Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Serien "Hundekongen" tegner et portræt af Jørgen Bak Rasmussen og et liv, hvor hunde gennem mange år har været omdrejningspunktet for både arbejde og fritid. Nu er hele serien frigivet, og hunden.dk har samlet de tre afsnit, så du nemt kan følge med fra de hektiske udstillingsringe til roen på Hundekroen.
En mand med store idéer
Det første afsnit følger den passionerede iværksætter, der både har skabt Danmarks første hundekro og i mange år har været et velkendt ansigt på udstillingerne. Kameraet følger ham på arbejde som fotograf og tager seerne med bag kulisserne i hundeverdenens store fællesskab. Her kan man møde hundeejere fra nær og fjern, når turen blandt andet går til den store hundeudstilling i Herning.
Finalestemning og hundespa
I andet afsnit kommer kameraet endnu tættere på den store finale i Herning. Her kulminerer et helt års arbejde for hunde, opdrættere, dommere og de mange ildsjæle omkring ringene. Afsnittet byder på farverige personligheder, championhunde og nostalgiske omgivelser. Fra de travle udstillingsringe og hundespa til humor og flødeboller giver programmet et indblik i et miljø, der er drevet af en dyb kærlighed til dyrene.
Fint besøg på kroen
I det tredje og sidste afsnit rykker fokus hjem til Rold Gl. Kro. Her får Hundekroen fornemt besøg, når Lars Løkke Rasmussen og hans kone Solrun tjekker ind med deres to hunde. Afsnittet byder blandt andet på en tur på kroens agilitybane, hvor hundene bliver sat på prøve sammen med den farverige krofatter, som altid er mand for at sprede en uformel stemning, fuld af hundeglæde.