Bjarke Kirkegaard Nielsen
Ungarn leverer i den grad nyheder inden for hundeforskning netop nu. Her er et af de eksperimenter, hvis resultat nok kommer bag på de fleste.
For hvilken hund er bedst til at lære fra fremmede?
Er det hunde, der bruger det meste af sin vågne tid på at være glad og logre med halen, eller er det hunden, der ser på verden med et lidt mere gnavent udtryk?
Svaret er, ifølge den ungarske undersøgelse, at den gnavne hund er bedre til at lære fra fremmede mennesker.
Selve eksperimentet gik ud på, at der blev lagt en godbid inde i en v-formet indhegning. Hunden kunne se godbidden, men den kunne ikke nå den.
For at komme til den lækre godbid skulle hunden gå udenom hegnet og længere væk fra godbidden. Noget som ligger hunden meget fjernt at gøre.
Hundene skulle løse opgaven på tre måder.
Da hundene slev skulle løse opgaven, var der ikke nogen forskel på, hvor mange af de glade og hvor mange af de gnavne, der gennemførte.
Det samme gjaldt når hundene blev guidet af deres ejer, men når det var en fremmed, der viste vejen, var der langt flere af hunde med et gnavent udtryk, der løste opgaven.
Peter Pongracz, der forsker i samspillet mellem hunde og mennesker på Eotvos Lorand universitetet i Budapest, indrømmer, at det var svært at adskille de to grupper af hunde.
– Det var svært, fordi vi jo ikke ledte efter hunde, der var direkte aggressive. Det var de hunde, som bare har et lidt gnavent udtryk, siger han til New York Times.
Indtil videre har man ikke kunnet afgøre, hvad der er årsag til forskellen, men det er naturligvis noget, forskerne vil kigge nærmere på.