Bjarke Kirkegaard Nielsen
Du skal bruge en kegle med en åbning, der er stor nok til at rumme hele hundens næseparti, og en masse lækre godbidder.
Trin 1: Vælg enten at holde keglen i hånden, mellem benene eller hav den liggende på jorden. Keglen skal være i snudehøjde, så hunden nemt kan komme til den. Vær klar med godbidder og eventuelt klikker.
Trin 2: Klik, sig et markørord (et ord, der markerer for hunden, at lige nu gør den det rigtige, og belønningen er på vej) eller ros, så snart hunden kigger på kegleåbningen.
Trin 3: Fortsæt med trin 2, men nu skal hunden stikke sin snude dybere ind i keglen for at få sin belønning. Øg kun sværhedsgraden, når hunden har lavet flere rigtige gentagelser i træk, og hold en lille pause efter 3-5 gentagelser. Hvis hunden stadig har lyst til at træne, kan du lave 3-5 gentagelser mere.
Trin 4: Når hunden forstår, at den skal stikke sin snude dybt ind i keglen, kommer det sværeste punkt i øvelsen. Det er nu, hunden skal lære at fastholde positionen i keglen. Fastholdelsen kommer ved, at du timer din belønning, så hunden lige trykker sin snude lidt hårdere ind i keglen, inden belønningen kommer. På den måde kan du gradvist vente med at belønne, så hunden holder snuden længere tid i keglen.
Trin 5: Så snart hunden begynder at fastholde sin snude i keglen, er det vigtigt at bruge et ord, som betyder, at hunden må tage snuden ud igen. Hunden bestemmer nu ikke længere, hvornår øvelsen slutter. Ordet kunne f.eks. være ”fri” eller ”okay”.
Trin 6: Hvis du er startet med at holde keglen i hånden, kan du nu skifte til at have den mellem benene, på jorden eller omvendt. På denne måde får du generaliseret øvelsen, så hunden forstår øvelsen, uanset hvor keglen befinder sig. Nu kan keglen også byttes ud med en anden genstand, f.eks. en spand eller taske. Når du skifter til en ny genstand, skal du huske at hoppe helt tilbage til trin 2 igen, men du vil nu kunne gå meget hurtigere frem til de efterfølgende trin.
Trin 7: Det sidste trin kunne være at sætte kommando på øvelsen. Keglen i sig selv er et ret tydeligt signal til hunden om, hvad den skal lave, men hvis du gerne vil kalde det noget, kan det f.eks. hedde ”gem dig” eller ”struds”. Når du sætter et nyt signal på en øvelse, gør du det ved at sige det nye ord lige før det, hunden allerede kender, nemlig præsentationen af keglen eller den anden genstand, du har trænet øvelsen på.