Bjarke Kirkegaard Nielsen
Når det er koldt, og sneen daler ned, er det måske ikke så fristende med en gåtur med hunden. Gåturen er dog stadig nødvendig, men der er nogle forholdsregler, man skal tage.
Det er en god ide, at man som ejer sætter sig ind i disse udfordringer for hunden, inden man finder snoren frem og slipper hunden ud i snemasserne.
Den hårde kulde kan resultere i forfrysninger hos hunden. Derfor skal man blandt andet være opmærksom på, at der ikke sker misfarvning af ører, halespids eller poter, at hunden ikke har ondt og at den ikke får blister eller vabler.
Det vil være en god ide at gå kortere ture med hunden, når det er så koldt, og det er ikke en dum ide at give hunden lidt varmt tøj på.
Det er en god ide at give hunden potevoks inden gåturen. Når man kommer tilbage fra turen, skal man vaske hundens poter for salt. Man må gerne slutte af med en omgang potevoks for at give huden noget fugt.
Det er også en god ide at klippe hårene mellem trædepuderne, da der kan sætte sig små isklumper deri. Isklumperne kan give smerter i poterne på turen, og det er især et problem for hunde med meget hår mellem trædepuderne.
Så vidt muligt er det naturligvis en god ide at undgår steder med meget vejsalt. Det kan derfor være en god ide at gå lidt væk fra de mest befærdede fortove, som oftest saltes mest og tidligst.