Foto: Shutterstock

Det er tidlig morgen. Monty åbner sine øjne. Han ligger stadig på sofaen. Det sorte imiterede læder under hans krop er knastørt. Ikke en eneste dråbe savl har forladt hans ellers så savlende gab. Han løfter ikke hovedet. Ligger bare med det sorte labradorhoved på sofaens pude.

Fra værelset kan han høre Molly og Peter slås om Mollys chokolade, da Peters kalender jo allerede er tømt.

– Ingen kødben. Er verden da gået helt af lave, tænker Monty.

Morgenen går sin vante gang i resten af huset. Monty bliver bare liggende. Der er ikke nogen, der lægger mærke til ham. Det er som om, de glemmer ham, når han bare ligger helt stille og roligt.

Han overvejer et øjeblik, om han skal gå hen til de andre, men han orker ikke. Så er det alligevel nemmere at være i fred.

– Er der nogen, der har set Monty, spørger mor.

– Ja han ligger vist inde på sofaen og slapper af. Han nyder godt nok, at det er ved at være jul, siger far og griner.

Monty sukker dybt. Yderdøren åbner og lukker sig. Så er alt stille i huset.

– Ingen kødben, tænker Monty igen.

Han traver hen til sin madskål og knuser noget tørfoder mellem sine tænder. Han slubrer den smule vand ind, hans tunge kan fange. Resterne af det tørre foder bløder op i munden på ham og i et sekund er konsistensen næsten som kødet på et kødben.

Han sukker igen. Traver hen til sofaen. Lægger sig. Lukker øjnene og åbner dem ikke før, huset igen fyldes med liv.