Dyreværn tæt på konkurs

10-09-2020 11:23

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Siden 1948 har Dansk Dyreværn Aarhus hjulpet dyr i nød. I dag hedder stedet The Voice of Pets, og herfra melder man i en pressemeddelelse, at man er konkurstruet

Copyright Hunden.dk
Foto: The Voice of Pets
Nyheden fortsætter efter annoncen

”Inden jul er kassen tom.” Så kontant er meldingen i en pressemeddelelse fra The Voice of Pets, der ligger i Tranbjerg ved Aarhus, og tidligere gik under navnet Dansk Dyreværn Aarhus.

Internatet har gennem dets mere end 70 års levetid haft stor gavn af diverse private donationer, hvor især arv har spillet en vigtig rolle. Men der bliver længere og længere mellem de store donationer, og det har givet økonomiske vanskeligheder.

– Det er på ingen måde en 'overskudsforretning' at drive et internat. I mere end 70 år har vi selv fundet midlerne, men samfundet har ændret sig, og vi kan ikke længere holde os oven vande. I alle årene har vi ingen støtte modtaget fra kommunen, selvom vi har varetaget mange samfundsvigtige opgaver, derfor beder vi borgmester Jacob Bundsgaard om hjælp nu," lyder det fra Jesper Søderberg i pressemeddelelsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mængden af indleverede dyr bare stiger og stiger. For eksempel har internatet siden 2017 til modtaget knap 2.300 katte. De seneste par år har endda budt på et decideret katteboom, og alene i august i år modtog internatet 98 katte.

– The Voice of Pets kan ikke klare opgaven alene. Derfor kontaktede vi i sidste uge borgmester Jacob Bundsgaard, men vi har intet hørt fra ham. Dyrenes velfærd er selvfølgelig en topprioritet for os, og mon ikke det også gælder for rigtig mange aarhusianere, siger Jesper Søderberg.

The Voice of Pets appellerer også til, at andre, så som private og virksomheder vil hjælpe økonomisk til internatets overlevelse.

– Vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Vi trykker på alle knapper for at indhente økonomiske midler til at overleve nu og her. Samtidig er vi i gang med at opbygge indtægtsgivende virksomhed, så vi på sigt har et solidt økonomisk fundament. Ja, det er fremtiden, men vi har lige det her store hul i pengetanken, vi skal have fyldt op, inden vi kan tænke på fremtiden. Det bliver et forfærdeligt tab for Aarhus, og jeg tør slet ikke tænke på standarden af dyrevelfærd i kommunen, hvis internatet lukker, siger Jesper Søderberg.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout