Kastanjer er giftige for hunde

27-09-2021 08:40

Bjarke Kirkegaard Nielsen og Astrid Gerd Holtet

Efteråret er godt i gang, og kastanjerne rammer jorden. De er sjove for børn, men giftige for hunde

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

I september og oktober falder hestekastanjerne ned fra kastanjetræerne overalt i Danmark. De er et yndet samleobjekt for både børn og voksne, og derfor kommer vores hunde også let i kontakt med dem. Desværre er hestekastanjer giftige for hundene, fordi de indeholder aesculin, og det er vigtigt at de holdes uden fra hundehøjde, når de tages med hjem efter en tur i skoven eller parken.

Hvad sker der, hvis hunden spiser hestekastanjer?
Indtager hunde for store mængder aesculin vil de typisk udvikle symptomer inden for et par dage, og i nogle tilfælde kan symptomerne ses allerede inden for få timer.

De symptomer, der typisk ses ved et for stort indtag af aesculin er blandt andet:

  • At hunden drikker mere
  • At hunden bliver dehydreret
  • At hunden mister appetitten
  • At hunden kaster op og/eller får diarré
  • At hunden bliver forstoppet
  • At hunden har ondt i maven
  • At hunden får feber
  • At hunden får muskelkramper eller kroppen bliver stiv
  • Hunden får udtalte lammelser eventuelt med vejrtrækningsproblemer

I sidste ende kan hunden dø som følge af lammelse af åndedrætsmuskulaturen. ¨

Hvad skal du gøre hvis din hund har spist hestekastanjer?
Mistænker du, at din hund har spist hestekastanjer, bør du straks kontakte en dyrlæge. Op til et par timer efter indtag, kan dyrlægen give hunden et brækmiddel, der medfører at hunden kaster kastanjerne op igen. På den måde kan man forhindre at giften bliver optaget i kroppen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Kastanje i tarmen
Det skal dog siges, at det ikke kun er giften aesculin, der gør kastanjerne farlige. En kastanje kan nemlig også sætte sig fast i tarmen på hunden, og kastanjen er faktisk stor nok til at lukke af for blodtilførslen til tarmvævet. Så tarmvævets celler vil dø i det område på grund af manglende ilt og manglende blodtilførsel.

Har en kastanje sat sig fast i tarmen, kræver det en akut operation at fjerne kastanjen hurtigst muligt. 

Hvis man har set, at hunden har slugt en hel kastanje, kan dyrlægen ofte mærke sig frem til, om den har sat sig fast i tarmen.

 

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout