Bjarke Kirkegaard Nielsen
Det er ved at være aften. Monty har haft en stille og rolig dag. Han har bevæget sig en smule mere end i går, men han er stadig frygtelig ked af det. Far bliver ved med at sige, at det er dejligt, at julefreden har sænket sig over Monty, og at Monty aldrig har været så rolig som i disse dage.
– Ja det er dejligt, siger mor.
Ikke alle i familien har det som de to lettede voksne. På værelset sidder Molly og Peter og snakker sammen.
– Tror du Monty er syg? Spørger Molly
– Nej, hvorfor skulle han dog være det, svarer Peter.
– Han er stille
– Det behøver ikke betyde noget, forsikrer Peter, mens hans tanker flyver rundt i hovedet. For hvad nu, hvis Molly har ret. Monty har jo faktisk været stille, siden han fik ordnet poterne. Måske kunne han ikke tåle behandlingen. Hvor ville det blive en trist jul, hvis Monty skulle dø.
– Bare rolig, Molly. Monty er helt ok, lyder det fra Peters mund.
Da familien er gået i seng, ligger Monty stadig i sofaen.
– Jeg må gøre noget, tænker han.
