Bjarke Kirkegaard Nielsen
I et opslag på Facebook fortæller Ida Boriths om sine oplevelser med at sige nej, når nogen spørger, om de må klappe hendes hund, Arthur, der ifølge opslaget endnu ikke helt har lært at hilse pænt på andre i det offentlige rum, og derfor er det noget, de er ved at træne.
Ida fortæller om en konkret oplevelse fra sidste uge. Hun skriver:
En dag i sidste uge kommer jeg gående med ham i kort snor ved min side, og undgår bevidst folk da vi passerer netto. Her kommer en dame gående imod os og begynder at tale til ham, som om jeg ikke eksisterer. “neeeej, hvor er du en flot hund” og alt det der. Jeg siger pænt “Vil du ikke godt stoppe med at tale til ham, vi er ude at træne”, smilende og så høfligt jeg kan. Hun kigger kort op på mig og fortsætter sin baby-snak til Arthur, som selvfølgelig bliver lidt glad og i hopla. Hun stikker nu hånden ud for at kæle ham imens vi går forbi hende, hvor jeg stopper op, fjerner Arthur fra hende og siger igen, mere bestemt “Er du sød at lade min hund gå i fred? Vi træner”. Hertil bliver jeg kaldt “skidesur og pissesnobbet”. Er det mig der er helt forkert på den? Hvad er det helt præcist jeg gør galt her? Jeg har aldrig, medmindre det er nødvendigt, talt grimt eller hårdt til folk, som vil hilse. Altid pænt og høfligt, og alligevel bliver man til tider (ikke altid) mødt med grimme ord og vrede.
Ida spørger i opslaget, om andre har oplevet samme reaktioner, når de har afvist uønsket kontakt med hunden, og den diskussion vil vi gerne tage op.
Er det et problem, at man ikke kan få lov at takke nej til, at andre klapper hunden?
