Astrid Holtet
Kramper er ufrivillige muskelsammentrækninger. Det kan enten involvere små muskelgrupper enkelte steder i kroppen, eller alle kroppens muskler på én gang. I nogle tilfælde kan musklerne trække sig sammen i tydelige, enkeltstående stød, og andre gange kan sammentrækningerne være langvarige.
Hvad kan give kramper hos hunde?
Hundens muskler styres af nerver, og disse nerver giver musklerne besked, når de skal trække sig sammen. Forstyrres sammenspillet mellem hundens nerver og muskler, kan det føre til kramper. Mange forskellige sygdomme hos hunden kan give anledning til kramper. Nogle af de mest almindelige er:
1. Epilepsi
Epilepsi er en sygdom, hvor dele af hundens hjerne begynder at reagere ukontrollabelt. Hjernen sender signalet videre via hundens nerve til musklerne, som begynder at trække sig sammen, og hunden går i krampe.
2. Meningitis
Meningitis er en betændelse i hjerne- og rygmarvshinderne, som beskytter hundens centralnervesystem. Denne betændelse kan få hunden til at udvikle kramper.
3. Leversvigt eller nyresvigt
Leversvigt eller nyresvigt er sygdomme, hvor leverens eller nyrernes funktion svækkes markant. Udtalt lever- eller nyresvigt kan give kramper hos hunden.
4. Forgiftninger
Flere forskellige forgiftninger hos hunde kan give kramper. De kan blandt andet opstå ved forgiftninger på grund af chokolade, blågrønne alger eller kølervæske.
Flere andre sygdomme kan give kramper, og oplever du at din hund udvikler kramper, bør du altid kontakte din dyrlæge hurtigst muligt.