Bjarke Kirkegaard Nielsen
I Norge balancerer kennelklubben stadig på randen af en konkurs. Vi har været i kontakt med politisk rådgiver Kjetil Vatakar Johansen, som fortæller om status netop nu.
– Situationen er bedre, end den har været, men det er stadig en alvorlig situation for NKK. Takket være indsatsen fra et samlet Hunde-Norge er vi reddet frem til midten af oktober. Den umiddelbare konkursfare er altså overstået, selvom Norsk Kennel Klub befinder sig i en særdeles vanskelig økonomisk situation. Vi er stadig afhængige af at få kompenseret meget af vores tab fra myndighederne, fra hvem vi foreløbig ikke har fået nogen økonomisk støtte ind på vores konto. Det er især et samlet Hunde-Norge, der holder NKK i gang, fortæller han og fortsætter:
– Samlet set kommer cirka 73 procent af vores indtægter fra tjenester, som lige nu er hårdt ramt af corona-pandemien. Derudover var Norge hårdt ramt af en alvorlig hundesygdom sidste år, som førte til, at vi også dengang måtte aflyse de arrangementer, der bringer klubben indtægter. Den lille opsparede økonomiske buffer, vi havde, blev allerede brugt dengang. Vi har været nødt til at afskedige de fleste af vores ansatte, og selvom NKK plejer at have en sund økonomi, har vi naturligvis taget alle tænkelige forholdsregler for at spare på udgifterne.
Kjetil Vatakar Johansen lægger ikke skjul på, at NKK har mødt stor hjælp og støtte fra klubbens medlemmer, men spørgsmålet er om den hjælp er nok.
– Al den støtte vi har fået fra vores egne klubber, forbund og regioner, medlemmer, enkeltpolitikere og andre har vist os, hvor stor betydning NKK har for samfundet. Det har givet os tro på, at også myndighederne vil forstå vigtigheden af at bevare NKK, og at vi vil få hjælp til at overleve. Men indtil vi faktisk får denne politiske hjælp, er NKK ikke helt reddet, siger han.
Indtil nu har den Norske Kennel Klub ikke oplevet den store hjælp fra politisk side, der har nærmere været tale om hjælp fra enkelte politikere.
– Myndighedernes redningspakker har vært udformet på en måde, som har gjort, at NKK ikke har kunnet få særlig stor hjælp. Vi har gjort alt, vi kan for at få politikernes opmærksomhed på dette. Enkelte politikere fra oppositionspartierne har været i samtale med NKK og bragt vores spørgsmål og bekymringer videre til Stortinget, sådan at vores stemme kan blive hørt der. Det er vi meget taknemmelige for. Nu må vi så se, om det faktisk fører til konkret hjælp til vores situation, og om myndighedernes redningspakker nu bliver justeret nok til at hjælpe NKK på en tilstrækkelig måde, lyder det fra Kjetil Vatakar Johansen, der gerne vil takke hele Hunde-Norge for støtten.
– Vi har oplevet en hel enorm stor støtte fra alle vores medlemmer, men også fra helt almindelige mennesker i Norge, som kan se, at et Norge uden DKK vil være skrækkeligt. Det er vi meget taknemmelige for.