Bjarke Kirkegaard Nielsen
Jeg har to hunde, en dværg schnauzer peber/salt, Chili og en italiensk mynde, Blixen på henholdsvis ni og 12 år. De har været til utrolig stor støtte i en mærkelig tid, hvor al almindelig levevis er sat ud af funktion. Mine små terapeuter. Jeg var i udlandet på familiebesøg og kom hjem i starten af marts da alt blev vendt på hovedet. Jeg gik i timer i en mennesketom Kastrup Lufthavn, da mit fly til Færøerne var forsinket. Vi vidste ikke, om vi fik lov til at komme hjem, og der var mange røster om, at grænserne skulle lukkes. Vi fik heldigvis et fly hjem sent om aftenen. Ved ankomsten til Færøerne gik vi igennem lufthavnen uden at se et menneske. Ikke engang tolderne turde se på os. De, der var kommet for at tage imod deres kære, stod udenfor og så på os med angst i øjnene.
Privatfoto Med denne oplevelse kørte jeg hjem til 14 dages ensom isolation. Jeg fik ikke engang mine voksne børn på besøg. De bragte mig varer til døren. 14 dage er utrolig lang tid på den baggrund og tankemylderet får let en ud af balance. En angst, som ikke har plaget mig, siden jeg var barn, truede, men der var mine hunde kærkomne terapeuter. De har altid været utroligt sensitive overfor min sindstilstand og holdt sig meget tæt til mig. Jeg er normalt dagligt i kontakt med mange mennesker, både kollegaer og gæster/kunder i vores galleri/grafikværksted, så det var en meget uvant ensomhed. Mit virke med kunst er en af de brancher, der er mest truet i øjeblikket og sikkert i lang tid fremover, så der er meget at bekymre sig om for mig, som i forvejen har let til ved at bekymre mig.
Så det har betydet rigtig meget for mit humør, at disse to kærlighedsbobler har holdt sig tæt til mig. Især Chili er god til at udtrykke sig og forlange dyb og langvarig øjenkontakt. Jeg skal bare se på hende og så smiler hun med hele kroppen.
Aldrig har de forlangt, at jeg skulle stå op, at få tur eller mad nu. Ikke sådan at forstå, at de ikke kommunikerer, de gør det bare meget høfligt og følger glade med på sene aftenture, når byen er mennesketom.
Hvis jeg ikke havde disse varme små sjæle hos mig, især i denne tid, var jeg blevet bims. Helt sikkert.
Her på Færøerne synes smitten ikke i øjeblikket at være til stede og vi vover os så småt at socialisere. Men det har været et langt forår hvor hundene og jeg at travet byen tynd, ofte alene, men også i selskab af venner der ligeledes er heldige at have hundeterapeuter.
