Bjarke Kirkegaard Nielsen
Fra 1. marts skal hunde importeret til Island ikke længere i fire ugers karantæne. Efter en længere kamp er det lykkedes Islands Kennel Klub at få myndighederne til at acceptere en karantæne på to uger. Det skriver Icelandreview.com.
I april sidste år blev der på vegne af det islandske landbrugsministerium foretaget en risikovurdering for indførelsen af hunde for at fastslå, om man kunne minimere karantæneperioden. Undersøgelsen viste, at hunde og katte fra Nordeuropa og Storbritannien ikke behøvede nogen karantæne overhovedet, da disse dyr i forvejen får deres sundhed tjekket tilstrækkeligt i hjemlandene. Langt størstedelen af de dyr, der kommer til Island, stammer fra Nordeuropa og Storbritannien.
Undersøgelsen viste desuden, at dyr fra andre lande kunne nøjes med en karantæne på to uger.
Sidste uge deltog Islands Kennel Klub i et møde med ministre, en advokat og en dyrlæge for at diskutere undersøgelsens resultater. Her blev man altså enige om at nøjes med to ugers karantæne for alle importerede hunde og katte.
Mens Islands Kennel Klub kalder de nye karantæneregler for et stort skridt i den rigtige retning, er man ikke indstillet på at stoppe kampen for forbedringer af import af hunde og katte.
Her ønsker man nemlig, at myndighederne skærer karantæneperioden helt væk for dyr fra Nordeuropa og Storbritannien, ligesom man ønsker, at importerede dyr fra andre lande nøjes med 10 dages karantæne, som det kendes fra Australien og New Zealand.
Islands Kennel Klub er desuden utilfredse med, at ejerne ikke må besøge deres dyr under karantæneperioden. Også dette vil de kæmpe for at ændre.