Bjarke Kirkegaard Nielsen
Egentlig er det meget simpelt. Du ifører dig tøj og sko, som er løbevenligt. Sætter en snor på din hund og sammen begiver I jer ud på en strækning, hvor I sammen skal forcere en række forhindringer. Når I kommer i mål, har I gennemført en K9 Biathlon.
Netop det faktum, at det er en sport, der er nem at komme i gang med, har gjort sporten meget populær de sidste år.
De største spillere på markedet herhjemme er i virkeligheden to personer, som har arrangeret sådanne løb med deres store hjerter og lige så store gåpåmod.
Vi har ofte skrevet om Lotte Höhrmann og Torben Lund, og det skyldes ganske enkelt, at de har forstået, hvad folk gerne vil have.
Tilbage i september måned kunne parret glæde sig over at have arrangeret Nordens største enkeltløb, da hele 504 deltagere løb en af de tilrettelagte ruter på Vilhelmsborg under Hund i Fokus.
Men det løb er allerede overgået af et løb, som finder sted hjemme hos parret i Thyregod om seks måneder. Her er der allerede 512 tilmeldte.
Den store succes fik tidligere på året parret til at overveje, hvordan 2023 kunne blive et endnu vildere år med K9 Biathlon.
For en måned siden offentliggjorde de, at der næste år ville være en cup og et DM i sporten.
DKK, EDS, DM og CUP
Man skal vel næsten have levet under en sten, eller bare overhovedet ikke fulgt med i hundeverdenen, hvis man ikke er stødt på K9 Biathlon, og ingen af disse ting kan man beskylde Dansk Kennel Klub for.
Og det er der nu et helt håndgribeligt og synligt bevis på. DKK er nemlig gået sammen med Lilleskov slot om næste års cup og DM i K9 Biathlon.
Derudover betyder det spritnye samarbejde også, at der bliver noget K9 Biathlon på European Dog Show i Herning.
– Vi er utroligt glade for sammen med DKK at kunne udbrede kendskabet til sporten endnu mere. Med en deltagerpulje, der spænder fra 3 til 79+ og en sport for alle hunde, så har vi sammen med DKK alle muligheder for at nå det helt store brede hundedanmark. Det er en stor anerkendelse af den sport vi siden 2019 har forsøgt at bygge op. DKK’s og vores fælles store interesse for hunde er det ideelle udgangspunkt for et samarbejde. At vi så samtidig står med et “hunde”historisk år med EDS foran os i 2023, giver et perfekt kickoff til sæsonstart og til at vise hele Europa, at vi her Danmark sammen med DKK står klar med en helt ny type hundeevent for alle, en K9 Biathlon for alle CUP og et DM. Det er stort og vi er stolte over sammen med DKK at være first movers på så stort et projekt, lyder det fra en glad Lotte Höhrmann.
Hos Dansk Kennel Klub håber direktør Jens Glavind, at det nye samarbejde giver pote for både sporten og for Dansk Kennel Klub.
– Vi kan lide at være synlige i alle former for hundeaktiviteter, og ved at gå ind i dette samarbejde, vil vi gerne være med til at reklamere positivt for sporten, ligesom vi kan nå ud til endnu flere mennesker, som dermed kan lære DKK at kende, lyder det fra Jens Glavind.