Hvad er grå stær?

25-12-2017 09:11

Astrid Gerd Holtet

Grå stær er en sygdom i hundens øje, der gradvist svækker dens syn. 

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Grå stær, også kaldet katarakt, er en sygdom i hundens øje, som giver en uklarhed i linsen og svækker hundens syn. Uklarhederne kan være i mindre områder på linsen eller omfatte hele linsen, og kan, i nogle tilfælde, føre til blindhed. Har hunden grå stær, kan det ses som en grå eller hvidlig uklarhed når man kigger på hundens øje. Tilstanden må ikke forveksles med den grålige uklarhed i linsen, som naturligt kommer med alderen. Det ses typisk hos hunde over seks til syv år, og påvirker ikke synet. 

Sygdommen kan være arvelig og kan ses hos ældre, såvel som yngre hunde. Denne arvelige form ses hos flere racer, herunder labrador retriever, cocker spaniel og dværgschnauzer. Grå stær kan også opstå som følge af andre sygdomme, herunder sukkersyge, eller hvis hvalpe fodres ensidigt med mælkeerstatning. Sygdommen kan også opstå som følge af skade eller betændelse i øjet.

Er min hund blind?

Udvikler en hund blindhed, som følge af grå stær, kan det give ændringer i hundens adfærd. Tegn på blindhed kunne være:

- Hunden går ind i ting

- Hunden bliver bange for ting

- Hunden virker stresset

Nyheden fortsætter efter annoncen

- Hunden virker angst

- Hunden begynder at udvise aggression

Da sygdommen udvikles over tid, kan nogle hunde vænne sig til at se dårligt eller slet ikke at kunne se, da de lærer at orientere sig via deres andre sanser. Andre kan udvikle problemer med stress og angst, der kan nedsætte deres livskvalitet.

Hvad kan man gøre?

Det er muligt at operere hunde med grå stær, og her fjernes linsen helt eller delvist. Denne operation tilbydes dog kun af specialiserede dyrlæger. Der findes ingen medicinsk behandling for sygdommen, men den er som regel ikke forbundet med smerte eller ubehag, og mange hunde kan få et fornuftigt liv med lidelsen.

 

/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout