Bjarke Kirkegaard Nielsen
I weekenden den 16. og 17. november får hunden et ordentlig skud opmærksomhed, når der gennem to dage stilles skarpt på den firbenede bedsteven - fra hale til snude og alt det, der foregår under pelsen - til hunde-arrangementet, ”Alt til hund og ejer” og ”DogDays”, i FrederiksborgCentret i Hillerød. Her skal det i år i særlig grad handle om partnerskabet mellem hund og ejer. Det her særlige, magiske bånd, der kan være så stærkt, at hunden kan være en dealbreaker for mange.
Hunden er populær blandt os danskere. Faktisk så populær, at der bor en hund i hvert fjerde danske hjem. Den populære følgesvend har samtidig også kronede dage, for flisegulvet i bryggerset hører fortiden til og hunden er i dag at finde i sofaen i stuen – sammen med resten af husstanden, hvis ellers der er plads til dem. Og måske sågar i dobbeltsengen i soveværelset.
Partnerskabet mellem hund og menneske går mange tusind år tilbage. Men den rolle, hunden spiller for os, har gennem tiden ændret sig betragteligt. I dag er det oftest en livsstil at have hund, og hunden er ikke længere ”bare” en hund. Fido er familie – en bedsteven, en soulmate og et partnerskab, der udfylder mange af de behov, vi som mennesker har og måske savner hos en kæreste – og i en særlig grad, hvis vi er single.
Hver tredje dansker er single. Det svarer til 1,6 millioner tobenede. Og det er noget, der også smitter af på den firbenedes popularitet. Hvorfor? Fordi jo flere singler vi er, des flere kæledyr anskaffer vi os – og her er hunden en topfavorit.
Vi er all-in, når det kommer til at give hunden opmærksomhed og investere masser af tid, penge og kærlighed i partnerskabet. Og det i en sådan grad, at hunden i visse situationer kan være en direkte dealbreaker - både i jagten efter den næste kæreste eller i forholdet med ham eller hende, vi allerede har fundet os.
Som hundeejer kan dealbreakeren være, ”hvis han ikke kan lide hunden, eller hunden ikke kan lide ham, er det fuldstændig no go for mig”. Eller ”hvis han kritiserer min hund, kan han lige så godt fise af. Det er det samme som at kritisere mig og sige, at jeg ikke er god nok”.
Og som kæreste eller date til en hundeejer er dealbreakeren måske ”hvis den hund skal ligge i dobbeltsengen sammen med os, er jeg den, der er smuttet”. Eller ”hvis hun skal nusse og kysse mere med den hund, end hun kysser mig, så smutter jeg.”
Er det overhovedet tilladt at stille spørgsmålstegn ved hundens placering på piedestalen og opnår man som bejler overhovedet noget andet end at få vist døren, hvis man undrer sig? Stiller hundeejeren for urealistiske krav til en kommende kæreste? Er hundeejeren for nærtagende omkring sin hund? Er det for meget forlangt, at en kommende kæreste skal elske og værdsætte hunden lige som man selv gør? Vil en kæreste finde sig i at være ”nummer 2”? Kort sagt: Hvad får os til at stemple ind – eller ud, når det kommer til hunden?
