Bjarke Kirkegaard Nielsen
Dagen er gået, som dage ofte gør. Der er ikke sket det store. Monty har været alene, og da Peter kom hjem, blev han luftet. Familien har købt nogle futter til ham, som han har på, når de går tur på de saltede fortove.
Han er faktisk ret træt af dem. De ser så fjollede ud. De er blå med hvide snefnug og ligner mest af alt etiketten på de juleøl, far drikker i weekenden. Men det er rart, at det ikke gør ondt i poterne længere.
Nu ligger han på sofaen mellem mor og far. Molly og Peter sover allerede. Der er helt mørkt udenfor vinduet og i stuen er det kun fjernsynet, der lyser op. En duft af kanel og kardemomme spreder sig fra mors kop te. Monty sukker dybt, inden han lukker øjnene og slumrer hen.
– TV-Avisen, lyder det højt og klart fra fjernsynet.
Monty åbner det ene øje lidt, men lukker det hurtigt igen.
Lydene af politik, krig, hungersnød og flygtningekriser blander sig i luften over Montys hoved og bliver et stort virvar af absolut ingenting.
Han er næsten helt inde i drømmeland, da en ukendt stemme bryder det kendte lydtapet. Stemmer tilhører Torben Tæppetisser. Han er landets hundeminister. Han har engang skabt en topmoderne hundekennel, og det syntes statsministeren var så flot, at han skabte et ministerium til ham. Siden er der ikke rigtig nogen, der har hørt fra, til eller om ham.
Stemmen er en smule nasal, men alligevel aggressiv på en eller anden ubehagelig måde.
Monty åbner sine øjne, mens stemmen spidser Montys ører.
– Fra dags dato afskaffer vi kødben. Det er simpelthen ikke sundt for hundene at gnave i disse kødben. Jeg har ved selvsyn … eller det vil sige, min kone har set … eller min kones søster har hørt, at der var en hund, som fik et stykke kød fra et ben i den gale hals. Hunden døde på stedet.
– Men hr. Tæppetisser, hvorfor lave en lov på så spinkelt et grundlag, spørger journalisten i fjernsynet.
– Jeg vil det bedste for hundene. Derfor vil jeg fremme et sundt hundeliv, og det er usundt at dø, ergo skal kødben forbydes, lyder det fra ministeren.
– Er du sikker på, at hunden døde på stedet, vil en anden journalist vide.
– Jeg har ikke flere kommentarer, lyder det fra Torben Tæppetisser, inden han sætter sig ind i sin ministerbil og beder chaufføren om at træde på speederen.
Monty ligger som forstenet. Øjnene er helt udspilede, ørene peger direkte mod loftet og munden er med et blevet tør som en mislykket klejne.
– Sikke noget, lyder det fra far.
– Ja sikker noget, siger mor og rejser sig for at gå i seng. Far går efter hende.
– Godnat Monty og ikke noget med at savle i nat, siger han.
– Hvordan skulle jeg dog kunne savle nu, tænker Monty, der stadig ligger i samme position.
