Bjarke Kirkegaard Nielsen
Kys på kinden er et sødt lille trick, som man kan lære sin hund, når den kan snudetarget. Kys på kinden går ud på, at hunden laver snudetarget på ens kind. Når hunden kan adfærden, kan man sætte sig ned i dens højde, sige ”kys”, og hunden dutter på ens kind. Her er det en fordel kun at bruge en enkelt finger som snudetarget. Så hvis du har lært din hund et snudetarget med en flad hånd, kan du arbejde på, at hunden nu også kan dutte på tre fingre, så to og til sidst én. Dette går meget hurtigt, hvis hunden har forstået konceptet med snudetarget.
Start med at varme hunden op med almindeligt snudetarget på din finger.
Trin 1: Begynd at holde snudetarget tættere på din kind. Det er vigtigt at tage det i små etaper, så hunden ikke kommer til at dutte hårdt til dit hoved, men lærer at være tæt på en kind stille og roligt. Beløn roligt, så hunden ikke kører op. Udvid øvelsen, så du kan have dit snudetarget helt op ad din kind. Gentag flere gange.
Trin 2: Hold nu dit snudetarget på din kind, og i det øjeblik hunden skal til at dutte, rykker du din finger, så hunden rammer kinden i stedet. Gentag nogle gange. Det er vigtigt, at du rykker fingeren roligt, så hunden ikke bliver forskrækket.
Trin 3: Dutter hunden nu hver gang på kinden, kan der sættes signal på ved at sige ”kys”, i det øjeblik hunden rammer kinden. Efter nogle gange kan signalet flyttes, så det siges lige før hunden rammer kinden, derefter når hunden påbegynder adfærden.