Astrid Gerd Holtet
Astma er en kronisk luftvejssygdom, der kan ramme både børn og voksne. Når man har astma hæver de små luftveje i lungerne og bliver irriterede, samtidig med at musklerne, der omkredser luftvejene trækker sig sammen. Når det sker, har luften svært ved at passere ud og ind af lungerne, og man får problemer med at trække vejret. Ifølge Astma-Allergi Danmark har 300.000 voksne i Danmark astma.
Risikoen for at udvikle astma kan gives videre fra forældre til børn via arvematerialet, men omgivelserne omkring en kan også have betydning for, hvorvidt man udvikler sygdommen eller ej.
Nyt svensk studie undersøger børn risiko for astma
Tidligere studier har vist at hunde i hjemmet formentlig kan mindske risikoen for astma, og derfor har et forskerhold fra Sverige sat sig for at se nærmere på, hvordan hunde påvirker børns risiko for sygdommen. Det har de gjort ved at sammenholde sundhedsdata fra alle svenske børn født fra 2001 til 2004, med data fra de svenske hunderegistre. På denne måde har forskerne bag studiet haft mulighed for at undersøge 23.600 svenske børn i deres undersøgelse.
Flere hunde i hjemmet kan være en fordel
Et af de resultater forskerne kom frem til var, at flere hunde i hjemmet kan mindske risikoen for, at et barn udvikler astma. Børn fra hjem med to hunde havde 21% mindre sandsynlighed for at få sygdommen, end børn fra hjem med kun én hund.
Dermed peger studiet altså på, at det ikke kun har betydning, hvorvidt et barn vokser op med hunde eller ej, når det kommer til udviklingen af astma, men også hvor mange hunde der er. Forskerne bag studiet understreger dog, at flere undersøgelser er nødvendige, for helt at forstå hundes betydning for astma hos børn.
KILDE:
www.astma.allergi.dk
Tove Fall, Sara Ekberg, Cecilia Lundholm, Fang Fang, Catarina Almqvist. Dog characteristics and future risk of asthma in children growing up with dogs. Scientific Reports, 2018; 8 (1)