Tivoli går i hundene - på den gode måde

14-08-2024 13:40

Anne Cecilie Sohl

Én enkelt dag om året er det tilladt at tage sin pelsede ven med i Tivoli. Det er på Hundens Dag, som i år finder sted søndag den 18. august, hvor Tivoli åbner portene og byder alle flinke hunde i snor velkommen i forlystelseshaven. Gæster kan blandt andet opleve raceparade, show på Plænen, agility-opvisning og så er der mulighed for, at nuværende eller kommende hundeejere kan få gode råd i Dansk Kennel Klubs informationstelt. Årets tema er ”Hunde OL – i disciplinerne form og funktion” og hunde har (selvfølgelig) gratis entré i følgeskab med en betalende gæst.

Copyright Hunden.dk
Der er propfyldt i Tivoli København når Hundens Dag løber af stablen den 18. august. Læs mere om den årlige begivenhed i artiklen herunder. Foto: PR
Nyheden fortsætter efter annoncen

Menneskets bedste ven er inviteret i Tivoli. Uanset om man er en stor sanktbernhardshund, en elegant puddel, en charmerende gravhund, en lille, energisk chihuahua eller lidt af det hele, er man velkommen til en dag fyldt med oplevelser og sjov.

Der venter også en masse oplevelser for nuværende og kommende hundeejere hele dagen, og man kan få gode råd og vejledning i Dansk Kennel Klubs informationstelt på Plænen. De står klar til at besvare spørgsmål og give tips om alt fra træning til pleje af din hund. Skulle sulten eller tørsten melde sig, er der masser af udendørs serveringsområder, hvor både gæster og hunde kan tage en pause og nyde noget lækkert.

Raceparade, Hunde OL og Agility-opvisning
Klokken 14.15 starter raceparaden foran Plænen, hvor alle hunde er velkomne til at deltage. Efter paraden kan både to- og firbenede gæster finde en god plads på Plænen, hvor sceneshowet starter klokken 15.00. Årets tema er ”Hunde OL – i disciplinerne form og funktion” og præsentationen byder på spændende fortællinger om de forskellige hunderacer. Klokken 16.00 slutter dagen med en agilityopvisning af Schæferhundeklubbens Kreds 2 Amager, men husk, at flinke hunde i snor er velkomne til at blive i Tivoli helt frem til klokken 22.00.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– I Dansk Kennel Klub er vi vilde med hunde, og vi ved, at den specielle dag i Tivoli garanterer masser af logrende haler og smil fra gæsterne. I præsentationen på Plænen sætter vi fokus på hunderacers forskellige ”form og funktion” og afholder en slags hvem ville vinde OL-medaljer, hvis hunderacerne skulle konkurrere i de disse tænkte discipliner. Vi får hunde på scenen, der vejer alt fra 2 til 70 kg, og vi har udtænkt mange interessante discipliner og ser nærmere på den variation, der er blandt de omkring 300 hunderacer, man finder i Danmark. Så kom med til ”Hunde OL” i Tivoli og tag din helt egen vinderhund med. Vi glæder os til at se jer, siger Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub og Tivolis pressechef Torben Plank følger trop:

– Det er for længst gået i glemmebogen, hvornår Tivoli første gang dedikerede en hel dag med fri adgang for hunde i Tivoli. Hundens Dag er dog en af de længstlevende traditioner hos os og overgår langt f.eks. Lucia optog eller Mors dag.

Hundens Dag er arrangeret i samarbejde med Dansk Kennel Klub.

Fakta
Program

11.00-22.00       Flinke hunde i snor er velkomne i Tivoli.

11.00-16.00       Hunde kan prøve den opstillede agilitybane i plæneområdet.

11.00-16.30       Dansk Kennel Klubs informationstelt kan besøges ved Plænen. Her kan man deltage i hundequizzen og vinde fede præmier.

14.00-14.15       Raceparaden opstilles foran Plænen inden paraden begynder.

14.15-15.00       Raceparaden går gennem Tivoli.

15.00-16.00       Show på Plænen. Årets tema: ”Hunde OL – i disciplinerne form og funktion”. Konferencier Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent fra Dansk Kennel Klub.

16.00-16.30       Agility-opvisning med Schæferhundeklubbens Kreds 2, Amager.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout