Lure Coursing - For hundenes skyld

23-06-2018 15:38

Bjarke Kirkegaard Nielsen

I denne weekend er der EM i Lure Coursing i Nørresundby. Det er første gang, det bliver afholdt i Danmark og det er enestående chance for at opleve en hundesport i vækst

 

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

For uindviede kan Lure Coursing være svært at forstå. Ved første øjekast ser det enkelt ud. En ”hare” sendes afsted på en bane. To mynder af samme race slippes herefter afsted på en bane på cirka en kilometer.

Ved målstregen kaster de to hunde sig over ”haren”, der består af nogle plasticstrimler. En kommer først og den anden kommer bagefter.

Men den første hund har ikke nødvendigvis vundet. Ude på banen står nemlig 5 dommere, der vurderer hundene efter 5 kriterier: hurtighed, udholdenhed, agility, følge og motivation. Vinderen bliver først offentliggjort noget senere på dagen, hvor alle dommeres point er lagt sammen.

På den måde er sporten ikke specielt publikumsvenlig, men lader man sig bare fascinere af hundene i frit løb på jagt efter en hare, så er sporten særdeles fascinerende for publikummet.

Mens hundene ikke er på banen, er det tydeligt, at denne sport er 100 procent på hundenes præmisser. De unge hunde under 2 år og de ældre over 6 år bliver testet mellem de to løb, de skal gennemføre. Her står dyrlæger klar til at vurdere hundenes form og fysik for at sikre, at det er forsvarligt, at hundene løber endnu et løb.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I denne weekend er den danske myndeklub vært for europamesterskaberne. Godt 900 hunde stiller til start i sporten, og det er et arrangement af en størrelse, som klubben aldrig har prøvet før. Det kan man dog ikke mærke på den professionalisme og ihærdighed, der stråler ud af de frivillige medhjælpere.

Klubben kender sine begrænsninger. Derfor er to af mesterskabets tre baner styret af udenlandske klubber. Den tyske bane har allerede ry for at være særdeles effektiv. Her er alt udstyr også lige lidt bedre end på både den hollandske og den danske bane.

— Der er faktisk altid en god stemning til disse konkurrencer, og vi har det rigtig godt med hinanden. Hundeejerne er gode til at hjælpe og støtte hinanden, og ingen er for fine til at rose de andre, hvis de har lavet et godt løb, fortæller Marianne Nielsen, der er sekretær for Myndeklubben.

Mesterskabet fortsætter søndag, hvor der er masser af gode og spændende løb, og du kan læse mere fra mesterskabet i næste nummer af Magasinet HUNDEN, som udkommer i august.

   

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout