersøgelser for en række mere velkendte smitstoffer ikke kunne forklare sygdommen. Hundene havde blandt andet betændelse og udflåd fra øjne og næse, gradvist vægttab, dårlig pelskvalitet, gulsot og tegn på leverpåvirkning. Hos nogle af de alvorligst ramte hunde blev der også observeret neurologiske symptomer. Studiet dokumenterede for første gang naturlig RFAV-infektion hos hund, men det er ikke det samme som endeligt at have bevist, at RFAV alene var årsagen til hele sygdomsbilledet.

Siden er RFAV også påvist hos hunde i Kroatien og, ifølge Veterinærinstituttets faglige gennemgang, Bulgarien. Det kroatiske tilfælde blev offentliggjort i et studie den 10. november og omfattede en fireårig dobermanntæve med alvorlig sygdom i flere organsystemer. RFAV blev fundet i prøver taget, mens hunden levede, og i flere organer efter dens død. Forskerne understreger imidlertid selv, at deres undersøgelse ikke beviser, at RFAV var årsagen til hundens sygdom. De testede desuden 60 arkiverede prøver fra andre kroatiske hunde uden at finde amdoparvovirus, men antallet er for lille til at sige noget sikkert om, hvor udbredt virusset er.

Smitte og vaccine er stadig usikkert

Der findes endnu ikke et præcist billede af, hvordan RFAV smitter mellem hunde. Veterinærinstituttet skriver, at man antager, at smittede dyr kan udskille virus gennem urin og afføring. Parvovirus er generelt hårdføre og kan overleve længe i miljøet, hvilket betyder, at indirekte kontaktsmitte via forurenede omgivelser eller udstyr også er en mulighed. På baggrund af de serbiske tilfælde er inkubationstiden foreløbig anslået til mellem cirka to uger og to måneder, men også her bygger vurderingen på et meget begrænset antal hunde.

Det samme gælder spørgsmålet om vaccination. De almindelige hundevacciner mod parvovirus er udviklet mod CPV-2, ikke RFAV, og Veterinærinstituttet har ikke fundet studier, der dokumenterer, at den almindelige parvovaccination beskytter mod amdoparvovirus. De syge hunde i de serbiske og kroatiske beskrivelser var vaccineret mod den almindelige hundeparvovirus. Det kan tyde på, at vaccinationen ikke beskytter mod RFAV, men der er endnu ikke forskningsgrundlag til at fastslå præcis, hvilken immunitet der eventuelt findes. Det ændrer naturligvis ikke på værdien af den almindelige parvovaccination, som beskytter mod en anden og velkendt alvorlig infektion.

For hundeejere er det også værd at holde fast i, at de sygdomstegn, der er beskrevet i forbindelse med RFAV, ikke er specifikke for netop dette virus. Øjen- og næseflåd, vægttab, dårlig almen tilstand, leverpåvirkning eller neurologiske symptomer kan have mange andre årsager. Man bør derfor ikke forsøge at diagnosticere RFAV ud fra symptomer alene. Er hunden syg, skal den vurderes af en dyrlæge.

RFAV er indtil videre beskrevet hos dobermann, men det er endnu ikke afklaret, om racen er særligt modtagelig. Hunden på billedet har ingen relation til de konkrete sygdomstilfælde. Illustrationsfoto: rayemond /Pixabay

Skal hunden til Norge?

For danske hundeejere, der skal til udstilling, prøve, konkurrence eller et andet arrangement i Norge, er der pr. 14. november 2026 ikke meldt generelle RFAV-relaterede restriktioner ud. Norsk Kennel Klub har viderebragt Mattilsynets information om fundet, men har ikke anbefalet et generelt stop for arrangementer eller for deltagelse med raske hunde. Mattilsynets råd er på nuværende tidspunkt almindeligt godt smitteværn samt at begrænse kontakten med andre dyr, hvis hunden viser tegn på smitsom sygdom.

Skal man af sted, er det dog fornuftigt at følge opdateringer fra Mattilsynet, Norsk Kennel Klub og den konkrete arrangør frem mod afrejsen, fordi anbefalinger naturligvis kan ændre sig, hvis der kommer nye fund.

En syg hund skal ikke med til et arrangement, og har hunden været i tæt kontakt med en hund med mistanke om smitsom sygdom, bør man rådføre sig med sin dyrlæge.

De almindelige norske indrejseregler gælder samtidig uændret. 

Ingen dokumenterede danske hundetilfælde

Hunden.dk har i forbindelse med denne artikel ikke fundet en offentlig dansk myndighedsmeddelelse eller et videnskabeligt publiceret tilfælde af RFAV hos en dansk tamhund. 

På nuværende tidspunkt er den mest præcise konklusion derfor også den mindst dramatiske: RFAV er nu påvist i et norsk hundehold efter tidligere fund hos hunde i Serbien, Kroatien og Bulgarien. Der er god grund til at følge udviklingen og til almindelig god smittehygiejne, især hvor mange hunde samles, men datagrundlaget er endnu for begrænset til at konkludere, hvor udbredt virusset er, hvor stor en sygdomsrisiko det udgør, eller om bestemte hunderacer reelt er mere modtagelige end andre.