Hele natten er gået med at flygte i skovene omkring Torben Tæppetissers hjem. Da flokken endelig er sluppet af med den glubske minister, er solen så småt ved at stå op over byen. De skynder sig ind i Carl S. Juhls Ris&Grød.

– I behøver ikke låse døren, lyder det fra Carl, der sniger en lang slikstok frem fra under disken.

­– Med denne er vi sikre, siger han, men først skal vi tage hævn over hr. Tæppetisser.

Carl S. Juhl lægger alle billederne af Torben Tæppetisser op på sin hemmelige skærm, som måske bare er Facebook.

Og snart er det Torben Tæppetisser, der bliver jagtet gennem skovene af flokkevis af journalister.

Billederne går i den grad viralt, og Torben Tæppetisser får endelig den berømmelse, han altid har drømt om. Men det var vist ikke sådan, han havde forestillet sig det.

Om aftenen toner en brødebetynget Tæppetisser frem på de danske tv-skærme. Han er klædt i jakkesæt og skjorte.

– Hm Hmmm, siger han, Jeg har spist kødben, fortsætter han, mens man kan høre, at samtlige fotografer i rummet tager deres billeder i netop det sekund.

– Der er tale om en fejltagelse fra min side, og det er på ingen måder mit partis politik, at mennesket skal spise hundenes kødben. Jeg har handlet på egen hånd, siger han og slår fast, at alle hunde naturligvis får gratis kødben denne jul. Til sidst trækker han sig fra sin post, og afslører at han nu vil slå sig ned som kvægbonde i Timbuktu.

– Så er min mission slut, siger Carl S. Juhl og lægger slikstokken i en fordybning i disken, som passer præcis til stokken.

Med det samme falder væggene til siden. Butikken begynder langsomt at snurre rundt, hurtigere og hurtigere går det, indtil den vægløse butik hvirvler op mod himlen. Hele hoben, Molly, Peter og Monty kastes af og flyver ud mod skyerne, hvor de opsluges af et stort sort hul. Et drøn lyder over den lille by, inden alle på nær Carls S. Juhl lander på gaden foran Slagter Flæskes slagterbutik.