Hvalpene skal vænnes til almindelig hvalpefoder

Nu er de dejlige hvalpe allerede fem uger gamle, og jeg har haft tid til at tænke over fødslen og hele forløbet. Og var det egentlig så slemt?
Der skal ikke herske tvivl om, at det bestemt ikke var sjovt, da jeg var helt alene, da fødslen gik i gang. Den eneste hjælp, som gjorde hvad han kunne, var min søn på seks år.

Hvis jeg inden fødslen troede en lille smule på skæbnen, så tror jeg 100% på den i dag. I vores sidste kuld mistede vi desværre to hvalpe, en hvor bugen ikke var vokset sammen og en der ikke trak vejret, da den kom ud. Enhver opdrætters mareridt. Den første var jo slet ikke levedygtig, så den måtte aflives, men da den sidste hvalp kom ud, som klart den største, stor og flot, men ikke i live, bliver man jo knust.

Aftenen før Impi fødte denne gang, lå jeg i sengen og så lidt videoer på Facebook. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor jeg stoppede lige præcis ved denne, men se den skulle jeg. Man så en lille grisling blive født i noget der lignede Thailand. Den lille gris trak ikke vejret, da den blev født, og hun startede straks med førstehjælp både med massage af hjertet, gnide på den og puste luft i den. Jeg tog mig selv i FLERE gange at tænke, at nu måtte hun da snart stoppe, for den var jo stendød, men hun blev og ved med at arbejde på den. Og pludselig tog den selv det første åndedrag……… Hold da op tænkte jeg, kunne vi så have reddet den sidste hvalp fra vores sidste kuld, hvis vi ikke var stoppet så hurtigt? Og hvor længe er FOR længe egentlig? For jeg har virkelig ikke lyst til at arbejde FOR længe, og risikere at hvalpen tager skade.

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Det bliver jeg nok aldrig klog på, men videoen blev ved og ved med at køre i mit hoved, da første hvalp blev født tidlig næste morgen. Den fine tæve trak nemlig heller ikke selv vejret, så jeg gik straks i gang og jeg blev ved og ved, også selv om hvalp nr. 2 meldte sin ankomst hurtigt efter. Jeg var i kæmpe konflikt med mig selv, for først sagde jeg til mig selv ”stop nu, den er død” men så kom den anden stemme bagefter ”nej der er en chance endnu, for grisen klarede det”.  Det gjorde, at jeg ikke var klar til at give op. Og lige pludselig trak hun vejret – hold nu op jeg var lettet, jeg blev så rørt, at tårerne trillede ned ad kinderne. Det var den største forløsning, at det var lykkedes, eller også var jeg lettet over, at jeg rent faktisk godt selv kunne.
Det havde virkelig været en anelse stressende, da jeg imens alt det her stod på, prøvede at ringe både til Allan, min dyrlæge og Maria, min veninde, der ville komme og hjælpe. Men ingen af dem tog telefonen.
Efter den første tæve, kom der tre helt perfekte hvalpe, som straks var klar til livet og fandt vej til mælkebaren med det samme – det er altså bare en fantastisk oplevelse. Se hvor naturligt det er for en tæve at føde, den gør bare det den skal, ikke fordi den har gået til fødselsforberedelse eller fordi den har læst en masse om hvordan en fødsel er, men ganske simpelt bare fordi dens instinkter tager over. Femte og sidste hvalp, en han, kom med numsen først og trak heller ikke vejret, så i gang med alle de ting jeg gjorde ved første hvalp. Og efter et par minutter var han klar. Fem dejlige, perfekte hvalpe, tre tæver og to hanner blev det til, og ikke mindst en tæve, som tog det hele i stiv pote og selv efter fødslen var super frisk. Om det så var skæbnen, der gjorde at jeg så den video, aften før, skal jeg lade være usagt, men en ting er helt sikker. Havde jeg ikke det, så havde der været stor chance for, at der kun havde været tre hvalpe i dag.

Alle er glade hver gang, der kommer et lille nyt vidunder

Jeg bliver tit spurgt. når jeg fortæller hvor smukt jeg synes det er, når hunde føder, om ikke det er ulækkert med alt det blod, fostervand og hvad der ellers kommer af diverse ting ved sådan en fødsel. Og her må jeg sige at det tænker man OVERHOVEDET ikke over.
Ikke et sekund tænker jeg ”ad jeg fik noget på mig”, man ser det overhovedet ikke, hvis man synes, det er en ulækker oplevelse, så er jeg helt sikker på man ikke ville gøre det igen og igen.

Læs også: Når en drøm ændres

Tænk sig, at det allerede er fem uger siden, tiden går så stærkt. Jeg begynder allerede at kunne se de små individer og hvordan de er i forhold til hinanden. Det er nu, jeg synes det er helt utroligt spændende, nu man skal prøve at se, hvem de er, og hvilken familie de vil passe perfekt ind i. Det er også nu vi får præget dem på en masse ting. De skal køre bil, lære forskellige lyde at kende, prøve at være udenfor, finde ud af hvor man skal tisse og hvor man ikke skal. Hvad er legetøj, og ikke mindst skal de lære at spise almindelig mad.
Der bliver ikke set meget fjernsyn i de to måneder, jeg har hvalpene, for der er altså bare ikke noget bedre end hvalpe-tv, bare sidde sammen med dem og lege, eller lige tage en lille lur sammen med dem, man sover altså bare godt når man er pakket ind i fem små bløde uldbolde.
Denne gang har jeg været en tur i Aarhus med hvalpene. De var forbi Jacob ved Nordre Dyrehospital for at få tjekket, at de alle var ok, og ikke mindst få tjekket Impi efter fødslen. Godt jeg gjorde det, for hvalp et og fem havde nogle ting, de skulle have rettet, og det samme havde Impi. En fantastisk oplevelse, og så dejligt, at der er tid til hver eneste hvalp – og selvfølgelig er der tid til en stor omgang hvalpenus. Dejligt, at de kan komme til dyrlæge og bare få en god oplevelse til at putte i livets rygsæk. 

Dejligt at Jacob giver hvalpen tid til at føle sig 100% tryg inden han går i gang.

Nu er der jo næsten bare tilbage at sørge for, at de får en stor rygsæk fyldt med positive oplevelser, så de er så godt rustet til de spændende ting, de kan møde på deres vej, videre frem i livet. 

Læs også: Spejlbillede i hundekurven

Når jeg nu sidder der med hvalpene og nusser dem og nyder deres helt specielle hvalpelugt, så er det jeg spørger mig selv, ”var det egentlig så forfærdelig en fødsel?”. For nu da det er lidt på afstand, var det måske ikke helt så slemt.
Nu tælles der i stedet for ned. Der tælles ned til den dag de skal rejse hjemmefra, en dag jeg bestemt aldrig glæder mig til.