Præmieoverrækkelse – sikke en oplevelse og så i det selskab

Det var med sådanne tanker jeg valgte at melde Mystique, min sheltie, til ISAC 2022 (International Sheltie Agility Championship). Som skrevet i tidligere oplæg, startede jeg på et agilityhold i DcH Give i august, efter næsten 1 års træningspause og 3 års konkurrencepause. Jeg nød at komme afsted bare mig og Mystique, men hold nu op, hvor var vi rustne, ikke kun fordi den eneste form jeg var i, var en fantastisk kageform – kroppen havde svært ved at huske tingene og havde nærmest mistet de 2 sidste gear. Men hovedet var dæleme også udfordret, for hold op hvor havde jeg svært ved at rumme det hele og ikke mindst huske. Dog kørte jeg hver dag hjem fra træning med hænderne HØJT over hovedet, for hvor var min lille blå ven bare en stjerne, hun voksede eksplosivt med opgaven for hver træning.

Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg stadig havde svært ved at forholde mig til konkurrencer, og det at jeg ikke kunne ”holde weekend” og samle energi til en ny uge, men synes alligevel, at jeg skulle finde ud af om jeg stadig ville eller ej. Da ISAC 2022 var i DK, så kunne jeg lige så godt starte der, om ikke andet, så var det sammen med en masse af vores venner. Så uanset hvad, så ville det blive en helt vildt hyggelig weekend i godt selskab.  

Den sidste tirsdags-træning inden vi skulle afsted, var en kæmpe katastrofe, Mystique kunne INTET, hun løb rundt til højre og til venstre og helt almindelige kommandoer så hun ud som om hun slet ikke forstod. Hold da op det var frustrerende lige da det stod på, men kan nu se at det faktisk gav mig en ro efterfølgende. For nu havde jeg kun de forventninger, at vi skulle finde melodien igen og have en fantastisk fest sammen.

ISAC skulle være på Vilhelmsborg – mere fantastiske rammer skal man altså kigge længe efter. Jeg elsker at være der, uanset om det er til agility stævner, K9 Biathlon eller andre hundeaktiviteter som Hund i Fokus. Hallen er skøn at løbe i, der er den lækreste natur og hvis man er heldig, er der også rigtig gode værelser man kan leje til overnatning. Sådan et værelse var vi så heldige at få i år.
For bedre at kunne rumme det, havde Allan og jeg bestemt os for at køre allerede torsdag formiddag, så havde vi super god tid til at få værelset klar, gå en skøn tur med alle hundene, for alle 5 var med selvom det kun var 2 af dem, der skulle løbe.

Da vi meldte ind, at vi var kommet og klar, fik vi en fin lille gimmik med en prøvepose fra ARION, en flot nøglering og ørepropper. Ørepropper, det syntes jeg var komisk. Men må sige at jeg blev klogere ??

Alle hundene var med, og der var selvfølgelig også tid til at hygge

Læs også: Læsetid: en session med skolehunden James

Fredag var første dag vi skulle i ilden og startede ud med holdløbene, et spring- og et agilityløb. Jeg havde fået de dejligste tøser at løbe med, og jeg var spændt på om jeg kunne være med, da de var meget bedre end Mystique og jeg. Men jeg blev ved med at minde mig selv om at nyde det og bare gøre det bedste, jeg kunne. Mit håb for hele stævnet var bare at gennemføre en af banerne.
Da jeg stod og ventede på, det var min tur, blev benene som gelé og hjertet var nær stået af, men så snart jeg satte Mystique af til start, var jeg i min egen lille boble. Afsted det gik, starten gik godt, jeg kom lidt bagefter på et tidspunkt, så vi fik en væring, men vi fik det rettet, og inden jeg fik set mig om, var vi igennem banen og havde gennemført. Pyha, jeg blev så rørt, at jeg måtte knibe en lille tåre, fordi for mig var det STORT! Det at være tilbage igen, føle at man ikke var helt uduelig, men stadig godt kunne. Og bare det, at vi lige præcis havde en fest sammen, det var fantastisk!
I agility løbet blev hun ”suget” ind i en tunnel, så en diskvalifikation, men vi havde stadig utrolig gode momenter, så jeg var stadig SÅ tilfreds.

Da alle hundene til stævnet næsten var i hallen fredag pga. holdløbene, må jeg indrømme at jeg fandt ud af hvorfor det var en god ting med ørepropperne. Men jeg fik dem nu ikke brugt alligevel. Og overraskende holdt hovedet til det, det var skønt.

Lørdag var de individuelle løb, har var det ligeledes et af hvert og her vil man kunne komme direkte i finalen hvis man bliver en af de 3 bedste og ellers var det ens samlede resultat der afgjorde om man kunne komme videre. Som før ville jeg bare gerne gennemføre og have et godt samarbejde.

Vi startede ud med agilityløbet, og her var jeg desværre ikke helt hurtig nok, så hun tog et forkert spring og pludselig ville hun snyde i slalom og løb ud af andensidste port. Jeg valgte at tage den om 3 gange og sidste gang lykkedes det at få den rigtigt. En dejlig følelse, for jeg er helt sikker på at havde jeg ikke gjort det, så ville hun fortsat snyde i næste løb, da hun ofte har gjort det før, fordi hun bare gerne vil løbe. Hun elsker at løbe stærkt.

Springløbet skulle klares som det sidste, det var en super god bane, og jeg bestemte mig bare for at give ALT jeg havde og løbe så stærk som jeg OVERHOVEDET kunne.
Det var det mest fantastiske løb, vi klarede flere svære ting kom igennem slalom uden fejl – jubii… og klarede også slutningen…….. FEJLFRI……..!!!!!! hold da op en følelse. Det kunne føles i hver en celle i kroppen, min veninde stod i mål og jeg fik en KÆMPE krammer og så blev øjnene våde igen…..
Hvor er det dejligt at et fantastisk samarbejde med ens hund kan røre en så meget.

Jeg løb som nr. 6 ud af 22 og var løbet direkte ind på en 2. plads, kun overgået af min veninde Natasha der løb lige før mig. Nu tog nerverne over, for kunne jeg blive imellem de 3 bedste var jeg direkte videre til finalen. Jeg røg hurtigt ned på 3. pladsen, da en ung pige løb helt fantastisk med hendes hund. Det var næsten ikke til at holde ud, men vi stod distancen og endte som nr. 3 – wow det var stort. Hvor var jeg stolt af min lille blå hund og vores samarbejde, når man tænker på vores sidste tid – skønt at se at vi rent faktisk godt kan være med når det gælder, så er det måske bare min tro på det der ikke er helt hvor den skal være.

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Søndagens finale var nervepirrende, hold da op jeg var nervøs, her skulle vi stå flere hunde klar og min puls var som var jeg ude og løbe interval, selv om jeg stod helt stille – så kan man virkelig mærke, at man lever.
Og hold nu op altså hun gjorde det bare så godt igen – vi misforstod hinanden efter balancen, så hun drejede til venstre i stedet for højre, vi fik samlet op og fortsatte. Slalom var tredjesidste forhindring og hun kom igennem uden fejl, men jeg valgte ikke at presse hende på farten i den, så blev jeg bagefter, det betød desværre en væring ved vippen, da hun drejer tilbage mod mig for at tjekke om jeg overhovedet er med. Og så forlader hun den inden den er helt i jorden.

Men uanset de fejl, så var det et fantastisk løb og vi ender på en superflot 5. plads.
Løbet var fantastisk på så mange måder, jeg kunne høre folk heppede, men det bedste var at min søn på 8 år var kommet og han heppede HELE vejen rundt og jeg kunne høre ham igen og igen ”Kom så mor, Kom så mor”. Det rørte mig virkelig, og når jeg ser videoen i dag med lyd, går den stadig lige i hjertet (og øjnene?? ).
2 af mine veninder og den unge pige fra før kom på skamlen, så det var så megaflot. Inden man fik set sig om, var det hele ovre og alle tingene skulle lige bundfælde sig.

Konklusionen er klar: Vi kan godt! Vi er klar, og jeg elsker stadig at løbe agility, men bare ikke på helt samme måde som før. Jeg har stadig mine weekender kære, men der skal stadig være plads til et stævne en gang imellem og det næste er allerede meldt til. Jeg vi se om jeg kan blive på ”toppen af bjerget” lidt endnu. Om ikke andet, så træningsmæssigt og sammen med mine skønne agility venner. ??

Det at løbene gik så godt var faktisk ikke engang det bedste ved weekenden. Hold op hvor var det godt at være sammen med min store agility-familie igen, hyggelige snakke, mange kram og ikke mindst grin, det giver altså også god energi og overskud. DET har jeg virkelig savnet.

For at der ikke skal gå træning i det hele, så skal vi onsdag d. 21. december en tur til scaning for at se om der kommer små vidundere i det nye år – det har været en lang rejse, da vi har haft en tæve der gik tom en gang og mistede hvalpene i anden omgang – så der krydses alt hvad krydses kan, den rejse kunne jo passende være til næste oplæg.

Ellers er der kun tilbage og ønske alle en god jul og godt nytår – husk at passe på jeres hunde både med maden og fyrværkeri. 

Mig og min bedste ven – skønt når vi laver gode minder sammen

Læs også: Når en drøm ændres