Bjarke Kirkegaard Nielsen
Det er tidligt morgen. Peter strækker sine bare tæer lidt ekstra i håb om at kunne varme dem under Montys varme krop. Men der er ingen krop at varme sig under.
– Molly sender du ikke lige Monty herover. Jeg fryser mine tæer, siger han.
– Jeg troede, han var hos dig, siger Molly.
De går ind til mor og far for at se, om han er gået derind. Det er han ikke.
– Han ligger nok bare på sofaen, det luksusdyr, griner far.
En kold vind trækker gennem stuen, da de to børn går derind. På sofaen ligger der ingen hund. Det imiterede læder er iskoldt, konstaterer Peter efter at have ført hånden hen over den plads, Monty plejer at ligge på.
– Jeg fryser, siger Molly.
– Det gør jeg også, men hvor er Monty, spørger Peter.
De kigger i hele huset. Han er der ikke.
Far står op og kommer ind i stuen.
– Hvem er det, der har glemt at lukke hoveddøren, siger han, det blæser jo en halv pelikan herinde.
– Hoveddøren, udbryder Peter.
– Hoveddøren, spørger Molly.
– Ja hoveddøren, siger far.
– Det ved jeg ikke, siger Peter, men Monty er her ikke.
– Er han væk, spørger far, har I ledt i hele huset?
– Ja, vi må finde ham, siger Peter.
Molly er allerede løbet ud ad hoveddøren i sin natkjole.
