Privatfoto

Negleklipning er min evige, dårlige samvittighed. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. For mange hundeejere er der et stort problem, enten fordi man har en hund, der ikke vil samarbejde, fordi man er usikker på hvor man skal klippe eller en kombination af begge dele. For mange ender det med, at det kun bliver gjort, når man alligevel er forbi dyrlægen.

Helt så slemt er det ikke hjemme hos os, men det bliver helt klart gjort for sjældent, og da vi mest går tur på forholdsvis bløde marker og skovstier, bliver neglene ikke slidt tilstrækkeligt af dem selv, som hvis man f.eks bor i byen og går lange ture med sin hund på beton og asfalt.

For lange negle øger risikoen for, at neglene brækker eller flækker, hvilket kan være ubehageligt og smertefuldt for hunden. Derudover kan for lange negle på sigt påvirke hvordan hunden bevæger sig og kan forhindre den i at bruge sin krop på en sund og korrekt måde. 

Vores to gamle beagler er forholdsvis nemme at klippe klør på, da kløerne er hvide og gennemsigtige, så man tydeligt kan se hvor blodkarret begynder. Samtidigt er de relativt nemme at bestikke med godbidder.

Vizslaerne har mindre krumme kløer, og så er de mørke, så dem har jeg været mere forsigtig med at klippe. Jeg tør simpelthen ikke klippe lige så langt som dyrlægen gør, selvom jeg har prøvet at sætte mig lidt ind i hundenegles anatomiske opbygning, og hvad man skal kigge efter. Da Vixen og hendes søskende var små, lå jeg kontant “med numsen i vejret” i hvalpegården og klippede de lynhurtigt voksende hvalpenegle med en “3-i-1’er” og senere en katte-neglesaks. Både fordi det var nødvendigt, men også for at vænne de små banditter til at få klippet negle. Det gik også meget godt, men alligevel har Vixen og en af hendes brødre alligevel besluttet, at det der negleklipning, dét gider de ikke mere! Og så er en vizsla altså bare en større hund at tumle med, end en beagle!

En dag dukkede der en post op på Instagram om, at kuldbror-Dexter’s mor havde lavet et såkaldt scratchboard og lært Dexter selv at file sine klør på det.

Læs også: Blog: Min hund: En topatlet - Optimer hundens præstation og undgå skader. Del II: “Nedkøling” og restitution

Der var faktisk en klokke, der ringede. For et par år siden meldte jeg mig ind i en amerikansk facebook-gruppe, som udelukkende handlede om “nail maintenance”, altså neglevedligehold hos hunde. Gruppen havde 10.000-vis af medlemmer (man tror det er løgn!), og handlede meget om skånsom, gradvis tilvænning af hunde til neglepleje. I gruppen var det meget brugt at bruge elektriske slibeværktøjer som alternativ til den traditionelle neglesaks. Sådan én købte jeg til Sansa, men det blev aldrig et hit. Set i bakspejlet greb jeg det heller ikke rigtigt an. I gruppen var der også en del indlæg om “scratchboards”, som hundene selv filede deres negle på. På det tidspunkt havde jeg ikke selv fået klikkertræningen helt ind under huden endnu, så jeg overså fuldstændigt det kæmpe potentiale der lå i lige præcis dén løsning…

I udlandet findes der scratchboards, som kan købes færdige, men man behøver altså ikke være den store håndværker for at lave et selv. Det er bare en plade, som man limer et ark sandpapir på. Vi bruger korn 120 - I starten syntes jeg, at det ikke var groft nok, men når først hunden har forstået opgaven, så går det hurtigt, så 120 er fint.

Hvis hunden allerede er fortrolig med klikkertræning og shaping, er adfærden lynhurtig at indlære. Man kan også godt undvære klikker, men så skal man have et tydeligt “belønningsord”, som hunden kender og hvor man er præcis med timingen. Alternativt skal man bruge et par træningssessioner på at give hunden forståelse for klikkeren. Det tog vel tre-fire træningssessioner á tre minutter, så var vores vizslaer med på legen.

Fremgangsmåden med træningen er helt traditionel shaping, hvor man klikker og belønner for adfærd der er tættere og tættere på den “færdige” adfærd. Det vil sige i starten klikker og belønner man hunden for bare at vise den mindste interesse for scratchboardet, og så øger man gradvist kriteriet for hvornår man klikker:

• Vær klar med klikker og godbidder når du starter træningen, og læg først scratchboarded fladt på gulvet.
• Klik og beløn hunden for at kigge på eller snuse til boardet.
• Klik og beløn dernæst for at hunden sætter en eller begge poter på boardet.
• Hvis hunden bare bliver stående på boardet, så “nulstil” eventuelt øvelsen med at kaste godbidden på gulvet et stykke væk, så hunden får mulighed for at komme tilbage og igen sætte en pote på boardet. 
• Når hunden har forstået, at det at træde op på boardet udløser belønningen, stilles boardet efterhånden op på skrå. Den skrå vinkel udløser automatisk, at hunden “stikker kløerne frem” og kradser, så det kun er kløerne (og ikke trædepuderne), der kommer i kontakt med sandpapiret. 

Hold løbende øje med, at trædepuderne ikke slides, og eksperimentér eventuelt med hvad det er for en vinkel, der virker bedst for din hund. Hold også øje med, at hunden ikke filer neglene til blods - Ivrige hunde, der er meget motiverede af klikkertræningen, kan hurtigt få slebet meget af!

Både Dexter og vores egne vizslaer har en tendens til at bruge den ene pote mere end den anden, så neglene ikke slibes lige meget. Hvis det er et problem, så brug et stykke tid på at træne en “skift pote” kommando. Brug eventuelt bagsiden af scratchboardet, uden sandpapir, under indlæringen. På videoen herunder, hvor jeg træner med Vixen, er vi ikke nået så langt endnu, men jeg holder igen med klikket for at få hende til at skifte pote.

Læs også: Blog: Min hund: En topatlet - Optimer hundens præstation og undgå skader. Del I. Opvarmning.

Og ja, men kan også lære hunden at file kløerne på bagpoterne - Det kræver, at hunden først trænes i at stille forpoterne op på noget. Mange kender måske allerede “baljeøvelsen”, som efterhånden er udbredt til hvalpetræning. Efterfølgende placeres boardet under hunden, og hunden får klik+belønning for at gøre “noget” med bagpoterne, og efterhånden klikkes der kun for noget der er tættere og tættere på egentlig skraben med bagpoterne. Der findes en del Youtube videoer med det.

Jeg er helt forbavset over hvor nemt vi har vendt “negleklipningsovergrebet” til en sjov leg, som vizslaerne deltager i med stor entusiasme. Og jeg bilder mig endda ind, at Sansa nu har mindre tendens til at gå i pasgang, end før. Det skulle vi have begyndt på for længe siden! Så tippet er hermed givet videre.

Dog en løftet pegefinger - I den amerikanske facebook-gruppe er der eksempler på, at hunde-manicuren kammer helt over. For nogle går der sport i at få så korte negle som muligt på deres hunde, til et punkt hvor det bliver helt ekstremt, og hvor man selv på korthårede hunde faktisk næsten ikke kan se neglene mere. Ved hyppig klipning/slibning vil blodkarret efterhånden trække sig lidt tilbage, og det er jo en fordel hvis man har en hund, som har fået ekstremt lange negle, hvor blodkarret er fulgt med ud. En tommelfingerregel siger, at kløerne har en passende længde, når man ikke længere kan høre dem, når hunden går på et hårdt gulv, men jeg tænker at der kan være individuelle forskelle i kløernes “facon”, så brug jeres sunde fornuft, og spørg eventuelt dyrlægen til råds. En stående jagthund som en vizsla, hvis funktion er at galoppere i det åbne terræn, skal have klør af en passende længde for at sikre godt greb i underlaget - ligesom dupperne på en fodboldstøvle!