Anæmi hos hunde

19-01-2021 15:34

Astrid Gerd Holtet

Mangel på røde blodceller – eller anæmi – er en alvorlig tilstand hos hunde, og kan skyldes en række forskellige sygdomme. Vi ser lidt nærmere på, hvad der kan være årsag til blodmangel

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

I hundens blod findes nogle små celler, som kaldes for røde blodceller eller røde blodlegemer. De små røde blodceller har som funktion at transportere ilt rundt i hundens krop. De små celler sendes op til lungerne, hvor de fanger de små iltmolekyler fra indåndingsluften. Herfra bærer de ilten ud til kroppens mange celler, hvor ilten slippes og de røde blodceller vender tilbage til lungerne, for at hente mere ilt.

I nogle tilfælde kan hunde udvikle en mangel på røde blodceller, en tilstand, der også kaldes anæmi eller blodmangel. Når hunden mangler røde blodlegemer, kan den ikke længere transportere så meget ilt rundt i kroppen, og dette kan hurtigt medføre at hundens krop kommer i iltmangel.

Hvorfor får hunde anæmi?
En årsag til anæmi kan være at hunden har mistet en masse blod. Det kan være fra et sår i huden, hvilket er let at opdage. Det kan dog også være i form at indre blødninger, hvor hunden for eksempel bløder ud i bughulen eller brysthulen.

Ud over blødninger, kan en lang række sygdomme også forårsage en mangel på røde blodlegemer. Blodcellerne dannes i knoglemarven, og sygdomme i marven kan påvirke produktionen, så der ikke dannes nok røde blodceller. Der findes også nogle sygdomme, der får de røde blodceller til at gå i stykker inde i blodkarrene, og det vil også medføre anæmi

Nyheden fortsætter efter annoncen

Symptomer på anæmi
Når en hund udvikler anæmi, kan der ses flere forskellige symptomer. Blandt de mest almindelige er:

  • Hunden virker træt og har et nedsat energiniveau
  • Hunden udvikler muskelsvaghed
  • Hunden er mindre aktiv end den plejer at være
  • Hunden puster eller hyperventilerer
  • Hundens gummer og andre slimhinder kan blive blege eller hvide

Fremtiden for en hund med anæmi
Fremtiden for en hund med anæmi afhænger af den underliggende årsag. Manglen på røde blodceller kan være kommet langsomt eller udvikle sig hurtigt. Den kan være mild med få symptomer, eller udtalt og livstruende. Er anæmien udtalt, kan en akut blodtransfusion være nødvendig for at sikre hundens overlevelse.

Oplever du symptomer på anæmi hos din hund, bør du straks kontakte en dyrlæge.

/Astrid Holtet, dyrlæge

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout