I denne sæson har vi været meget mere på jagt end nogensinde før. De skyldes nok især, at vi har haft adgang til hele to jagtrevirer i denne sæson, og at det derudover er blevet til lidt flere invitationer. Corona-situationen har måske også gjort, at vi har haft bedre tid til jagt, da andre ting har været aflyst eller lukket ned, og jagt heldigvis har været noget af det, vi har kunne lave alligevel uden at gå på kompromis med retningslinjerne.
Udover at det har været dejligt, at komme så meget afsted, så har det også betydet en rigtig god udvikling for Sansa som jagthund. Hun har fået gjort sig en masse erfaringer, været med i mange forskellige terræner og er bare vokset med opgaven fra gang til gang. Og samtidig har jeg fået meget mere selvtillid som hundefører - Jeg behøver ikke være bange for, at vi gør os uheldigt bemærket eller hunden laver unoder.
Når man snakker hundeopdragelse- og træning er der ofte meget fokus på, at det gælder om at få fyldt mest muligt i hovedet på hunden i løbet af det første år, og så er den ligesom “færdiguddannet”, men Sansa - der fylder 5 år til sommer - er et glimrende eksempel på, at man sagtens kan finpudse og videreudvikle på hundens CV hele dens liv, og få rettet op på nogle “skæverter”.
Da Sansa desværre allerede er pensioneret som avlshund, er hun også pensioneret fra mark- og apporteringsprøver. Hun er ganske følsom og bliver påvirket af mine nerver i en prøvesituation, så det gider vi ikke mere. Måske en schweiss-prøve engang i fremtiden, men ellers er det for hendes vedkommende slut med det store prøveræs. Derfor har jeg ikke gået så meget op i at finpudse præcision i øvelserne - På praktisk jagt betyder det ikke det store om der skal fløjtes en eller to gange, eller om afleveringen sidder lige i skabet hver gang. I stedet for har jeg haft mere fokus på at lade hende slå sig lidt mere løs, bruge sine jagtinstinkter og opbygge en glæde ved at komme med på jagt. Og det har helt sikkert virker, for nu tripper hun rundt om os, når vi tager jagttøjet på og Allan finder udstyret frem fra våbenskabet.
I engelsktalende lande omtales vizslaen som en HPR-race, som står for “hunt-point-retrieve”, altså “jag-ta’ stand-apportér”, som meget fint dækker over den alsige, stående jagthunds funktion på jagten - Den jager i terrænet for at finde vildtet, fastholder det med sin stand indtil skytten er parat, og apporterer det fældede vildt. I teorien i hvert fald. For med Sansa har vi haft “hele pakken” til gode. Hun har fundet fugle, taget stand og rejst dem, men hvor apportering ikke har været mulig - enten fordi det ikke har været jagtsæson, skytten ikke har kunne ramme, en anden hund har knaldapporteret eller det på anden måde er gået i kludder. Tilsvarende har hun apporteret vildt, som hun ikke har haft stand for - Harer, råger, duer osv.
Men på en af de sidste jagter lykkedes det så endelig!
Allan og jeg var alene afsted på jagt for at se om der kunne gemme sig en fasan i den lille bevoksning på vores eget jagtterræn. Allan stod klar med bøssen på den ene side af bevoksningen, imens jeg sendte Sansa ind fra den anden side. Meget hurtigt tog hun stand, og jeg kunne se på hendes kropssprog, at den måtte være god nok. På kommando gik hun frem og stødte fasankokken, som flaksede op over buksene - ikke ud mod Allan, men på tværs henover beplantningen. Jeg nåede lige at tænke “Øv, den kan han nok ikke skyde til”, men det kunne han! BANG, og fuglen tumlede ned i budskadset. Sansa fik “Apport”-kommando, selvom hun egentlig var strøget. Men i hendes tilfælde er det bare dejligt med noget selvstændigt initiativ.
Bevares, opsamlingen kunne have været lidt mere elegant og havde nok kostet nogle point til en prøve - Hun fedtede lidt længe med fuglen, der stadig sprællede, men til sidst samlede hun den op og kom løbende stolt ud over marken med den. Så var der ikke et øje tørt!
Weekenden efter var vi inviteret på jagt, hvor der var et par fremmede hunde med. Her kom der også en fasan på vingerne, som blev skudt og landede i skovbunden i nærheden af Sansa. Der var også en anden hund tæt på, dog i snor, og jeg tænkte at Sansa måske ville trække sig - Men nej! Konkurrence-elementet med den anden hund var nok til, at hun prompte samlede fasanen op og kom løbende hurtigt over til mig med den. Så altså en meget bedre apportering end weekenden før. Mor var meget stolt!
Senere på samme jagt havde Sansa en situation inde i et tæt brombærkrat. Normalt er Sansa en lidt sart dame, der helst går uden om brændenælder og tornekrat, men hun blev ved med at rode rundt inde i brombærkrattet, tage stand, gå lidt frem igen, tage ny stand. Jeg syntes ikke rigtigt at det lignede “fasanhabitat” og vi havde været i gang i et stykke tid, så jeg troede at hun var ved at blive træt i hovedet og fandt på overspringshandlinger. Pludselig buldrede en fasanhøne frem fra krattet. Den fløj desværre den forkerte vej i forhold til skytterne, men hunden havde haft ret. Jeg syntes selv, at det havde været en lidt rodet affære, men en af skytterne var så imponeret over Sansas arbejde. Nåhja, det var måske heller ikke så tosset.
Og Vixen? Hun var ikke klar til at komme ret meget med på jagt endnu. Hun har været ude og opleve terrænerne (efter Sansa havde fået eventuelt vildt til at forlade området), og ellers har det bare stået på træning.
I et anfald af overdrevet optimisme er jeg kommet til at melde hende til tre officielle markprøver i marts, men medmindre forsamlingsforbuddet snart bliver lempet, bliver de sandsynligvis aflyst. Det er bare drøn-ærgerligt, men det er jo lige vilkår for alle os hundefolk for tiden. Vi finder nok på noget andet at give os til.
Skolehunden James skaber et trygt rum, hvor læsning bliver til en positiv oplevelse helt uden pres. Gennem nussetid og legende ritualer hjælper han eleverne med at finde både roen og læselysten frem i hverdagen.
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
Med sommerfugle i maven og forventningens glæde over hvad der venter rundt om hjørnet, for enden af vejen og bag den næste grænse, er vi kørt gennem det nordlige Tyskland mod den polske grænse.
22. december 2020 fyldte Vixen 1 år. Jeg har altid syntes at det er hyggeligt, at markere hundenes fødselsdag med et lille foto på facebook, en hilsen fra opdrætteren og sådan noget, men det er selvfølgelig ekstra særligt, når det er ens første, “hjemmelavede” hund
Britiske Mark Demaine byder på Jagt og Outdoor Messen i Odense på Gundog clinics, hvor han viser, hvordan han træner sine jagthunde
Hvis man spørger vores vizslaer, er der denne sommer en alvorlig mangel på aften-markfræs, vandapporteringstræning og strandture med tennisbolden. Den er faktisk helt gal. Nogen burde melde os for brud på de basale jagthunderettigheder.
Men mon ikke vi bliver tilgivet på et tidspunkt. Vi er nemlig i gang med at istandsætte en landejendom, som selvfølgelig først og fremmest skal blive et rart hjem for os og hundene, men hvor vi også planlægger dele af ombygningen specifikt med henblik på at hundeholdet skal fungere bedre i hverdagen, og give os nogle af de træningsmuligheder, som vi ellers normalt må køre langt efter.
Tyskland er en af de mest populære destinationer for danske hundeejere. Her får du overblikket over indrejsekrav og lokale regler, så ferien bliver tryg for både dig og din hund.
Til årets træf 2026 kom der 270 personer og 170 hunde. Der kommer corgier fra hele landet, og for mange er det blevet en tradition at starte påsken med påsketræffet og så køre videre på ferie eller hygge hos familie og venner.
Sverige er et af de mest populære rejselande for danske hundeejere. Få kendskab til de gældende regler for 2026 her.
Christina Graugaard Nielsen inviterer i maj til endnu en udgave af udstillingen Knæk Cancer i hundenes tegn. Siden første arrangement i 2021 har arrangementet samlet store beløb ind til det gode formål, og skabt et stærkt fællesskab for hundeejere.
Foråret lokker hundeejere ud i naturen, men med varmen følger risikoen for møder med hugormen. Denne artikel gennemgår forebyggelse, symptomer og korrekt førstehjælp ved bid i danske naturområder.
Artikel 2 af 3: Genskabelsen af broholmeren kan kun beskrives som en succesfulde reetablering. Men hvordan sikrer man sundhed, temperament og type, når man starter næsten helt fra nul? Torben og Merete Elmedal dykker her ned i de faglige overvejelser, de kreative løsninger og vigtigheden af det mentale fundament. Torben og Merete Elmedal deler her erfaringer og beretninger fra 50 år med Broholmeren.
Artikel 1 af 3: I et halvt århundrede har Torben og Merete Elmedal dedikeret deres liv til den danske nationalrace. Deres rejse med Broholmeren er ikke kun en fortælling om personlig passion, men også historien om en races genfødsel og bevarelse. Torben og Merete Elmedal fortæller her om de skelsættende år, hvor fundamentet for den moderne broholmer blev lagt.
Artikel 3 af 3: I et halvt århundrede har Torben og Merete Elmedal dedikeret deres liv til den danske nationalrace. Torben og Merete dykker her ned i de historiske fund og de bevidste valg, der har formet den danske kæmpe, som vi kender den i dag, fra kammerherre Sehesteds modstand til kampen om den korrekte højde og farve.
Drømmen om at skabe noget eget i den danske hundeverden kræver både mod og udholdenhed. Ismail og Valdemar har valgt at bygge deres virksomhed på et fundament af venskab og lokal produktion i Odense.
Økonomi, livsstil og etiske overvejelser har i 2024 påvirket danskernes valg af hund, forklarer Agrias hundeekspert, Lotte Evers, som analyserer årets top 25 over Danmarks mest populære hunderacer.
