Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

I 2008 slog tilværelsen en kolbøtte af de helt store i familien Overlade med adresse på en stille villavej i den lille by Langholt nord for Aalborg. Familiens yngste, Emmelie, havde netop rundet sit første hele leveår, og hverdagen gik sin vante gang.

Men for Asbjørn på fem år, skulle de næste år vise sig at være helt anderledes, end det den lille purk indtil videre havde oplevet.

I flere omgange havde Asbjørn været syg med hals- og lungebetændelse. En vågen vagtlæge havde reageret på, at Asbjørn ikke responderede ordentligt på den medicin, han fik, og lægen fik derfor Asbjørn indlagt.

Det viste sig, at han havde præleukæmi, og familien fik at vide, at der var to procents chance for, at det ikke ville udvikle sig til egentlig leukæmi.

Desværre fik lægerne ret. En fredag i februar 2009 blev han usædvanligt træt og fik feber. Dagen efter fik han sin første behandling for leukæmi.

– Det var jo et chok, selvom vi var forberedt på, at det nok ville gå den vej, fortæller Asbjørns far, Allan Overlade.

Familien fik præsenteret en plan på 130 uger, som Asbjørn skulle igennem. Her stod der, hvilken medicin han skulle have og i hvilke doser. Fik han tilbagefald eller responderede han dårligt på noget medicin, ville behandlingen blive endnu længere.

– Vores hverdag blev totalt forandret med det samme. Vi delte os op i hold, hvor det ene hold var på sygehuset hos Asbjørn, og det andet hold var hjemme. Vi havde jo også to piger derhjemme, så det krævede, at vi også var hos dem, fortæller Allan Overlade.

– Og hver gang man var hos Asbjørn, havde man dårlig samvittighed overfor pigerne, og hver gang man var hos dem, havde man dårlig samvittighed overfor Asbjørn, lyder det fra Asbjørns mor, Inge Lise Overlade.

Privatfoto

Byggemand Bøllebob
I lange perioder var Asbjørn indlagt på sygehuset i Aalborg. Her havde familien nærmest særstatus, og når der ikke var overbelægning, fik hele familien lov til at overnatte hos deres syge søn og bror.

En dag havde Asbjørn snakket med en sygeplejerske. Hun fortalte, at hun ønskede sig en hund, og det skulle være en berner sennen. Hun lånte Asbjørn en bog om racen, og straks satte den flotte hunderace griller i hovedet på drengen, der snart blev seks år.

Så da Ønskefonden noget tid senere ville opfylde Asbjørns største ønske, havde han tre ønsker som i et ægte eventyr. Han ønskede sig en berner sennen og en computer, mens han ikke længere husker det tredje ønske.

Læs også: Sådan aktiverer du din hund i vintermørket

– Vi havde skrevet et brev til Ønskefonden, hvor vi fortalte om Asbjørns ønsker. Vi havde godt nok været noget overraskede over, at han ønskede sig så stor en hund, for vi havde ikke haft hund før, men hvad gør man ikke for sine børn, spørger Inge Lise Overlade retorisk.

I Glesborg på Djursland blev opdrætter Helle Sinclair kontaktet af Ønskefonden. De ville høre, om de kunne købe en hvalp af hende til Asbjørn.

– Jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk i starten. For hvem skulle passe hunden, når Asbjørn var på hospitalet, og havde familien overhovedet overskud til at tage sig af en lille hvalp. Men jeg vidste, at der boede en dygtig berner sennen-ejer tæt på familien, og hun tilbød at hjælpe med at passe hunden, når det brændte på, og så endte jeg med at sige ja. Det har jeg ikke fortrudt, fortæller Helle Sinclair.

På Asbjørns seksårs fødselsdag skulle han have overraskelsen. I hjemmet var flere tv-hold samt Familie Journal mødt op. Asbjørn var egentlig indlagt, men havde fået lov at komme hjem til sin fødselsdag. Han var skidt og træt og ikke helt oplagt til det store fremmøde.

Men da han fik sin hund, lyste han op. Han forstod det ikke først, men da han havde sundet sig lidt, var han ikke i tvivl om, hvad hans nye hund skulle hedde.

Den skulle hedde Bob opkaldt efter Byggemand Bob, og her 11 år senere kan familien konstatere, at navnet passer perfekt, da Bob også er en rigtig Bøllebob.

Privatfoto

En ven i nøden
Da verdenspressen havde forladt det lille hjem, og roen igen havde sænket sig, lagde Bob sig roligt i sin kurv. Han følte sig hurtigt hjemme, og i den svære tid blev han hurtigt en trøst og en støtte for hele familien.

– Han var en fast partner for Asbjørn, men også en fortrolig ven for hans søstre Anne Mette og Emmelie, fortæller Allan Overlade.

Med i hundepakken fik familien desuden et års gratis træning på en træningsplads i Brønderslev samt et livslangt medlemskab af Dansk Berner Sennen Klub.

– Vi havde rigtig god glæde af træningen med Bob, da vi jo ikke havde haft hund før. Derfor tog vi også ofte afsted alle fem og lavede en udflugt ud af det, husker Inge Lise Overlade.

– Træningen gav også et afbrud i den hårde hverdag. Den gav os noget andet at tænke på og være fælles om, så den var virkelig vigtig for os på mange planer, supplerer Allan Overlade.

For Asbjørn var Bob ikke bare en støtte i en hård hverdag, men også en at komme hjem til efter undersøgelser og indlæggelser, og på sygehuset kunne man også se Bobs store betydning for den lille syge dreng.

Læs også: Årets Hundefotograf 2025 er kåret

– Vi fik faktisk lov til at have Bob med ind på hospitalet på besøg nogle gange. Det må man ellers ikke, lyder det fra Allan Overlade.

Efter to og et halvt år med leukæmi blev Asbjørn i 2012 erklæret rask. I den allersidste periode blev han pludselig dårlig, og lægerne sagde, at hvis der var tale om et tilbagefald, skulle den lange 130 ugers plan starte helt forfra. Heldigvis var det ikke et tilbagefald, og Asbjørn blev erklæret rask. Derefter skulle der gå to og et halvt år, før risikoen for tilbagefald ikke var større end andres risiko for at få leukæmi.

I dag er Asbjørn en sund og rask ung mand, der kan se tilbage på en tidlig barndomstid, som var mere hård, end de fleste andres.

Privatfoto

En god oplevelse
Selvom Helle Sinclair havde sin tvivl fra starten om at sælge en af sine hvalpe til en familie med en leukæmisyg søn, så har hun ikke fortrudt det et eneste sekund.

Som alle andre hvalpekøb mødte familien naturligvis Bob, inden de fik ham, og Helle gjorde meget ud af at vælge den rigtige hvalp til familien. På den måde adskiller dette hvalpekøb sig ikke fra andre, men der er ingen tvivl om, at Bob og familien Overlade har en ganske særlig plads i hjertet hos den erfarne opdrætter.

– Min tvivl er jo gjort totalt til skamme. Jeg har som hos alle andre hvalpekøbere stået til rådighed for familien, og de har brugt mig, når de har været i tvivl. Jeg har været på besøg flere gange, og jeg har også brugt Bob til et hvalpekuld siden, siger hun og fortsætter:

– Det er jo en utrolig historie, og her sidder vi så 11 år senere med Bob, der ikke lader sig præge af sin høje alder, og vi kan se tilbage på, at det hele er gået godt. Jeg kan kun anbefale, at man gør det samme som mig, hvis man en dag får muligheden.

Og netop det med Bobs alder er vigtigt for Helle Sinclair at fokusere på, for berner sennen har ry for ikke at blive ret gamle.

– Jeg har haft rigtig mange hunde, som er blevet gamle, og Bob er en af dem. Han er på ingen måde præget af sin alder, og det er dejligt at se, at han stadig leger med sin familie, siger hun.

Tilbage da livet slog den voldsomme kolbøtte for familien, sagde Asbjørn, at han var sikker på, at Bob ville blive 15 år, men mens vi sidder her om bordet i hjemmet i Langholt, får han at vide, at den ældste berner sennen blev 16 år.

– Så bliver Bob 17, konstaterer Asbjørn Overlade.

Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Læs også: Fra HUNDEN: Lær hunden at hilse med alle poter på jorden