Privatfoto

Undskyld … hvad sagde damen?? Ja, det kan jeg godt forstå, du tænker. Men overskriften beskriver - i meget korte træk - den rejse, jeg har foretaget indenfor DKK, og som har givet mig så mange skønne og sjove oplevelser.

Jeg er et af de mennesker, der er født i en hundekurv - eller: Så tæt på, som det er muligt, for vores første Australske Terrier lå under mine forældres seng, da jeg blev født tilbage i 1968. Min mor fortalte mig mange gange, at jeg mødte Totte med det samme, jordemoderen var gået - hun måtte nemlig ikke vide, han lå der. Dermed kan man sige, at jeg er “tidligt skadet”, for jeg har ikke været ude af hundeverdenen siden den september-dag. Jeg fik min første hund som 8-årig, og trænede lydighed med hende i “Sunds Lydige Hunde”, som blev stiftet af Elin Flensborg og min mor, Birte Steffensen. I 1977 var min mor, som en del af DKK’s udstillingsudvalg, med til at arrangere Verdenshundeudstillingen i Herning. Og det var her, 9-årig mig havde debut “bag kulisserne”: Dengang var der morgenkaffe til udstillerne på Herning-udstillingen, og jeg var kaffeuddeler. Jeg havde også æren af at være “fanebærer”, da broholmerne skulle præsenteres i Store ring som en race under konstruktion - et meget varmt minde. Sidenhen avancerede jeg til at hjælpe udstillingskontoret med at skrive resultaterne i stambøgerne - ja, det gjorde man faktisk engang … i hånden! Det var en god indføring i præmielister og præmieringssystemet, og som 14-årig startede jeg som ringsekretær, har siden afholdt ringpersonalekurser - og næste år kan jeg fejre 40 års ringsekretær-jubilæum!

Læs også: KLUMME: Nu med hund

I mange år sagde jeg kategorisk “nej”, når folk opfordrede mig til at gå i gang med dommeruddannelsen. Det skulle jeg ikke! Jeg havde det fint med at være sekretær. Men på en Herning-udstilling tilbage i 2011, fik jeg på det bestemteste at vide af en - nu respekteret kollega - at NU tog jeg mig sammen! Det gjorde jeg så, og i dag er jeg dommer for omkring 50 racer i forskellige grupper, og jeg har klart mod på at lære mere.

Ligesom med dommeruddannelsen har jeg ikke tidligere været klar til at stille op til DKK’s bestyrelse, når jeg blev spurgt. Men sidste år var der mange ting, der gjorde, at det var det rigtige tidspunkt for mig. Og nu er jeg her så - med flere ideer, der ligger og modner inde i hovedet. Jeg sætter en ære i at være med til at videreudvikle DKK, og jeg nyder udfordringerne og samarbejdet i såvel bestyrelse, udstillingsudvalg og i dommerpåsætningen.

Og hvad vil jeg så sige med denne klumme? Jo: At frivilligt arbejde i DKK kan give en MASSE skønne og dejlige udfordringer og oplevelser, fantastiske venskaber - og lede til en hulens masse, som man slet ikke havde forestillet dig, man skulle eller kunne. Jeg er ikke færdig med at udforske, og vil klart opfordre dig til at melde dig som frivillig - uanset om det er i udstillings-, lydigheds- eller andet regi: Det kan VARMT anbefales.

Læs også: KLUMME: Ydmyg og stolt BIS-dommer