John Frank Ahm
I dette blogindlæg kommer jeg ind på nogle af vores forberedelser til at få en hvalp og hvad vi som opdrættere og hundeejere har fokuseret på i vores forberedelse til et lille nyt familiemedlem. Her vil jeg komme med nogle af de tips og ideer man som ny eller kommende hvalpeejer kan få inspiration af.
Forberedelse - hvad er godt at tænke på?
Der er meget at tænke på, når sådan en lille størrelse flytter ind. Spørgsmål som: er hjemmet sikkert for en hvalp? Hvad med ledninger, sko, potteplanter mm? Hvor må hvalpen være og hvor må den ikke være osv. Hvad gør vi i forhold til vores voksne hunde? Hvad med vores arbejde og alene hjemme træning og så videre. Jo, der er meget at tage stilling til og forberede.
Heldigvis har vi prøvet det før. Det med at have en lille hvalp. Alligevel var der mange overvejelser og en del forberedelse inden han flyttede ind. Selvom vores hus i høj grad allerede på forhånd er indrettet praktisk og med hensyn til hundefamilien, så er der altid noget der der skal justeres når der er tale om en hvalp.
Det gjorde vi klar
Det første vi gjorde klar var hans soveplads i soveværelset. Vores hunde må gerne komme med i soveværelset, hvor de har deres egne kurve. For ikke at Zacho skulle drille de andre om natten, fik han sin egen hvalpegård der stod op af sengen. Så kan man let høre når han bliver urolig og skal ud og tisse om natten, eller have en beroligende hånd ved ham, hvis det skulle blive nødvendigt for at han kan finde ro til at falde i søvn. Her kunne han sove om natten, tæt på os og alligevel sammen med de andre hunde.
Det andet vi gjorde klar var mit kontor. Her indrettede vi et stort afspærret hvalpe-område med kurve, tæpper, bamser og legetøj som han kunne være i når jeg arbejdede hjemmefra. Vi installerede også videoovervågning, så vi kunne holde øje med ham når vi begyndte med alene hjemme træningen.
Udenfor lavede vi sikring af planter i krukker. De blev simpelt hegnet ind. Vi satte også trådgitter på vores smedejernsport, så han ikke kunne gå igennem ribberne eller sidde fast i dem.
Sidst, men ikke mindst lavede vi en god planlægning i kalenderen den første tid, med en blanding af ferie og hjemmearbejdsdage. Lavede aftaler med vores gode hunde-babysittere om hjemmepasning de dage hvor det var nødvendigt. Altsammen for at Zacho skulle blive tryg i sit nye hjem og få den bedst mulige start og alene hjemmetræning i et fornuftigt tempo.
Til at skabe ro og give de voksne hunde deres eget space udnytter vi de børnelåger vi har, lidt mere, når vi har hvalp. Børnelågerne kan både bruges til at give de voksne hunde en pause eller en hvalp der der ved at blive lidt for vild, et timeout. Vi bruger dem også ved fodring, så alle har mulighed for at spise i fred og uden forstyrrelser.
Med disse justeringer og lidt planlægning har vi sørget for at der er plads til alle, store som små og en god begyndelse for Zacho her hos os.
Dette blogindlæg er første del af en artikelserie om Zacho. Han skal indgå i vores avlsarbejde hvis hans sundhedsresultater taler for det og han udvikler sig positivt. På den lange bane er det er ikke meningen at han skal blive boende hos os. Når den helt rigtige familie melder sig, så bliver det hans permanente hjem.
I de kommende blogindlæg vil jeg fortælle mere om livet med en hvalp og unghund.