Negleklipning er min evige, dårlige samvittighed. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. For mange hundeejere er der et stort problem, enten fordi man har en hund, der ikke vil samarbejde, fordi man er usikker på hvor man skal klippe eller en kombination af begge dele. For mange ender det med, at det kun bliver gjort, når man alligevel er forbi dyrlægen.
Helt så slemt er det ikke hjemme hos os, men det bliver helt klart gjort for sjældent, og da vi mest går tur på forholdsvis bløde marker og skovstier, bliver neglene ikke slidt tilstrækkeligt af dem selv, som hvis man f.eks bor i byen og går lange ture med sin hund på beton og asfalt.
For lange negle øger risikoen for, at neglene brækker eller flækker, hvilket kan være ubehageligt og smertefuldt for hunden. Derudover kan for lange negle på sigt påvirke hvordan hunden bevæger sig og kan forhindre den i at bruge sin krop på en sund og korrekt måde.
Vores to gamle beagler er forholdsvis nemme at klippe klør på, da kløerne er hvide og gennemsigtige, så man tydeligt kan se hvor blodkarret begynder. Samtidigt er de relativt nemme at bestikke med godbidder.
Vizslaerne har mindre krumme kløer, og så er de mørke, så dem har jeg været mere forsigtig med at klippe. Jeg tør simpelthen ikke klippe lige så langt som dyrlægen gør, selvom jeg har prøvet at sætte mig lidt ind i hundenegles anatomiske opbygning, og hvad man skal kigge efter. Da Vixen og hendes søskende var små, lå jeg kontant “med numsen i vejret” i hvalpegården og klippede de lynhurtigt voksende hvalpenegle med en “3-i-1’er” og senere en katte-neglesaks. Både fordi det var nødvendigt, men også for at vænne de små banditter til at få klippet negle. Det gik også meget godt, men alligevel har Vixen og en af hendes brødre alligevel besluttet, at det der negleklipning, dét gider de ikke mere! Og så er en vizsla altså bare en større hund at tumle med, end en beagle!
En dag dukkede der en post op på Instagram om, at kuldbror-Dexter’s mor havde lavet et såkaldt scratchboard og lært Dexter selv at file sine klør på det.
Der var faktisk en klokke, der ringede. For et par år siden meldte jeg mig ind i en amerikansk facebook-gruppe, som udelukkende handlede om “nail maintenance”, altså neglevedligehold hos hunde. Gruppen havde 10.000-vis af medlemmer (man tror det er løgn!), og handlede meget om skånsom, gradvis tilvænning af hunde til neglepleje. I gruppen var det meget brugt at bruge elektriske slibeværktøjer som alternativ til den traditionelle neglesaks. Sådan én købte jeg til Sansa, men det blev aldrig et hit. Set i bakspejlet greb jeg det heller ikke rigtigt an. I gruppen var der også en del indlæg om “scratchboards”, som hundene selv filede deres negle på. På det tidspunkt havde jeg ikke selv fået klikkertræningen helt ind under huden endnu, så jeg overså fuldstændigt det kæmpe potentiale der lå i lige præcis dén løsning…
I udlandet findes der scratchboards, som kan købes færdige, men man behøver altså ikke være den store håndværker for at lave et selv. Det er bare en plade, som man limer et ark sandpapir på. Vi bruger korn 120 - I starten syntes jeg, at det ikke var groft nok, men når først hunden har forstået opgaven, så går det hurtigt, så 120 er fint.
Hvis hunden allerede er fortrolig med klikkertræning og shaping, er adfærden lynhurtig at indlære. Man kan også godt undvære klikker, men så skal man have et tydeligt “belønningsord”, som hunden kender og hvor man er præcis med timingen. Alternativt skal man bruge et par træningssessioner på at give hunden forståelse for klikkeren. Det tog vel tre-fire træningssessioner á tre minutter, så var vores vizslaer med på legen.
Fremgangsmåden med træningen er helt traditionel shaping, hvor man klikker og belønner for adfærd der er tættere og tættere på den “færdige” adfærd. Det vil sige i starten klikker og belønner man hunden for bare at vise den mindste interesse for scratchboardet, og så øger man gradvist kriteriet for hvornår man klikker:
Hold løbende øje med, at trædepuderne ikke slides, og eksperimentér eventuelt med hvad det er for en vinkel, der virker bedst for din hund. Hold også øje med, at hunden ikke filer neglene til blods - Ivrige hunde, der er meget motiverede af klikkertræningen, kan hurtigt få slebet meget af!
Både Dexter og vores egne vizslaer har en tendens til at bruge den ene pote mere end den anden, så neglene ikke slibes lige meget. Hvis det er et problem, så brug et stykke tid på at træne en “skift pote” kommando. Brug eventuelt bagsiden af scratchboardet, uden sandpapir, under indlæringen. På videoen herunder, hvor jeg træner med Vixen, er vi ikke nået så langt endnu, men jeg holder igen med klikket for at få hende til at skifte pote.
Og ja, men kan også lære hunden at file kløerne på bagpoterne - Det kræver, at hunden først trænes i at stille forpoterne op på noget. Mange kender måske allerede “baljeøvelsen”, som efterhånden er udbredt til hvalpetræning. Efterfølgende placeres boardet under hunden, og hunden får klik+belønning for at gøre “noget” med bagpoterne, og efterhånden klikkes der kun for noget der er tættere og tættere på egentlig skraben med bagpoterne. Der findes en del Youtube videoer med det.
Jeg er helt forbavset over hvor nemt vi har vendt “negleklipningsovergrebet” til en sjov leg, som vizslaerne deltager i med stor entusiasme. Og jeg bilder mig endda ind, at Sansa nu har mindre tendens til at gå i pasgang, end før. Det skulle vi have begyndt på for længe siden! Så tippet er hermed givet videre.
Dog en løftet pegefinger - I den amerikanske facebook-gruppe er der eksempler på, at hunde-manicuren kammer helt over. For nogle går der sport i at få så korte negle som muligt på deres hunde, til et punkt hvor det bliver helt ekstremt, og hvor man selv på korthårede hunde faktisk næsten ikke kan se neglene mere. Ved hyppig klipning/slibning vil blodkarret efterhånden trække sig lidt tilbage, og det er jo en fordel hvis man har en hund, som har fået ekstremt lange negle, hvor blodkarret er fulgt med ud. En tommelfingerregel siger, at kløerne har en passende længde, når man ikke længere kan høre dem, når hunden går på et hårdt gulv, men jeg tænker at der kan være individuelle forskelle i kløernes “facon”, så brug jeres sunde fornuft, og spørg eventuelt dyrlægen til råds. En stående jagthund som en vizsla, hvis funktion er at galoppere i det åbne terræn, skal have klør af en passende længde for at sikre godt greb i underlaget - ligesom dupperne på en fodboldstøvle!
Gør jagttræning til en fest for din hund! Lær hvordan positive metoder på hundens præmisser skaber glæde, stærkt samarbejde og imponerende resultater i marken.
Den svenske tilgang, hvor besøgshundeteams gennemgår en grundig uddannelse med fokus på hundens tryghed og kvaliteten af samværet med de ældre, fik mig til at pakke kufferten og rejse nordpå.
Har du en passion for hunde og måske en faglig vinkel, du gerne vil dele? Så har du nu muligheden for at blive blogger på hunden.dk!
1. Februar er en trist dag for sådan nogle som os, for den markerer slutningen på jagtsæsonen, da jagttiderne på de fleste typer vildt udløber. Hvad skal vi dog nu få alle vores weekender til at gå med? Mon ikke vi finder en løsning på dét problem. Men indtil videre er lidt velfortjent afslapning vel også i orden
Hvis man spørger Sansa, har hun fået et nyt yndlingssted i hele verden
Sidste weekend, lige et par dage før hendes 1 års fødselsdag, var Vixen lidt med på jagt for første gang
Allerede dagen efter Vixens første markprøve var vi afsted igen - På den ene side med lidt mere ro i maven, da hun jo allerede havde en præmiering i bagagen, men også på samme tid lidt mere på udebane, da vi nu skulle dømmes af en dommer, som jeg ikke kendte i forvejen, og knapt så mange kendte ansigter blandt de andre deltagere
Vixen leverede både underholdning og højt niveau ved sin debut på markprøverne
Som om vi ikke havde nok at se til med hundene og bondegårdsrenovering, så har jeg også købt hest igen, efter min gamle pludseligt blev aflivet pga. en skade. Jeg er forholdsvis ny i hesteverdenen, men efter nogle år med “traditionnel” ridning, er jeg hoppet på en træningsform, som er 100% videnskabeligt funderet, og hvor der er meget fokus på hesteadfærd, deres signaler, stress og hvordan forståelsen af alt det bruges i den praktiske træning
Hvis man spørger vores vizslaer, er der denne sommer en alvorlig mangel på aften-markfræs, vandapporteringstræning og strandture med tennisbolden. Den er faktisk helt gal. Nogen burde melde os for brud på de basale jagthunderettigheder.
Men mon ikke vi bliver tilgivet på et tidspunkt. Vi er nemlig i gang med at istandsætte en landejendom, som selvfølgelig først og fremmest skal blive et rart hjem for os og hundene, men hvor vi også planlægger dele af ombygningen specifikt med henblik på at hundeholdet skal fungere bedre i hverdagen, og give os nogle af de træningsmuligheder, som vi ellers normalt må køre langt efter.
Her i sommerferien tager vi fat i nogle af de raceportrætter, som tidligere er blevet bragt i Dansk Kennel Klubs medlemsmagasin HUNDEN.
Sommeren kan være hård for vores firbenede venner. Hunde har svært ved at komme af med varmen, og derfor skal du som ejer tage særlige hensyn, når solen bager. Her får du gode råd til, hvordan du holder din hund sund og glad i sommervarmen.
Foråret og sommeren er højsæson for ærter fra vores egne haver. Vi elsker dem – især selve ærten, men mange synes også godt om bælgen, hvis man har fjernet den seje hinde indeni. Det hele kan heldigvis også spises af vores hunde.
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Et liv uden gåture, tryghed eller selskab – og med mundkurv på. Sådan begyndte tilværelsen for Jessi, en sort pudelblanding, der aldrig havde fået lov at være hund på hundens præmisser. Først da hun blev indleveret på Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland, begyndte rejsen mod et bedre liv.
Skolehunden James blev nøglen til eksamensro og succes for Magnus i 9. klasse.
Den elskede schipperke Ludo blev på hans 14 års fødselsdag fejret med flag og forkælelse på Rold Gl. Kro - Danmarks første hundekro af hans ejer, Ann-Christina Nielsen, som har fulgt ham tæt gennem et langt hundeliv med både sygdom, triumfer og kærlighed.
Helen Riis og hendes kæreste rejser til Norges fjelde med deres hunde, hvor de oplever naturens storhed, fysisk udfordring og et stærkt fællesskab. Vandreturene er krævende og kræver både træning, planlægning og godt udstyr, men giver uforglemmelige minder og dyb samhørighed.
Golden retrievere, is, glade familier og en brandbil fyldt med vand og god stemning. Guldbasseklubbens brandmandsdag blev en uforglemmelig fest for både to- og firbenede.
Fra sommertræning i baghaven til 30 titler og stjernestatus. For Sofus, der fylder fire år i dag, er Sirius blevet en livsglad livsstil, og sammen med ejer Margit har han fundet en hverdag fyldt med motivation, glæde og samarbejde.