Tiden uden træning er blevet brugt i naturen med en masse svømme- og gåture. Den bedste medicin for sjælen. Privatfoto

Det kræver ikke det store detektivarbejde at se, at der har været stille fra min side i længe, faktisk rigtig længe. Det er ikke fordi, jeg ikke har haft lyst, men har virkelig kæmpet med at finde noget jeg synes kunne være spændende at skrive om. Corona ændrede verden på mange punkter, og så sandelig også min. Da der blev lukket ned for alle stævner og træning tror jeg lidt, at jeg endte i en eller anden form for ”trænings-depression”. Da vi blev afskåret fra at være sammen om vores træning og ikke mindst vores hunde, så var det svært for mig at holde det ved lige selv. Jeg fandt det utrolig svært at motivere mig selv til at træne videre på de ting jeg manglede at blive skarp på, og jeg fandt ud af, at en stor del af mit konkurrenceliv var mest pga. det sociale og ikke det, at jeg SKULLE vinde eller absolut være den bedste og dygtigste udgave af mig selv. Og da jeg mistede det sociale havde jeg pludselig et kæmpe tomrum i mit liv.

Hvis ikke jeg var hende der drønede til træning uge efter uge og også gerne trænede med nogle privat, og ofte tog afsted til konkurrencer hele weekender sammen med familie og venner, hvem var jeg så? Hvis ikke jeg tændte på at træne med min hunde og ikke kunne komme til konkurrence med dem, ja hvad skulle jeg så egentlig bruge dem til og vigtigst af alt ville jeg overhovedet kunne give dem et godt hundeliv??
Men hvad er et godt hundeliv egentlig? Jeg har jo altid sat lighedstegn ved, at det var at jeg trænede dem, og at vi lavede en masse med dem, og at de altid var med os via vores konkurrencer, og det at alle vores venner også var i den verden.

Jeg er sikker på, at det ikke kun er mig der har haft det svært på den måde under corona, men man kan også sige, at corona bragte gode ting med sig. Man lærte at være hjemme hele weekender af gangen, det er virkelig ikke noget, vi har dyrket meget i min familie. Været hjemme sammen og bare lavet ikke noget eller fundet på ting hen ad vejen. Man gik på en eller anden måde HELT ned i tempo. Det var også utrolig lækkert at mærke på min krop, hvor dejligt det egentlig var at bruge weekenderne på at lade op i stedet for, at man brugte 100% af ens energi på konkurrencer, kurser eller mange aftaler begge dage.

Læs også: BLOG: Vi kombinerer arbejde, træning og ferie

Jeg tror også, at det var noget af det, der gjorde det endnu svære for mig at komme i gang igen – ingen tvivl om at jeg var ekstremt hårdt ramt over at have manglet det sociale. Det var svært for mig at komme ud igen til stævnerne, jeg havde mistet ALT min selvtillid i min træning og kunnen, det gjorde det bestemt ikke bedre. Og så kunne jeg bare mærke, at jeg slet ikke havde samme behov mere.
Jeg havde nemlig hen ad vejen, under nedlukningen, fundet ud af nye måder at være sammen med mine hunde på. Tænk sig hvor fantastisk det var bare at gå eller løbe ture med dem i skoven, være sammen bare for at hygge os sammen, ikke ”kun” fordi vi skulle opnå noget. Canicross og K9 løb var noget af det første, der blev lukket op for, og selv om jeg også var blevet ramt af ”corona-formen”, så tog jeg afsted til alle de løb jeg kunne – ikke for at vinde (for denne krop er ikke skabt til løb) men for at være social og nyde naturen med mine hunde. Hold op hvor var det dejligt, selv om kroppen værkede flere dage efter hvert løb, så ELSKEDE jeg det – og den største oplevelse for mig var faktisk at se at hundene elskede det meget mere end at løbe agility. Når jeg tog løbeselerne frem, så ligefrem skreg de indtil vi var startet ud på ruten. DER vidste jeg, at de rent faktisk havde et fantastisk hundeliv – for et godt hundeliv er jo egentlig bare at være aktive sammen, om det så er via en sportsgren eller lange ture i naturen er jo ligegyldigt.

Elliot – vores nyeste medlem af familien, der helt sikkert, om ikke andet, allerede har den bedste titel man kan få, nemlig verdens bedste kammerat og familiemedlem. Privatfoto

Hvorfor har jeg så ikke skrevet flere oplæg til bloggen, når nu der har være så meget tid? Ja det er jo et godt spørgsmål. I min corona-krise havde jeg svært ved at se, hvad der var spændende i mit hunde liv, for jeg synes jo selv det var helt ude i tovene. Og jeg kunne jo ikke have skrevet 10 oplæg om ”min tur i skoven med hundene”.
Når jeg i dag ser tilbage, er det jo egentlig ikke fordi der ikke er sket noget, vi har faktisk lavet et kuld hvalpe, hvor vi selv har beholdt en han, så nu har vi tre generationer under samme tag, samt prøvet at en tæve er gået tom 2 gange.
Da jeg beholdte Elliot vidste jeg ikke, hvad han skulle bruges til andet end, at jeg gerne ville hyggeløbe med ham, agility måske, lydighed måske, hyrde måske, sandheden var at jeg simpelthen ikke vidste det. Og hold op jeg er blevet spurgt af mange – ”hvornår skal han starte”, ”hvor langt er han” osv osv
I dag er han 17 måneder, og han har fået lov til at være hundehvalp og unghund uden at skulle ”leve op til” at han skulle være min nye stjernehund i en eller anden sportsgren. Og hold nu op det har været skønt. Der er ingen tvivl om, at han kunne blive en stjerne med den rette løber til canicross, da han lægger et helt fantastisk og ikke mindst konstant træk, men han må nøjes med mig på slæb, tænker egentlig også han er helt tilfreds med det, da vi virkelig hygger os sammen. Søndag d. 4/12 har han debut til et løb. Jeg er for et par uger siden startet ganske let op på at snuse til agilityen med ham og han har bare det helt rigtige hoved til det og samtidig er han ekstrem eksplosiv i hans fart. Skal han så løbe agility – ja det ved jeg faktisk ikke endnu, tiden må vise om min lyst kommer tilbage.

Privatfoto

Læs også: BLOG: SUP med PUP

Jeg mistede desværre mere end lysten under corona, der var på jobbet perioder hvor jeg var meget stressede og det har desværre også sat sine spor. Det har betydet at min hukommelse har lidt under det. Og i trænings øjemed betyder det at jeg har svært ved at huske hvordan jeg træner mange ting og ikke mindst starter op på nye ting. Det har heller ikke gjort det nemmere at prøve at komme i gang med hundene og det at løbe agility med dem

Da det er vigtigt for mig at mærke rigtig efter angående fremtiden med mine hunde, så valgte jeg at melde min sheltie Mystique, til ”Sheltie agility VM” der blev holdt i Danmark – måske at tage munden for fuld at starte op med sådan en konkurrence, men for mig betød det mere at jeg fik mærket efter, skal jeg fortsætte med agility eller er der kommet andre glæder i mit hundeliv? Kunne jeg overhovedet være med har efter næsten tre års pause og havde jeg lysten til det? Spørgsmålene var mange da jeg drog afsted g svarerne skal du selvfølgelig ikke snydes for, men mon ikke den prøvelse hører et helt andet opslag til. Så hvis du vil vide hvordan det gik og hvad det gjorde ved mig, så lover jeg at der ikke går længe inden det næste blogindlæg kommer. 

Alle, både 2 of 4 benede har nydt at vi ikke har skulle noget i weekenderne. Privatfoto