Udover Allans og mit eget jagtområde, som mest består af åben mark, går vi i år også på jagt på et andet terræn, som består af seks hektar juletræsplantage. Vi deler jagten med to andre jægere.
Den ene tredjedel af jagtterrænet består af grantræer, som vel i virkeligheden er blevet for store til at være juletræer længere, for man går i høj, tæt granskov uden ret meget udsyn. Til gengæld er der en kæmpe mangfoldighed af svampe i skovbunden, og ind i mellem tager jeg mig selv i at gå og kigge efter spisesvampe, i stedet for at fokusere på jagten. Men der kan jo være flere måder at få noget spiseligt med hjem fra jagt på :-)
På denne jagt brugte vi hundene som drivende hunde, der bare skulle løbe på kryds og tværs i skoven, lave mest muligt larm og drive vildtet hen imod jægerne, som stod og ventede nede hvor de høje træer slutter. Det var lettere sagt end gjort, da der nok var lidt for få hunde til opgaven, og da vildtet ikke altid løber eller flyver i den retning, man havde tænkt sig. Men det er jo med til at gøre jagten til en spændende sport, hvor succes ikke er givet på forhånd.
Igen arbejdede Sansa rigtigt godt. Hun har tidligere været lidt sart i forhold til at gå ind i tæt krat, men hun piskede lystigt i gennem den tætte underskov, lavede store tiger-spring henover grene og stubbe og var helt tydeligt lidt tændt af “vildt i næsen”. Hun var i dagens anledning iført en orange vest, som både beskytter lidt imod tornekrat og brændenælder, men som også gør hende tydelig at se for jægerne. Hvert år sker der ulykkeligvis uheld, hvor en jagthund bliver skudt, og jeg er ret bevidst om, at vores hunderace i farten kan ligne et rådyr i sommerpels. Så derfor skal hun bare have vest på til en opgave som denne.
Desuden havde hun en bjælde på, så vi alle sammen kunne høre nogenlunde hvor hun befandt sig. Det virker rigtigt godt så længe hunden bevæger sig, men de gange hun tog stand midt mellem de tætte juletræer, var hun faktisk rigtig svær at finde, hvis man ikke havde helt styr på, hvor man havde hørt hende sidst. Det er nok en af grundene til, at GPS-halsbånd er ret brugt, især i vores nabolande, men det virker også lidt som over-kill på sølle seks hektar.
Vi var næsten helt henne ved jægerne, da hun kortvarigt tog stand et par meter foran mig, og jeg kunne se fasankokken fise afsted i det høje græs mellem træerne. For at maksimere jægernes chance råbte jeg “Fasan!” inden jeg gav Sansa kommando til at gå frem og rejse fasanen. Fasanen kom på vingerne med sin karakteristiske skræppen, og må have fløjet lige hen over hovedet på én af jægerne, men ramt blev den altså ikke. Æv!
Et øjeblik efter fik den anden hund, lidt tilfældigt, en fasanhøne på vingerne, som det til gengæld lykkedes den ene jæger at ramme. Jeg havde rigtigt gerne set, at Sansa fik en apportering som belønning for hendes fine arbejde i skoven, men før vi så os om, knaldapporterede den anden hund - det vil sige, den apporterede spontant uden at have fået besked på det. Nå, det var der ikke noget at gøre ved, og vi fortsatte jagten, nu ude i de lavere juletræer, hvor der var bedre udsyn. Der kom endnu et par fasaner på vingerne, men igen skulle jægerne vist have pudset brillerne. Vi så også et par rådyr - faktisk var jeg næsten ved at træde på det ene, men de løb den forkerte vej, så jægerne fik ikke mulighed for at skyde til dem. Det var anden gang, vi mødte rådyr på netop denne del af terrænet, så næste gang vil vi måske prøve en anden taktik.
Så det blev til hele én fasan på paraden, og efterfølgende en fin opvisning af 3-4 havørne, som drev rundt på de opadgående luftstrømme over os. For mig handler jagt mest om godt samarbejde med hunden og spændende naturoplevelser, og i mindre grad om at der bliver skudt en hel masse. Selvfølgelig kunne det være fedt, at prøve at komme på jagt, hvor der er lidt mere “action” for hundene, men samtidigt har jeg også et princip med, at jeg kun går på jagt med jægere, som jeg kender og stoler på vil opføre sig fornuftigt.
Vixen er nu 10 måneder gammel, og mange jægere havde sikkert forlængst taget hende med på jagt. Det synes jeg overhovedet ikke, at hun er klar til. Og det er ikke fordi, at hun ikke er så langt i sin træning som andre unghunde, men alene fordi man kan ødelægge virkeligt meget, hvis man tager dem med for tidligt. Stop- og indkaldsfløjten skal sidde 200% lige i skabet, for den mister lynhurtigt sin værdi, hvis man får brugt den for mange gange, hvor hunden ikke lystrer. Så det træner vi pt. rigtigt meget i mere og mere udfordrende miljøer, men endnu ikke steder, hvor der er stor sandsynlighed for, at der pludselig kommer et spændende rådyr buldrende ud af skoven. Det ville være helt naturligt, hvis en ung, tændt hund ikke kan modstå sådan en fristelse, så jeg prøver at styre hvilke stimuli hun bliver udsat for hvornår.
Desuden er det synd, at udsætte en ung hund for opgaver der er større, end den kan rumme. Én ting er opstillede apporteringsøvelser, men det er noget helt andet at skulle apportere et stykke vildt, der måske stadig spræller lidt, i et svært terræn med brombær og dybt mudder. Derfor “skynder vi os langsomt”. Vi skal jo ikke rigtigt nå noget, da vi har Sansa til at løse opgaverne.
Lige for tiden øver vi også meget stand og ro i opflugt. Vi bor lige ved et gods, som sætter tusindvis af fasaner ud hvert år, og vi møder som regel et par stykker på vores morgenture i skoven. Da det er påbudt at have hund i snor, får Vixen helt automatisk aldrig mulighed for at jagte fasanerne, når de letter, så det er også en fin grundegenskab at få på plads. Så er hundene også dejligt trætte og velstimulerede til at slappe af resten af dagen, imens jeg går på hjemmekontoret.
Skolehunden James skaber et trygt rum, hvor læsning bliver til en positiv oplevelse helt uden pres. Gennem nussetid og legende ritualer hjælper han eleverne med at finde både roen og læselysten frem i hverdagen.
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
Med sommerfugle i maven og forventningens glæde over hvad der venter rundt om hjørnet, for enden af vejen og bag den næste grænse, er vi kørt gennem det nordlige Tyskland mod den polske grænse.
Her er første del i en lille blogserie om de markprøver, der både er prøvelser og stor fornøjelse
Som om vi ikke havde nok at se til med hundene og bondegårdsrenovering, så har jeg også købt hest igen, efter min gamle pludseligt blev aflivet pga. en skade. Jeg er forholdsvis ny i hesteverdenen, men efter nogle år med “traditionnel” ridning, er jeg hoppet på en træningsform, som er 100% videnskabeligt funderet, og hvor der er meget fokus på hesteadfærd, deres signaler, stress og hvordan forståelsen af alt det bruges i den praktiske træning
22. december 2020 fyldte Vixen 1 år. Jeg har altid syntes at det er hyggeligt, at markere hundenes fødselsdag med et lille foto på facebook, en hilsen fra opdrætteren og sådan noget, men det er selvfølgelig ekstra særligt, når det er ens første, “hjemmelavede” hund
Vixen leverede både underholdning og højt niveau ved sin debut på markprøverne
1. Februar er en trist dag for sådan nogle som os, for den markerer slutningen på jagtsæsonen, da jagttiderne på de fleste typer vildt udløber. Hvad skal vi dog nu få alle vores weekender til at gå med? Mon ikke vi finder en løsning på dét problem. Men indtil videre er lidt velfortjent afslapning vel også i orden
En åbenbaring er måske et stort ord, men ikke desto mindre har det her lille påfund fuldstændigt revolutioneret mit hundehold, så derfor tager jeg - igen - lige en afstikker fra det jagtrelaterede indhold
Allerede dagen efter Vixens første markprøve var vi afsted igen - På den ene side med lidt mere ro i maven, da hun jo allerede havde en præmiering i bagagen, men også på samme tid lidt mere på udebane, da vi nu skulle dømmes af en dommer, som jeg ikke kendte i forvejen, og knapt så mange kendte ansigter blandt de andre deltagere
Jeg mødte Cristine Hellström i de travle haller i Fredericia, præcis to år efter at samme udstilling blev startskuddet til en kamp for livet. Her fortæller hun om rejsen fra en terminal diagnose til igen at stå med en hundesnor i hånden.
Mange hundeejere oplever, at en lang gåtur ikke altid resulterer i en træt hund. Hvis hunden stadig har krudt i bagdelen efter turen, kan det skyldes, at den mangler mental aktivering frem for flere kilometer i benene.
TV Midtvest rapporterer om flere tilfælde af hjerteorm i det jyske. Læs mere om, hvordan smitten spredes, og hvordan du med en lille indsats kan være med til at forebygge sygdommen i dit lokalområde.
Den islandske fårehund var i 1950’erne tæt på at forsvinde.
Jørgen Metzdorff fortæller her historien om racen, der overlevede takket være få passionerede mennesker.
Opkast og diarré er nogle af de hyppigste grunde til bekymring hos hundeejere, men hvornår er det egentlig alvorligt? Vi gennemgår de mest almindelige årsager, faresignaler, hvordan du bedst hjælper din hund og hvornår du bør søge dyrlæge.
Vindruer og rosiner kan virke som en sund snack, men for hunden gemmer de på en livsfarlig risiko. Selv en enkelt drue kan føre til akut nyresvigt, og det er derfor afgørende at kende tegnene på forgiftning i tide.
Mange hundeejere fokuserer primært på den fysiske motion, som lange gåture og løbeture. Selvom dette er vigtigt for hundens sundhed, er mental aktivering mindst lige så afgørende for dens generelle trivsel.
Der findes næsten ikke noget mere beroligende end synet af en hund, der sover trygt og tungt. Vi har samlet 11 af de mest charmerende og sjove sovetryner, som vores læsere har delt med os, så du kan nyde de mange herlige sovestillinger.
Josie Quintrell er Danmarks eneste specialiserede ulvehundetræner og arbejder for at nedbryde fordomme om de fascinerende og krævende hunde.
Drømmer du om at se din golden retriever i ringen eller måske endda vinde en officiel titel? Deadline for tilmelding til Golden Show Event i Egtved udløber i morgen ved midnat, så det er nu, du skal slå til for at komme med.
