Bjarke Kirkegaard Nielsen
Tilbage i november 2018 besøgte vi Sussi og Leo på deres landejendom ved Saltum i Nordjylland. Her blev vi mødt med en enorm hjertevarme, nysgerrighed og masser af godt humør.
Derfor gjorde det også ondt, da vi tidligere på måneden kunne læse, at Leo har været gennem alvorlig sygdom, som næsten kostede ham livet. Men udover at være ukuelig optimist er han også et ægte hundemenneske, og det fremgår tydeligt af de ønsker, han har ytret til Sussi efter at være vendt hjem fra sygehuset.
Han havde faktisk to ønsker, og det ene var, at aftenmenuen skulle stå på engelsk bøf. Det andet ønske var, at han gerne vil have en grand danois.
– Nu skal jeg jo tit være alene hjemme, så den vil betyde beskyttelse og kammeratskab. At det lige er grand danois skyldes størrelsen, men også dens temperament. Den er jo lige så god, som den er stor, fortæller Leo Nielsen til hunden.dk.
Om det lykkes for Leo at få sit ønske om den store hund til at gå i opfyldelse, må tiden vise, men umiddelbart er Sussi skeptisk, da hun mener, en grand danois vil komme til at fylde lidt meget i den autocamper, der fungerer som parrets tourbus.
Parret, der sammen har haft rigtig mange hunde, har lige nu kun chihuahuaen Oskar, som ikke fylder ret meget rent fysisk, men som dog har et vist temperament.
– Det er en hund man skal kende, men så er han også rigtig sød, lyder det fra Leo Nielsen.
Tidligere har Sussi og Leo haft masser af store hunde, idet de i sin tid havde hele seks irske ulvehunde på samme tid. Så set i det lys, er Leos ønske jo ganske tilforladeligt.
Rent sygdomsmæssigt går det fremad for den seje nordjyde, som er i gang med at træne sin krop op.
– Jeg har det faktisk rigtig godt. Mit søvnbehov har ændret sig. Fem minutters morfar pr time. Jeg er også i gang med genoptræningen og det går virkelig stærkt, fortæller han.
Vi ønsker Leo rigtig god bedring og held og lykke med at få opfyldt ønsket om en grand danois