I denne sæson har vi været meget mere på jagt end nogensinde før. De skyldes nok især, at vi har haft adgang til hele to jagtrevirer i denne sæson, og at det derudover er blevet til lidt flere invitationer. Corona-situationen har måske også gjort, at vi har haft bedre tid til jagt, da andre ting har været aflyst eller lukket ned, og jagt heldigvis har været noget af det, vi har kunne lave alligevel uden at gå på kompromis med retningslinjerne.
Udover at det har været dejligt, at komme så meget afsted, så har det også betydet en rigtig god udvikling for Sansa som jagthund. Hun har fået gjort sig en masse erfaringer, været med i mange forskellige terræner og er bare vokset med opgaven fra gang til gang. Og samtidig har jeg fået meget mere selvtillid som hundefører - Jeg behøver ikke være bange for, at vi gør os uheldigt bemærket eller hunden laver unoder.
Når man snakker hundeopdragelse- og træning er der ofte meget fokus på, at det gælder om at få fyldt mest muligt i hovedet på hunden i løbet af det første år, og så er den ligesom “færdiguddannet”, men Sansa - der fylder 5 år til sommer - er et glimrende eksempel på, at man sagtens kan finpudse og videreudvikle på hundens CV hele dens liv, og få rettet op på nogle “skæverter”.
Da Sansa desværre allerede er pensioneret som avlshund, er hun også pensioneret fra mark- og apporteringsprøver. Hun er ganske følsom og bliver påvirket af mine nerver i en prøvesituation, så det gider vi ikke mere. Måske en schweiss-prøve engang i fremtiden, men ellers er det for hendes vedkommende slut med det store prøveræs. Derfor har jeg ikke gået så meget op i at finpudse præcision i øvelserne - På praktisk jagt betyder det ikke det store om der skal fløjtes en eller to gange, eller om afleveringen sidder lige i skabet hver gang. I stedet for har jeg haft mere fokus på at lade hende slå sig lidt mere løs, bruge sine jagtinstinkter og opbygge en glæde ved at komme med på jagt. Og det har helt sikkert virker, for nu tripper hun rundt om os, når vi tager jagttøjet på og Allan finder udstyret frem fra våbenskabet.
I engelsktalende lande omtales vizslaen som en HPR-race, som står for “hunt-point-retrieve”, altså “jag-ta’ stand-apportér”, som meget fint dækker over den alsige, stående jagthunds funktion på jagten - Den jager i terrænet for at finde vildtet, fastholder det med sin stand indtil skytten er parat, og apporterer det fældede vildt. I teorien i hvert fald. For med Sansa har vi haft “hele pakken” til gode. Hun har fundet fugle, taget stand og rejst dem, men hvor apportering ikke har været mulig - enten fordi det ikke har været jagtsæson, skytten ikke har kunne ramme, en anden hund har knaldapporteret eller det på anden måde er gået i kludder. Tilsvarende har hun apporteret vildt, som hun ikke har haft stand for - Harer, råger, duer osv.
Men på en af de sidste jagter lykkedes det så endelig!
Allan og jeg var alene afsted på jagt for at se om der kunne gemme sig en fasan i den lille bevoksning på vores eget jagtterræn. Allan stod klar med bøssen på den ene side af bevoksningen, imens jeg sendte Sansa ind fra den anden side. Meget hurtigt tog hun stand, og jeg kunne se på hendes kropssprog, at den måtte være god nok. På kommando gik hun frem og stødte fasankokken, som flaksede op over buksene - ikke ud mod Allan, men på tværs henover beplantningen. Jeg nåede lige at tænke “Øv, den kan han nok ikke skyde til”, men det kunne han! BANG, og fuglen tumlede ned i budskadset. Sansa fik “Apport”-kommando, selvom hun egentlig var strøget. Men i hendes tilfælde er det bare dejligt med noget selvstændigt initiativ.
Bevares, opsamlingen kunne have været lidt mere elegant og havde nok kostet nogle point til en prøve - Hun fedtede lidt længe med fuglen, der stadig sprællede, men til sidst samlede hun den op og kom løbende stolt ud over marken med den. Så var der ikke et øje tørt!
Weekenden efter var vi inviteret på jagt, hvor der var et par fremmede hunde med. Her kom der også en fasan på vingerne, som blev skudt og landede i skovbunden i nærheden af Sansa. Der var også en anden hund tæt på, dog i snor, og jeg tænkte at Sansa måske ville trække sig - Men nej! Konkurrence-elementet med den anden hund var nok til, at hun prompte samlede fasanen op og kom løbende hurtigt over til mig med den. Så altså en meget bedre apportering end weekenden før. Mor var meget stolt!
Senere på samme jagt havde Sansa en situation inde i et tæt brombærkrat. Normalt er Sansa en lidt sart dame, der helst går uden om brændenælder og tornekrat, men hun blev ved med at rode rundt inde i brombærkrattet, tage stand, gå lidt frem igen, tage ny stand. Jeg syntes ikke rigtigt at det lignede “fasanhabitat” og vi havde været i gang i et stykke tid, så jeg troede at hun var ved at blive træt i hovedet og fandt på overspringshandlinger. Pludselig buldrede en fasanhøne frem fra krattet. Den fløj desværre den forkerte vej i forhold til skytterne, men hunden havde haft ret. Jeg syntes selv, at det havde været en lidt rodet affære, men en af skytterne var så imponeret over Sansas arbejde. Nåhja, det var måske heller ikke så tosset.
Og Vixen? Hun var ikke klar til at komme ret meget med på jagt endnu. Hun har været ude og opleve terrænerne (efter Sansa havde fået eventuelt vildt til at forlade området), og ellers har det bare stået på træning.
I et anfald af overdrevet optimisme er jeg kommet til at melde hende til tre officielle markprøver i marts, men medmindre forsamlingsforbuddet snart bliver lempet, bliver de sandsynligvis aflyst. Det er bare drøn-ærgerligt, men det er jo lige vilkår for alle os hundefolk for tiden. Vi finder nok på noget andet at give os til.
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
Med sommerfugle i maven og forventningens glæde over hvad der venter rundt om hjørnet, for enden af vejen og bag den næste grænse, er vi kørt gennem det nordlige Tyskland mod den polske grænse.
En kærlig påmindelse om de kompromiser hunde indgår for at passe ind i vores verden
Sidste weekend, lige et par dage før hendes 1 års fødselsdag, var Vixen lidt med på jagt for første gang
For Mille Friis blev labradoren Laika begyndelsen på en passion for hundetræning og jagt.
Den gamle danske hønsehund, en af Danmarks nationalracer, er kendt for sin alsidighed som både jagt- og familiehund. Men den er mere end det. Racen formår også at samle mennesker om en fælles passion, hvilket blev tydeligt ved DKK Kreds 4's nytårsskue i Brørup den 5. januar.
Christian Hembo fra Magtor fortæller på Jagt og Outdoor Messen om, hvordan man holder jagthunden sund hele livet. Her får du seks af hans gode råd
Ideen om skræddersyet ernæring til hver enkelt hund ændrede livet for de to stiftere af Vuffeli, Mads Smith og Christian Yding. Man skulle tro at der var langt fra at sige sit faste job op i trygge rammer til, at bruge hele sin opsparing på at bestille 30 tons hundefoder, men det var der ikke for de to stiftere
Korrekt forebyggelse kan mindske risikoen for sygdom hos din hund. Derfor er det en god ide, med jævne mellemrum, at tage hunden med til sundhedseftersyn hos dyrlægen
At få sin hund hjem efter den har været i narkose og gennem en operation, kan være en overvældende oplevelse og give anledning til bekymring – vi ser på hvad du skal være opmærksom på det første døgn efter operationen
Nogle hunde ser ud til at knytte sig stærkere til én bestemt person i husstanden, mens andre virker lige glade for alle. Hvad afgør, hvem der bliver hundens favorit? Handler det om, hvem der fodrer den, hvem der leger mest med den, eller er der helt andre faktorer på spil?
2025 er startet koldt og hvidt, og det betyder, at vi skal være ekstra opmærksomme på, hvordan kulden påvirker vores hunde og tilpasse gåturen, så de ikke fryser.
Rygterne siger, at kulden snart rammer Danmark igen. Hvordan er det nu lige med at lufte hund i kulde
Hvis sneen begynder at dale, kan nogle hundeejere opleve at hunden spiser af sneen – og det kan give dårlig mave. Vi ser nærmere på hvad der sker
Nytårsaften er for mange hunde årets mest belastende døgn, hvor brag og uro kan udløse voldsom panik. Vi Finder Hund fortæller her, hvordan du mindsker risikoen, og hvordan du agerer korrekt, hvis hunden løber væk.
På Rold Gl. Kro, også kendt som "Hundekroen", blev årsskiftet fejret med manér, og her var de firbenede familiemedlemmer hjerteligt velkomne. Over 30 hunde og deres familier deltog i en aften fyldt med fællesskab, der bød på alt fra agility til tre-retters menu og levende musik.
Vores rejse som hundeejere er formet af de hunde, vi har delt vores liv med gennem årene. Hver enkelt hund har lært os noget unikt og har været med til at gøre os til de mennesker og hundeejere, vi er i dag.
I morgen den 3. januar løber K9 Biathlon for alle for første gang under ny konstellation. Et lille og intimt nytårsløb i Bevtoft, hvor der er tid, ro og plads til både hunde og mennesker.
