Allan og Brezee da de stadig løb agility sammen. Privatfoto

Der er ingen tvivl om at jeg bevæger mig mest i sportsverdenen når det kommer til det med hunde. Når jeg tidligere har hørt om andre der har omplaceret en af deres ældre konkurrence-hunde, har jeg altid tænkt "Det gør man da ikke, når man har anskaffet sig et dyr, så beholder man den resten af dens liv". Men jeg må indrømme at jeg den seneste tid har fået et HELT andet syn på dette.

Lad mig starte med at sige at jeg bestemt ikke synes man skal skille sig af med hunden så snart, det ikke er sjovt, men at der faktisk sagtens kan være tidspunkter, hvor hunden vil få et bedre hjem et andet sted.

Jeg er så heldig at have en bonusdatter, hun og hendes mor har desværre, alt for tidligt, måtte sige farvel til deres hund. Emily er vokset op med hunde omkring sig både hos os og hos hendes mor. Derfor var det svært for hende at der ikke ville være en hund, når hun ikke var hos os. Derfor bestemte vi os for at hun kunne låne vores gamle tæve med hjem de første 2 uger, så hun kunne vænne sig til tanken om ikke at have hund. Brezee, som tæven hedder, er 11 år, og vi kunne se at hun efterhånden ikke var SÅ aktive sammen med de andre hunde, når de drønede rundt. Så vi tænkte at hun sikkert ville kunne hygge sig sammen med Emily.

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Vi skulle efter den første uge aflevere noget til Emily og glædede os til at se Brezee, da vi kom kiggede hun ud af døren, hilste meget kort på mig og løb derefter ind i hendes kurv igen. Allan hilste hun slet ikke på, og har ellers ALTID været 100% hans hund.

Det var meget tydeligt at se at her havde hun det bare hyggeligt. Nu var hun pludselig ene hund i hjemmet, ingen andre der kunne tage opmærksomheden fra hende. Den eneste der skulle med på tur og alle godbidder var til hende :-)

Ugen efter hvor Emily kom hjem til os igen havde hun Brezee med, og her sprang hun glad ud af bilen og var glad for at hilse både på os og de andre hunde. Sprang lystigt med på tur og var bare glad.

Vi blev enige om at Emily fik hende med hjem igen, da de hyggede sig sådan sammen og det var rart for Emily at komme hjem til en hund, når hun kom hjem fra skole. Så havde hendes mor også tid til at finde ud af om de skulle have ny og i givet fald hvilken.

Læs også: Når en drøm ændres

Vi prøvede en gang mere at vi kom hjem til Emily, og her skete det samme igen. Hilste meget kort på os og så ind igen, hun havde ikke behov for at skulle med os. Tydelige tegn på at hun var glad for at komme og besøge os, når hun kom til os, men hun havde ikke lyst til at skulle med os når vi kom til hende. Må indrømme at vi snakkede meget om det de næste par dage, for der var bestemt ingen tvivl om at Brezee helst ville være ved Emily og hendes mor, men hun var jo vores hund og man kunne jo ikke bare ”give hende fra os”, for det gør man jo ikke. Enden på det hele blev faktisk at vi blev enige med Emilys mor om at de skulle beholde hende hos dem. Så kunne hun få lov til at nyde hendes otium hos dem. Der er ingen tvivl om at hun nyder at der er mere ro hos dem, for der er ingen tvivl om at der sker lidt mere på ”hunde-kontoen” hos os, når man har 3 border collier og 2 sheltier, der altid er med på tur og trænes med.

Der er ingen tvivl om at det var en svær beslutning for os at tage, ikke mindst fordi det var imod alle vores principper. Men når vi ser tilbage på det i dag, så er vi ikke et sekund i tvivl om at det var det rigtige – måske ikke for os, men for Brezee, og når alt kommer til alt, så er det jo det vigtigste.

4 hunde tilbage på matriklen er stadig lidt mere end normalen – hvad gør man egentlig med ferier? Kan det overhovedet lade sig gøre at tage på ferie med sine hunde? Man hører tit at man bliver så låst når man har hund, man kan ikke komme nogle steder eller tage på ferie. Jeg er enig i at man ikke bare kan blive væk hjemmefra i mange timer, men på ferie kan man sagtens komme – følg med og se hvordan vi elsker at holde ferie med alle vores hunde.