Det var egentlig meningen, at en hunde-veninde og jeg bare skulle krudte hunde af og træne lidt reviering (de stående hundes frie søg i marken). Jeg er så småt begyndt at træne lidt markarbejde med Vixen, i håbet om at deltage i et par prøver til foråret, hvis corona-situationen ellers tillader det. Vixen viser masser af fart, power og jagtlyst, men når jeg har hende ude sammen med Sansa, har hun meget tendens til at “hale-søge” og bare fræse i hælene på sin mor. Vi skal have hende til at forstå, at hun altså er på arbejde, og at det ikke er tid til at lege lige nu.

Så min tanke har været at prøve at give hende nogle trænings-slip i marken sammen med nogle andre, voksne hunde, som enten ignorerer hendes forsøg på leg bedre end Sansa gør, eller måske endda siger fra overfor hende - på en afmålt måde, så hun forstår det, men ikke bliver alt for trykket. 

En af vores gode hunde-kammerater er Gin, som er en drentsche patrijshond - en stående jagthunderace fra Holland, som ikke er så udbredt i Danmark. Han er god som dagen er lang, og de kender hinanden, så det virkede som en god idé at træne lidt markfræs med ham på vores jagtterræn.

Udover åben mark, er der en lille remise på vores jagtterræn, med træer, buske og et lille vandhul. Vi lejer primært jagtterrænet for at have et sted at tage hen og lufte eller træne hunde, men engang imellem har der siddet en fasan i remisen. Så vi aftalte, at Allan ville tage haglbøssen med og at vi også skulle søge remisen af.

Der er mange meninger om hvornår man skal begynde at tage en unghund med på jagt. I den ene ende af spektret er der det segment af jægere, som mener at den skal med på jagt så hurtigt som muligt, efter filosofien “learn by doing”. Og så er der “control freaks’ne”, som helst ikke vil overlade for meget til tilfældighederne i arbejdet med den unge, letpåvirkelige hund, og som gerne vil forberede den mest muligt under kontrollerede rammer inden man bevæger sig ud i den virkelige verden.

Jeg hører nok mest til i “control freak”-gruppen, selvom jeg er helt med på, at en rigtig jagt er en meget dynamisk situation, som man aldrig vil kunne forberede hunden 100% på under kunstige rammer. Jeg mener dog at man skal træne og kvalitetssikre de forskellige grundegenskaber så meget som muligt, før man kaster sin hund ud i alt for udfordrende opgaver. En rigtig jagt kan potentielt være en rigtigt stressende oplevelse for en ung hund, og den kan risikere at blive helt overtændt, hvis der f.eks er rigtigt meget vildt. Eller den kan få et kæmpe adrenalin-kick, som er svært efterfølgende at “slette fra harddisken” af at forfølge et rådyr ud over markerne. Derfor har jeg ikke haft travlt med at få Vixen med på rigtig jagt. 

Men nu ved jeg, at indkaldssignalet på fløjten efterhånden sidder der rimeligt godt, så jeg ville nok være i stand til at holde hende indenfor markskellet. Og vores jagtterræn er ikke ligefrem  overrendt med vildt, så fristelserne står ikke i kø. Faktisk skulle der nok lidt held til, hvis vi skulle se så meget som én eneste fasan. Samtidigt var selskabet i top - Folk der kender hinanden godt, og som godt kan rumme hvis hundearbejdet måske ikke sidder helt i skabet. Så derfor var der faktisk alle forudsætninger for, at det her kunne blive en rigtig god, første jagtoplevelse for Vixen.

Allan stillede sig klar med bøssen på den ene side af remisen, imens vi hundeførere gik om på den modsatte side og slap hundene. Gin er ikke en specielt rutineret jagthund, men han bliver til gengæld trænet og ført virkeligt fint, så han klarede sin del af opgaven til UG. Han gik med det samme i gang med at gennemsøge krattet og Vixen - tjah - hun rendte lige i halen på ham hele tiden, og fattede vist ikke så meget af hvad opgaven gik ud på. I det tætte buskads var det ikke altid til at se hundene, men man kunne for det meste høre dem, når de tromlede gennem bevoksningen. 

Et øjeblik blev der stille derinde, og så kom der en fasankok på vingerne. Om nogle af hundene havde stand for den, nåede vi ikke at se så meget af, men det kunne godt være - det passede i hvert fald med vindretningen. Allan skød, ramte og fasanen faldt ned - lige direkte ned i det lille vandhul. 

Ingen problem for Gin, som udover at være en meget flot fyr, også er en rigtig vandhund! Så han sprang prompte ud i vandet og svømmede ud efter fasanen, der stadig sprællede. Vixen, til gengæld, har ikke helt fundet sin vandpassion frem endnu. Hun var meget interesseret i fasanen, men blev altså stående i vandkanten og var helt sikkert parat til at prøve at stjæle den fra Gin. Men det fik hun altså ikke lov til. Når han nu lavede sådan en fin apportering, skulle den ikke ødelægges af hende, så jeg fik hende fisket op og taget i snor inden han kom helt ind til bredden. Både hund og fasan smurt ind i mørkt pludder-vand og andemad. Rigtig lækkert!

Selvom Vixen egentlig bare løb lidt tilfældigt rundt, var det alligevel en rigtig god oplevelse - Nu har hun fået endnu mere erfaring for, at der kan gemme sig vildt, hvis man leder efter det. Hun er blevet udsat for lyden af en rigtig haglbøsse, ikke bare signalpistolen som vi træner med, og sagde ikke noget til det. Tværtimod har hun forhåbentligt koblet lyden til, at der falder en spændende fugl ned. Så alt i alt nogle rigtig gode tilføjelser til hendes uddannelse til jagthund. 

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Bagefter stod den på det markfræs, som vi egentlig var kommet for. Gin gjorde sit bedste for at ignorere vizsla-monsteret, som mest bare havde leg på hjernen, men der var dog øjeblikke, hvor hun løb lidt mere selvstændigt. Jeg tror at vi må prøve igen en anden dag, med en anden hund som kan fortælle hende lidt mere tydeligt, at vi altså ikke skal lege nu! Sideløbende vil jeg prøve at have hende ude i nogle slip alene, hvor hun ikke skal forholde sig til en anden hund. Så må tiden vise hvad der virker bedst.

Til aften stod menuen i øvrigt på fasanburger.