Bjarke Kirkegaard Nielsen
Pernille og barnets far Peter havde besluttet, at de ikke ville kende barnets køn, før det kom ud til dem. Klokken 18.56 blev barnet født.
– Det hele gik så stærkt. Jeg lå briksen med barnet halvt ude af mig. Barnet kom med numsen først, fortæller Pernille Louise Larsen.
Jordemoderen kiggede på barnet og derefter på Pernille. Hun fortalte den fødende kvinde, at barnet var en pige, men at hun var dødfødt.
– Navlestrengen var viklet rundt om halsen på hende, så de formoder, det er derfor, hun døde. Vi valgte, at hun ikke skulle obduceres, da vi ikke ville have, der skulle skæres i hende, lyder det fra Pernille Louise Larsen.
Savn, længsel og meningsløshed
Sorgen var naturligvis stor. Hjemme sad Pernilles datter på 15 og søn på 11 og ventede på nyheden om den lille ny.
– I starten var der ikke så meget plads til min sorg, da jeg skulle tage hånd om mine børns sorg. Vi valgte, at de skulle komme op på hospitalet. De ville ikke se hende, men vi snakkede, krammede og græd i to timer, inden de tog hjem igen, fortæller hun.
22. december blev lille Lilje begravet. Dagene op til begravelsen er svære at skille fra hinanden. Alle de praktiske ting har fyldt meget, og så har familien endda også stået midt i en flytning.
– Vi har haft vores fokus et andet sted, men nu sidder vi tilbage med den største følelse af savn, længsel og meningsløshed, siger hun.
Familien får dog hverdagen til at hænge sammen, og det takker Pernille en ganske ung fyr for. Fyren hedder Diego og er familiens hund, en labrador på 20 måneder.
– Da jeg var gravid, passede han ekstremt meget på mig og min mave. Han ville være tæt på mig hele tiden, men aldrig ligge ovenpå min mave. Nu ligger han ovenpå min mave, og på en måde “optager” min døde datters plads, for han er blevet ekstremt morsyg. Han er mere opmærksom på mine børn og mere beskyttende generelt. Det er som om han ser lige igennem os, fortæller hun.
Redningsvesten
Pernille Louise Larsen kan tydeligt mærke, at Diego har forandret sig, og at han kan fornemme, at noget er galt.
– Han har ændret meget adfærd. Han er meget observant, og er der den mindste lyd ved hoveddøren, så gør han. Han skal sikre sig, at vi alle er OK. Han er blevet mere voksen og ansvarlig. Hvor han før var en unghund, der altid lavede ballade og prøvede grænser af. Han kan stadig godt lave ballade, men det er slet ikke i samme omfang, fortæller Pernille Louise Larsen.
Hun er ikke i tvivl om, hvordan livet ville have været, hvis ikke Diego havde været der til at trøste familien i den svære tid.
– Så ville jeg nok være mere modløs og lukke mig mere inde. Han sørger for, at jeg kommer ud på mine daglige gåture med ham, og at jeg lige får et kærligt blik og en altid logrende hale at komme hjem til. Han er min redningsvest, og hans pels har taget imod mange tårer. Han kan bare noget, som vi mennesker ikke kan forklare, siger hun og fortsætter:
– Uanset vores humør, så er han glad. Han opfanger vores sindsstemning lynhurtigt, og agerer derefter. Har jeg en dårlig dag, hvor jeg græder meget, så hører han altid efter mig og ikke laver ballade, som en unghund normalt gør. Han kan fornemme, at jeg ikke har overskud til det. Nogle gange er det nok, at han bare ligger hos mig.
