Nanna og Bille deler som oftest vogn. De to er næsten uadskillige.

Trivselsmåling - også hos de firbenede

Fra campingplads til campingplads fik jernhestene slugt den ene kilometer efter den anden, og Lübeck blev lagt bag os med en nu supervelkørende cykel. 
Hundene var godt tilfredse med et par sammenhængende hviledage, men glæden over at være på landevejene kunne også mærkes på dem. 
Med forventende mine og logrende haler står de altid i spændt venteposition når vi pakker tasker, og cyklerne trilles frem med deres royalværdige karet som følge. 

Et af de mange fine skovstykker gennem Tyskland.

Vi triller afsted på landevejen, solen står lavt, og asfalten knirker under dækkene. Tre hunde følger med – på deres egen måde. For selvom vi elsker det her eventyr, er vi klar over, at det i bund og grund er vores behov, ikke deres.

At vi så tilfældigvis har valgt en rejseform, der i høj grad matcher mange hundes naturlige behov, er jo så blot som medvind på cykelstien; Dejligt og værdsat.
Men lad os være ærlige: det er stadig vores ego, der trækker dem med på landevejen, hvor rutiner vendes på hovedet, og muligheden for at lave en god “runde i baghaven” erstattes af teltslagning i regnvejr eller lur midt i et polsk industrikvarter. Til gengæld får de også en frihed, der langt overgår livet derhjemme: ingen lange alene-hjemme timer, masser af tid uden snor, næsen begravet i den daglige “hundeavis” og konstant samvær med os.

Med sommerens hede var det kærkomment at få slappet af i skyggen, så snart muligheden bød sig. Bille har fået køledækken på.

Vi ved godt, de ikke trives konstant – det gør vi heller ikke selv. Målet er ikke en evig hunde-zen-tilstand. Lidt pres, usikkerhed eller ubehag en gang imellem er helt okay. Vi kigger på trivsel i det store billede.
 

Tre hunde – tre slags adfærd

Nanna er vores selvstændige sjæl. Hun kan sagtens ligge 50-70 meter væk, spejde tilfreds ud over horisonten og sende et velfornøjet blik i vores retning. Hun er som en personlig campingvagt i plysset udgave. Det er samme adfærd, som vi ser hjemme, hvor hun gladeligt kunne tilbringe hele natten på terrassen, hvis vi lod hende. Vi holder øje med, om hun stadig logrer, når vi nærmer os, inviterer til mavenus, og om hun hopper op i vognen uden diskussion, når vi beder om det.
 

Bille er tryghedsnarkomanen over dem alle. Når der skal soves, vil han helst være så tæt på, at klaustrofobien har alt for gunstige forhold for de to-benede, og nye farlige situationer skal helst tjekkes ud på behørig afstand, gerne bag et menneskeben alt imens der med en forkølet lyd gøs af det ukendte. Til gengæld vokser hans mod hver uge, og efter 2,5 måned på landevejene har vi fået en hund med mere hår på brystet (i overført betydning – pelsen fejler intet), nysgerrighed på livet og hang til småbanditstreger. Vi holder især øje med, om han pludselig trækker sig, eller om han får for meget “holdning” til ting, han normalt overlader til os eller de to damer i flokken.
 

Muggi er lidt mere kompleks. Hun er altid på højt gear, og det, der ligner ren livsglæde, kan tit være stress. Vi balancerer konstant mellem at give hende afløb for energien og at hjælpe hende ned i gear. Når hun har jagtet bier i halve timer, ignorerer maden eller bruger aftenen på at snappe efter græsstrå i stedet for at slappe af, ved vi, at vi skal hjælpe hende tilbage i ro – og finde ud af, hvad der trigger det i første omgang. 

Fællesnævneren

De leger heldigvis meget. Løber, jagter hinanden og finder på kreative projekter – lige nu er Billes og Nannas yndlingsprojekt at grave huller, som var det en olympisk disciplin. Hvis vi ser for få af de stunder, ved vi, at vi skal justere kursen – på den ene eller anden måde.

Her har vi netop entreret Polen, hvor denne fine frokostplads bød på en pause.

Tyskland og Polen – en varm affære
Vores uger gennem Tyskland havde budt på varme og solskin som sommertørstende danskere kun drømmer om. Men vi havde stadig svale aftener med dejlige kølige temperaturer i teltet om natten. Det begyndte langsomt at ændre sig, og med stigende temperaturer om dagen fulgte også høje temperaturer om natten. 
Vi havde dage igennem Polen hvor kviksølvet viste 35 grader om dagen og ikke under 25 grader på hele døgnet. Og vi begyndte at se hvordan det påvirkede hundene. Vi var selv hårdt ramt og med timesvis på cyklerne hvor vi knoklede var det hårdt at tænke på at vores forpinte kroppe ikke kunne få noget komfort og ro til fyraften, fordi det simpelthen var for varmt til at kunne slappe af. 
Hundene var matte, de legede ikke længere, og når de gjorde det, var det med tanke på risikoen for hedeslag. De ledte efter vand og skygge så snart muligheden bød sig og ingen af dem kunne sove om natten. 

En lang dag hvor supermarkeder var lukkede, og vores eneste handlemulighed var en lastbils-rasteplads. Vi tog et hvil i skyggen, og fik kølet hundene med vand og køledækkener.

Ubesværet cykelterræn, der fik kilometerne til at glide afsted.

Jesper pakker ned på en af de sidste campingpladser, vi besøgte i Polen.

Når eftermiddagstimerne blev for varme, var hundene gode til at grave huller i sandet og lægge sig svalt. Her holder Nanna udkig, mens Bille tager et hvil.

Navigeringen gennem et stort land

Vi forsøger i grove træk, hele tiden at have et nærtstående pejlemærke. 
Typisk er det en by af en art. En større eller mindre by hvor vi som oftest kan få klaret nogle af de hængepartier, der opstår når vi er på landevejene. En ny dims til cyklerne, hundemad til de firbenede, et par nye cykelshorts osv. Vi holder et par dages hvil, der tillader tid til at få rendt en pokkers masse ærinder og få to-do-listerne i bund. Hvad vi derimod ikke er så kompetente til, er at prioritere tid, der tillader reel hvile. Det er vi blevet bedre til, da vi efter 2 måneder kunne konstatere at vi ikke havde haft en reel hviledag. Bevares, vi havde haft cykelfrie dage, men disse var blot blevet udfyldt af lavpraktikaliteter der sendte os rundt i timevis med en stressende sky over hovedet. I et omfang hvor dét at komme ud på cyklerne næsten føltes mere afslappende. 
På et mentalhygiejnisk plan er det godt at få banket to-do-listerne i bund. Men på et fysisk restitutionsplan er det nødvendigt med dage hvor der laves meget lidt. 

Når vi er i byerne, kan vi mærke på hundene, at de også får slappet af på en anden måde. De får sovet timevis om dagen, gået små lufteture og forholder sig ikke til meget andet end størrelsen på deres madportioner og hvem der får den bedste plads i sengen.

1, 2, 3! Hvem er hurtigst til at få taget den bedste soveplads til sig? Sjovt nok er det altid hundene ;)

Når der skal tænkes kreativt og næstekærlighed viser sig

Desværre har det ikke været uden materiel skade at rejse 2000 km. med cykler og trailere. Vores trailere er ikke stærke nok, og vi fik for alvor syn for sagen da vi en dag, på vej ud af en lille polsk landsby, oplever at den ene trailerarm knækker midt over. 
Med kommunikationsmæssige udfordringer, da vi ikke talte polsk, og kioskmutters engelsk var ikke-eksisterende, fik vi dog frembragt pointen om, at vi havde behov for transport til en større by.
Ikke længe gik der, før hun havde ringet rundt og sat landsbyen i gang, og en overordentlig flink mekaniker troppede op på landsbyens torv og kastede et fagligt blik på vores udfordring. Han mente helt bestemt at det ville være lettere for ham at lave vores trailerarm end at fremtrylle en transportmulighed der kunne rumme to mennesker, to cykler, tre hunde og to cykeltrailere. Og nå ja, al oppakningen. 
Mekanisk agil som en fisk i vand, fik han lavet vores trailerarme og vi kunne med ubeskrivelig begejstring køre ud af landsbyen med næsen rettet mod vores sidste stop i Polen. Vi ville være ude af Polen inden for få dage.
Vi kan med ærlighed berette om at Polen er et fantastisk land at cykle i. Og det er bestemt muligt at rejse med sine hunde. Alle steder vi har været, er vi blevet mødt af søde ord, venlige blikke, nysgerrige spørgsmål og hjælpsomhed.  

Vi glæder os til at fortælle mere om vores rejse med Miggi, Bille og Nanne - du kan følge med på Facebook, hvor vi hedder Paws and Pedals eller på Instagram under @paw_and_pedal