Privatfoto

Vi parkerer ved en gård, som ligger for enden af en enorm rapsmark. Marken skal vise sig at fortsætte næsten i det uendelige, og vi ender med at tilbringe næsten hele prøven her, da der er rigeligt plads til mange slip. Vi er stadig i starten af marts måned, så vejret er lidt skiftende, men der er god vind og ind imellem titter solen også frem og varmer kinderne lidt.

Vixen og en tysk korthårstæve, der heller ikke har så meget prøveerfaring, er ude sammen som de allerførste. I starten fjoller de en del med hinanden, men slår sig efterfølgende løs og begynder at arbejde mere selvstændigt i hver deres side af marken. Jeg synes selv, at Vixen kommer bedre fra start end til prøven i går og hun kommer ud i nogle fine, gode slag. Et stykke oppe af marken buldrer hun ind i et par agerhøns, som hun ikke når at opnå stand for og - ligesom dagen før - jagter hun hønsene meget langt, og får endda stødt endnu et par høns på vejen. Det ærgrer jeg rigtigt meget over, da en anden hund jo kunne have brugt de høns, men det lader jo til at der er mange agerhøns på terrænet, så forhåbentlig er der nok til alle, selvom Vixen misbruger et par stykker.


Jeg er ikke selv særligt stolt ved situationen, men dommeren belønner os med en pæn kritik for Vixens stil, søgsoplæg og jagtlyst, og minder os igen om, at tingene altså ikke skal være så perfekte så længe man er i unghundeklassen.

I andet slip arbejder hun lidt mere svingende. Hun har nogle store slag, hvor hun virkeligt får dækket noget terræn, men midt i slippet går hun lidt ned i fart og roder lidt rundt i det samme område. Måske er der noget gammel fært. Hvem ved? I sådan en situation er der lidt delte meningen om, hvad man skal gøre. Nogle hundeførere anbefaler, at man selv begynder at løbe for ligesom at løbe hunden i gang. Min erfaring og mavefornemmelse siger mig dog, at tingene plejer at fungere bedst hvis jeg blander mig mindst muligt. Senere i slippet slår hun sig også mere løs igen, og hun tager stand i bunden af marken, lige op til en sø. Jeg synes selv, at standen ser overbevisende ud, men vi finder intet vildt, så det har nok været et gammelt sæde. Det er en del af unghundens udvikling at få “kalibreret” næsen til kun at markere på fugle, og ikke gamle sæder, harefært, mus eller andet. Nogle hunde tager “tomme” stande hele livet, og Vixen mor Sansa gør det ofte, hvis hun er ved at være træt eller bliver usikker.

I tredje slip er vi ude med korthårstæven igen, men denne gang er de begge to mere fokuserede på opgaven fra starten, og de kaster sig begge ud i fine, selvstændige søg. I starten af en markprøve har man mest fokus på, at hunden skal vise et godt, tiltrækkeligt bredt og velanlagt søg i marken, løbe i en god stil med en god galopaktion og højtbåret hoved. Sidst på dagen er der derimod en tendens til, at hundeførerne skifter fokus, for nu handler det om at få en god fuglesituation så man har chance for at få en præmiering me hjem! Derfor begynder man at gå mere målrettet efter de steder i terrænet, hvor fuglene erfaringsmæssigt godt kan lide at sidde. Vores makker vælger derfor venstre side af marken, som er op af en lille nåletræsskov, og Vixen og jeg går i højre side, hvor rapsmarken fortsætter. Jeg har egentlig en oplevelse af, at Vixen søger fint i terrænet, selvom dommerens beskrivelse i kritikken senere er lidt mere lunken.

I bunden af marken opnår hun pludselig stand, og jeg løfter armen for at melde standen til dommeren. Vi skynder os frem imod Vixen og dommeren hæver pistolen. Ud af øjenkrogen bemærker jeg, at den anden hundefører ikke har stoppet sin hund, som man ellers gør, når makkeren har stand. Før jeg kan nå at give Vixen kommando til at rejse fuglen, roder makkerhunden ind foran Vixen og får agerhønsene på vingerne. Dommeren affyrer signalpistolen. Vixen - ja, I har måske allerede gættet det - forfølger igen fuglene meeeeget langt.

I markprøvesporten er det næsten en dødssynd, hvis en hund ødelægger en fuglesituation for en anden hund. Der er historier om, at hundeførere er gået fuldstændigt bananas over det, og næsten er blevet voldelige, fordi det - i de højere klasser - kan koste en eftertragtet præmiering eller titel. Desværre ved jeg fra træning, at Vixen sagtens kan finde på det, så da den anden hundefører skynder sig at undskylde, siger jeg med det samme, at det kunne ligeså godt have været omvendt. No hard feelings!

Læs også: Læsetid: en session med skolehunden James

Privatfoto

Vixen bliver belønnet med en 3. præmie for dagens indsats. Min egen oplevelse er egentligt, at hendes præstation havde været bedre end dagen før, hvor hun fik en 2. præmie, men der kan være lidt forskel på hvad en dommer opfatter som et godt søgsoplæg, nogle gange præget af hvilken race dommeren selv har, eller også har han bare haft fokus på den anden hund på de “forkerte” tidspunkter. Der kan også være lidt forskel på hvornår en dommer synes at selv en unghund forfølger vildtet FOR langt. Ikke desto mindre er jeg stadig super tilfreds med Vixen, og vi har haft en dejlig dag i et fedt terræn med masser af vildt, og fået nogle nye hundevenner til samlingen.