Stigende problem: Løse hunde jagter rådyr

12-05-2021 09:07

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Ifølge Naturstyrelsen er det et stigende problem, at løse hunde jagter rådyr. Problemet er steget kraftigt i coronatiden

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Naturstyrelsen lancerer nu en ny kampagne, som skal gøre hundeejere opmærksomme på vigtigheden af at holde hunden i snor.

Kampagnen kommer som konsekvens af, at der det seneste år er sket en stigning i antallet af anmeldelser af løse hunde, der har jagtet rådyr og forstyrret fuglelivet i naturen.

– Det er helt klart en corona-ting. Vi mærker rigtig meget i år, at mange har et stort behov for at lufte hunden. Og der er kommet mange nye hundejere, der er uvante med at have hund. De tænker, at hunden sagtens kan løbe frit rundt, men så vågner rovdyret i det. Det gælder alle hunde, også de små hunde, siger Naturvejleder Stephan Springborg til sn.dk og fortæller, at denne adfærd kommer bag på mange nye hundeejere:

Nyheden fortsætter efter annoncen

–  Jeg har oplevet en grædende hundeejer, der ikke kunne genkende sin hund, da hun oplevede den på en helt anden måde. Den søde hund bliver til et rovdyr. Det er ikke rart, og mange af hundene er ikke vant til at jage, så de ved ikke, hvordan de skal slå hurtigt ihjel. Det kan derfor blive en frygtelig langsommelig død.

En af dem, der har oplevet problemet på tætteste hold, er Ellen Halskov, der bor ud til Farumgård skov.

Hun fortæller til mediet, at hun og hendes mand flere gange om måneden ser rådyr blive jagtet af hunde.
Sidste mandag gik det helt galt, da en hund jagtede et rådyr op i villakvarteret, hvor Ellen Halskov bor. Hunden gik efter struben på rådyret og dræbte det. Lidt senere så Ellen og hendes mand samme hund jagte et andet rådyr. Disse episoder er meldt til politiet, som gerne vil vide, hvem der ejer hunden.

Indtil da overvejer Ellen Halskov at sætte en fotostat op med billeder af det døde rådyr, så hundeejerne kan se, hvorfor de skal holde deres hunde i snor.

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout